Artikler

Uden for nummer 2017 del 1

Foto: PR

Vi sætter fokus på de numre, der ifølge os selv fortjener en plads i historiebøgerne under kapitlet 2017.

Jule- og nytårstiden er traditionernes tid, og musikskribenter elsker at runde året af med at gøre status på, hvad der har været godt, mens jorden har roteret 365 gange rundt om sig selv og en enkelt gang rundt om solen. På Undertoner stater vi vores afrunding af 2017 med at sætte fokus på de numre, som på den ene eller anden måde havde markeret sig i det forgangne år. Vi kårer ikke årets absolut bedste numre, men peger på nogle sange, der har gjort indtryk på Undertoners skribenter. Her er første del.

King Krule: ”Dum Surfer”

Af Ulrik Høgh

Britiske Archy Marshall alias King Krule stod bag et af årets mest komplekse albums med det genrenedbrydende The OOZ. Mens de fleste af skæringerne først folder sig ud efter mange lytninger, satte ”Dum Surfer” sig i kroppen på mig med det samme. Nummeret er på én gang frastødende og forførende, idet Marshall tager os med på en druktur af de helt grimme henover en uimodståeligt groovy basgang. Vi stopfodres med tekstmæssige godbidder, som når Marshall beskriver sin tilstand med »Skunk and onion gravy, as my brain’s potato mash«. Kompositorisk er ”Dum Surfer” et overflødighedshorn af overraskelser, hvor højdepunkterne især opleves i selskab med jazzede guitarsoli og sexede saxofonpassager. Læg hertil en vokal, der driver af doven coolness, og du står med et af 2017’s mest originale numre i hænderne.

Django Django: “Tic Tac Toe”

Af Daniel Niebuhr

På det, der blev førstesinglen fra skotske Django Djangos tredje studieudgivelse, Marble Skies, vender kvartetten langt om længe tilbage til den guitarbårne melodi, som især var med til at gøre den selvbetitlede debutskive til en ganske særlig oplevelse. Vincent Neffs nærmest stratosfæriske vokal, der svæver over de boblende lydflader og det insisterende trommebeat, drager mange paralleller til en tidligere Django Django-skæring som “Silver Rays”, og den Beat Band’ske klang er heldigvis også stadig intakt. Så hvis Marble Skies’ slutprodukt, der kommer udkommer til januar, ender i samme boldgade som “Tic Tac Toe”, begår skotterne uden tvivl en fin oprejsning oven på den noget forglemmelige Born Under Saturn (2015).

Kamasi Washington: “Truth”

Af Perry MacLeod Jensen

I det kommende år kan vi glæde os til at se jazz-nytænkeren Kamasi Washington på Haven Festival. Kamasi Washington er en personlighed på linje med George Clinton fra Parliament/Funkadelic. Når han ikke laver orkestral jazzmusik for et kæmpe bigband, der summer af storbystemning og jazzekvilibrisme, hænger han ud med Kendrick Lamar, Flying Lotus eller Run the Jewels. Vi fik i år et helt minialbum, Harmony of Difference, der er centreret omkring de melodiske idéer fra singlefrontløberen, “Truth”. Her giver han sig selv plads til vilde saxofonsoloer, vanvitige trommebeats og let Martini-duftende bassriffs. Selvom værket er indspillet i Los Angeles, kan jeg se de gule taxaer for mig, der drøner rundt mellem Manhattans skyskrabere. Kamasi Washington læner sig op ad en filmisk storbynostalgi, som man kender fra eksempelvis Woody Allens ikoniske filmportrætter af New York, men han giver nostalgien et frisk touch af vildskab og oversætter de små improviserende jazzgruppers vildskab, med bigbandets grandiøse lyd.

