Artikler

Uden for nummer 2017 del 2

Foto: PR

Året rinder ud, og vi gør status over årets mindeværdige sange.

Jule- og nytårstiden er traditionernes tid, og musikskribenter elsker at runde året af med at gøre status på, hvad der har været godt, mens jorden har roteret 365 gange rundt om sig selv og en enkelt gang rundt om solen. På Undertoner stater vi vores afrunding af 2017 med at sætte fokus på de numre, som på den ene eller anden måde havde markeret sig i det forgangne år. Vi kårer ikke årets absolut bedste numre, men peger på nogle sange, der har gjort indtryk på Undertoners skribenter. Her er anden del.

PJ Harvey & Ramy Essam: “The Camp”

Af Perry MacLeod Jensen

Med sidste års fremragende The Hope Six Demolition Project har den gode Polly Jean Harvey lavet et album så godt, at hun snildt kunne holde sig en god velfortjent udgivelsespause – os fans har ikke engang noget at få pusten efter hendes beretninger fra Washington, Kosovo og Afghanistan. Alligevel skulle hun altså lige overrumple os igen med den blændende single “The Camp”, der er lavet i samarbejde med den egyptiske sanger Ramy Essam, der blandt andet optrådte på Tahrir-pladsen under det arabiske forår i 2011. Lyrisk følger hun den samme opskrift som på The Hope Six Demolition Project. Vi bliver udsat for en benhård beretning fra en flygtningelejr i Bekaa-dalen i Libanon – ikke langt fra den syriske grænse. »I saw ten thousand children / Were laid in lines wrapped in white sheets / Along a godforsaken street«. Men i ny-vanlig PJ-stil suppleres rædslen og elendigheden af en munter og smuk instrumentering, der glider igennem tre smukke stykker og lyder mere af frodigt forår og håb, end en gråstøvet dreng, der presser sine skårbefangte hænder igennem lejrens hegn ud mod PJ.

P.O.S. feat. Dwynell Roland & Busdriver: “Pieces/Ruins”

Af Niklas Kiær

Midtvestamerikanske Minnesota har i mange år været grobund for en alternativ indie-scene inden for hip-hop. Pladeselskabet Rhymesayers (Atmosphere, Aesop Rock, Brother Ali) har ageret hovedkilde, men Doomtree, der både er pladeselskab og kollektiv, har været lige i hælene. Den 7-mands store gruppe har et væld af solo- og gruppeudgivelser på bagen, men har i de senere år vist en smule metaltræthed, hvor selv gruppens de facto-leder P.O.S. har virket uinspireret. Men efter alvorlig sygdom, hvor han måtte crowdfunde sig til en ny nyre (USA er et mærkeligt land), så viser rapperen på sin seneste soloudgivelse Chill, Dummy en ny nerve og intensitet. Det bedste eksempel på det er “Pieces/Ruins”, der gæstes af den legendariske undergrunds-hurtigrapper Busdriver. Nummerets første linjer »Same dude / New guts / Literal and figuratively lost a couple fucks!« er en slags mantra for hele albummet, hvor P.O.S. virker mere frigjort kunstnerisk end nogensinde før. Teksterne er mere personlige, beatsene skiftevis mere støjede og afdæmpede, og diversiteten klæder ham gevaldigt.

Marie Eline: Goodbyes and Beginnings

Af Martin Minka Jensen

Dette ene nummer har kørt på repeat i mine høretelefoner på arbejdet. På Peter Peter og Peter Kyeds udgivelse It’s Wonderful to be Alive – Please Kill Me Now har de to herrer allieret sig med en række kvindelige kunstnere, heriblandt Marie Eline Hansen. Her leverer hun en fortolkning af Suzanne Menzels ”Goodbyes and Beginnings” fra 1981. Som min 7-årige bonussøn ville udtrykke sin begejstring »Oh my goodness!«. Det er fængende og virkelig mættet af indlevelse. Originalen står for mig som noget helt særligt med dens krystalklare og astrale sentimentalitet. Men i Marie Eline Hansens version gøres nummeret mere universelt. Mere tilgængeligt om man vil. Man kan simpelthen ikke lade være med at skråle med.