Cigarettes After Sex: “Keep On Loving You”

Af Martin Minka Jensen

Cigarettes After Sex har i 2017 sat sit klare aftryk hos mig. De har et fabelagtigt take på shoegaze, og deres debutalbum har indtaget en plads på min personlige top 10 over bedste udgivelser i 2017. Det er fyldt med en gennemgående melankoli der, uden at blive for depressiv, rummer en evne til at nedsætte pulsen. Det er derfor lidt paradoksalt, at de på en singleudgivelse har valgt at lave et cover af det pompøse Reo Speedwagons stadionbasker ”Keep On Loving You”. Men ikke desto mindre tager Cigarettes After Sex nummeret ned fra puddelrockens højtravende helte-mentalitet. De gør det til et intens og fængende soundtrack til en vinterlig kærlighedserklæring.

Dinner: “Walk Away”

Af Simon Lund Pedersen

Jeg har hørt det her nummer på repeat siden, danske enmandsbands Dinner spillede på Loppen d. 9 december, og jeg tror ikke rigtigt, det vil tage en ende. På Dinners forrige plade Psychic Lovers (2016) var der fokus på det dansable udtryk, hvor berliner-synth blev blandet med en god portion bas og spoken-word croon. Det virker som om at basarmen bliver skubbet lidt væk til fordel for et mere drømmende udtryk. På den nye plade New Work finder man denne perle, som med sine små 3 minutter centrerer sig om en minimalistisk sangskrivning, hvor en langsomt vuggende synth tøffer derudaf mens hovedpersonen Anders Rhedin på inderligste vis skråler »You walk away from me«. Det er benhårdt, ærligt og overdrevet smukt. En sjæler uden lige.


Courtney Barnett & Kurt Vile:
 ”Over Everything”

Af Martin Colerick

Jeg havde aldrig troet, en duet skulle blive en af årets yndlingssange. Men på ”Over Everything” forløser Kurt og Courtney (ja, det hedder de jo…), det slackerrock-potentiale de begge besidder. I en tilbagelænet duet om sangskrivning, hverdagen, en smuk morgen, kærligheden og fornemmelsen af at være i godt humør, skaber de to musikere en afslappet og bekymringsløs stemning, der ofte har taget luften ud af en hektisk verden og hverdag.

Frank Ocean: “Chanel”, ”Lens”, ”Biking” og ”Provider”

Af Niklas Kiær

Efter de eksperimenterende Blonde (2016) og Endless (2016) har Frank Ocean tilsyneladende haft brug for et mere ligefremt udtryk. I løbet af året udgav han gennem sin Blonded radiokanal på Apple Music fire numre, foruden en række remixes: “Chanel”, “Lens”, “Biking” og “Provider”. Umiddelbart var jeg ikke imponeret, da de føltes ordinære sammenlignet med dobbelt-udgivelsen sidste år, men de skulle vise sig at gro på mig. Numrene har en række fællestræk: vokal pitching, poppede beats, og meget personlige tekster med heftig brug af metaforer. Særligt “Chanel” har nogle fantastiske linjer anført af omkvædets »I see both sides like Chanel / C on both sides like Chanel«. I et år uden klare, personlige albumfavoritter, har jeg skamhørt Frank Oceans ikke-udgivelse og konstant fundet nye lag, metaforer og facetter at dykke ned i. Jeg er ikke objektiv, men for mig er de fire singler endnu et bevis på hans uforlignelige evner som sangskriver.

LCD Soundsystem: “How Do You Sleep?”

Af Peter Boier

2017 blev året, hvor James Murphy og LCD Soundsystem genopstod fra de døde. Det var ikke helt på tredjedagen, men de spillede dog tre aftener i streg i Vega, hvis man vil forsøge at lege lidt med symbolikken. Albummet, American Dream, bød på samme velkendte kombination af Talking Heads-funk, disko og dance, men med den over ni minutter lange, snerrende “How Do You Sleep?” har gruppen begået et af deres absolut bedste numre. Diskret dedikeret til sin gamle ven og medstifter af DFA-records Tim Goldsworthy, vrisser Murphy »You warned me about the cocaine then jumped straight in« over en monumental synthesizer, før trommerne og en Joy Division-agtig keyboardflade maser sig frem og lader lytteren danse dystert ind i natten med John Lennons McCartney-kritiske spørgsmål: “How Do You Sleep?”. Vildt, voldsomt, ekstatisk, fantastisk.

Læs andel del af Uden for nummer 2017 her.

Deltag i debat