Neil Young: ”Campaigner”

Af Martin Colerick

»Even Richard Nixon has got soul«. Sætningen har hjemsøgt mig, lige siden Neil Youngs 41 år gamle album Hitchhiker endelig blev udgivet i september i år. En lille perle af et demo-agtigt album med en ung Neil Young i topform. Hvis blot jeg skiftede Richard Nixon ud med Donald Trump, ramte sætningen en følelse jeg gerne ville have (og delvis har) af 2017. Det første år efter annus horribilis. Et år præget af spænding, uforudsigelighed og muligvis et radikalt vendepunkt i verdenshistorien. Måske. Og derfor var det så fint, at høre den gamle rock-legende minde mig om, at selv Trump har en sjæl. Tak, Neil. Der er altid håb.

Noga Erez: “Off the Radar”

Af Perry MacLeod Jensen

Når man gennemtravler nyhedsmedier for historier om Israel, kan man let få et indtrykket af, at landet udelukkende er befolket af religiøse fanatister. Men hvis man i stedet læser om det hellige land på nettets musikblogs, falder man over Noga Erez, der i år udgav hendes debutalbum, Off the Radar. Politisk er hun en klar opposition til premierminister Benjamin Netanyahu. I et interview med The Guardian har hun sagt: »Jeg skal håndtere skyld på en daglig basis (…) 30 minutter fra hvor jeg bor, sker der ekstreme ting på daglig basis. Jeg betaler skat til en regering, der er en del af skylden i det.« Hvis vi vender os væk fra det politiske, er hendes musik frisk, dansabel og flabet. I min research op til Roskilde Festival stak debutalbummets titelnummer ud som min nye yndlingsopdagelse, og straks blev den klarinet-bårne floor starter min sommers store hit.

Love Shop: “Skøjteløb på Bagsværd Sø”

Af Peter Boier

Jens Unmack holder stædigt fast i Love Shop og med god grund. Med “Skøjteløb på Bagsværd Sø” har han begået, hvad der i mine ører er årets smukkeste danske sang. Akkompagneret af syntetiske, frostkolde strygere og en trommemaskine omfavner Jens Unmack den danske vinter og sine helte i Gasolin’ med den fineste, nostalgiske melankoli. Sangskrivningen er uhyre simpel og nærmest gammeldags, men få danske sangskrivere kan skabe samme stemning med så få, velvalgte ord: »En vinter af glemt melodi«. På “Skøjteløb på Bagsværd Sø” er musik poesi.

St. Vincent “Los Ageless”

Af Bitten Kjærgaard

Jeg har gennem de sidste par år haft et lidt blandet forhold til anmelderdarlingen St. Vincent. På mange måder har jeg synes, hun har været genial og orginal, og samtidig har jeg tit måtte holde mig for ørene (jeg er blevet til min far), fordi jeg simpelthen synes, hendes musik især fra albummet St. Vincent (2014) var unødvendigt og ubehageligt larmende. Da hun dumpede albummet Masseducation i oktober, faldt jeg over nummeret “Los Ageless”, som efterfølgende blev lydtapet for mit efterår. Det er et nummer, der i mine ører er et regulært (pop)hit – men fordi det er lavet af Annie Clarke, forfalder det aldrig til mainstream. Som Magnus Eldrup skriver i anmeldelsen af pladen: »På “Los Ageless” forenes Clarks ondskabsfulde guitar med med en mere poppet form og en håndterbar, slagkraftig stortromme. I deres møde skabes intet mindre end en fænomenal popsang med det ubestridt mest fængende omkvæd, St. Vincent nogensinde har skrevet.« Især i b-stykket kommer St. Vincents rå og rockede vokal til sin ret, i et af de mest ørehængende b-stykker jeg længe har hørt. Det smelter over i det lidt storladne og følelsesbetonede omkvæd, og de to kontraster går op i højere enhed. Teksten er i øvrigt også et lyt værd! Så tak til Annie Clarke for at skænke os denne overraskende perle af et alternativt hit at smide på anlægget nytårsaften, uden den sædvanlige risiko for at blive buhet ud af danselystne gæster.

The Shins: “Painting a Hole”

Af Daniel Niebuhr

Det var det nummer, Animal Collective burde have lavet i år. En fuldstændig anti-Shins-komposition smidt helt frem næstforrest på den i forvejen glimrende Heartworms. Den som flyder over med tribale rytmer, elektroniske undertoner og en vokalpræstation fra frontmand James Mercer, der virker helt forfriskende.
Det repetitive riff står i skærende kontrast til den langt mere varierede percussion-afdeling, som unægteligt er “Painting a Hole”s helt store drivkraft. Til sammen skaber de to elementer en af årets mere underfundige pop-perler, som ikke mindst viser The Shins’ imponerende, musikalske versatilitet.

Læs første del af Uden for nummer 2017 her.

Skriv et svar