Årets bedste plader

Årets bedste danske plader 2017

Skrevet af Redaktionen

Vi præsenterer årets bedste danske plader 2017 ifølge Undertoner.

Tekst: Camilla Grausen, Magnus Eldrup, Peter Boier og Troels Sørensen.

Året 2017 er afsluttet, og for Undertoner-redaktionen er juleferien altid lig med en slutspurt af musiklytning til årets mest væsentlige danske og udenlandske udgivelser. 14 skribenter og redaktører har indsendt deres lister over årets – i deres øjne – bedste danske skiver. Efter en sammentælling har vi sammensat Undertoners komplette årsliste over 2017’s 10 bedste danske plader.

Der var ingen tvivl om årets førsteplads, som lagde en pæn distance til resten af feltet. Det er tankevækkende, at der er 35 års forskel på hovedpersonerne bag udgivelsen på topplaceringen og bandene på anden- og tredjepladsen. Det må alligevel bevise et eller andet om, at den alternative rock ikke (nødvendigvis) har nogen alder.

På årslisten finder man i 2017 en række længe ventede fuldlængdedebuter fra danske bands, der har lagt en god bund for sig selv via flere solide EP’er. Der er masser af garagerock i diverse afskygninger, og så har to nye, ret så forskellige repræsentanter for dansk rap gjort deres indtog. Lige uden for den samlede top 10 ligger navne som Turbolens, Lowly, Lød, Fugleflugten, First Flush, Kira Skov & Maria Faust og Kellermensch.

Må vi præsentere: Årets 10 bedste danske plader 2017 ifølge Undertoner:

1. Sort Sol: Stor langsom stjerne
Det står hurtigt klart ved første lyt, at Stor langsom stjerne er en uhyre ambitiøs rockplade. Den lyder anderledes; som intet andet. Det er en plade, der vil meget – og i forskellige retninger. Her er dronemetal, her er dystert dansabel electropop og andægtig spoken word. Men det fungerer forrygende, og albummet er så uhyre ambitiøst og anderledes, at det vil stå som et monument for dansk alternativ rock. Hør især “The Weightless” og “Nocturnal Creature”.

2. Baby in Vain: More Nothing
Lola Hammerich, Andrea Thuesen Johansen og Benedicte Pierleoni udgav i 2017 omsider deres fuldlængdedebut som Baby in Vain. Det var ventetiden værd! More Nothing viste sig som et gennemarbejdet rockalbum, som kom godt ud i hjørnerne af Baby in Vains ressort. De brillerer både inden for rå, energisk garagerock og den mere dvælende af slagsen, som producer Rob Ellis har forfinet hos trioen. Alt sammen leveret dejligt ukrukket.

3. Communions: Blue
For to år siden røg kvartetten helt til tops på vores danske årsliste med deres selvbetitlede EP. I 2017 blev Communions klar med deres debutalbum, der viser et lovende ungt band med rigelig med popmelodier og 90’er-rock-inspirationer. I de bedste øjeblikke bobler Communions over med ungdommelig utålmodighed og håb – som på albumåbneren “Come on, I’m Waiting”.

4. Nelson Can: EP3
Nelson Can har allerede tiltrukket sig opmærksomhed ved at bevise, at man godt kan lave hårdtslående garagerock uden en guitar. På deres tredje EP er det derfor forfriskende, at trioen nu videreudvikler deres udtryk ved at lade deres flotte melodier indtage en mere central rolle. Pladens sparsomme instrumentering giver ikke anledning til kedsomhed, tværtimod giver den plads til, at man som lytter kan bemærke alle de fine lag i musikken.

5. Bisse: 19.6.86
Thorbjørn Radisch Bredkjær rejser tilbage til sin 90’er-barndom på 19.6.86. Hvem legede han med? Hvad lyttede han til? Sange om at spille Matador, tage i Holbæk Svømmehal, bytte dinosaurer. Men også om at være lægesøn og om dengang, barnepigen døde. Et stream-of-consciousness-album, hvor Bisse deler barndommens glæder, sorger og hverdagsminder med stor fortællelyst. Hele tiden med en undertone af relaterbar vemodighed over den barndom, der aldrig kommer igen.

6. Cancer: Totem
På Kristian Finne Kristensen og Nikolaj Vonsilds andet album kommer vi igennem flere stemninger. Med sin skrøbelige stemme synger Nikolaj Vonsild om rastløshed, naivitet, sorg og vrede, og ordene bakkes op af et psykedelisk og legesygt lydbillede, hvor især Kristian Finne Kristensens guitarfigurer bakker vokalen flot op.

7. Marvelous Mosell: Magisk mytisk mageløs
Marvelous Mosells debutalbum har været længe undervejs, men det var bestemt værd at vente på. Marvelous Mosell og Tue Tracks festligt fjogede funkunivers kan lysne selv de mørkeste dage. Med spandevis af enderim, selvironi og uhøjtidelige referencer, er det i sandhed lykkedes Marvelous Mosell at genoplive dansk jam-hiphop og løfte den tunge arv fra Malk De Koijn.

8. Noah Carter: Couch Dreams
Debutalbummet fra Danmarks nye hiphop-prins er en stærk rapplade med et tårnhøjt ambitionsniveau, hvor Noah Carter viser, at han mestrer et hav af undergenrer indenfor hiphop og pop, såsom trap og goth rap. Couch Dreams præsenterer os også for en følsom Noah Carter, som gør albummet til meget mere end en jobansøgning til det store udland. Albummet og Carter har noget på hjerte.

9. Katinka: Vi er ikke kønne nok til at danse
Det er allerede tre år siden, den dansksprogede popkvartet Katinka udgav deres debut-EP, I røntgen. Efter en EP mere, en Steppeulven-pris og en KarriereKanonen-sejr, udgav Katinka i foråret deres debutalbum, som centreres om frontkvinde Katinka Bjerregaards overbevisende, ærlige sangskrivning – et band, hvor teksterne ikke er fyld, men fyldt med budskaber.

10. Fribytterdrømme: Superego
Svendborgenserne, der tidligere har opfordret: »Kom og få dine psykedeliske briller på!«, har tydeligvis selv beholdt dem på i 2017 med albummet Superego. Der er syrerock for alle pengene med danske tekster leveret med forsanger Lau I.V. Pedersens nasale hvin. Fribytterdrømme er et vildt og storartet liveband, som med Superego understreger, at de også duer på plade.

Årets bedste danske plader 2017 er sammensat af følgende Undertoner-skribenter: Sofie Guldager Rafn, Perry MacLeod Jensen, Daniel Niebuhr, Magnus Eldrup, Niklas Kiær, Ulrik Høgh, Bitten Kjærgaard, Simon Lund Pedersen, Simon Freiesleben, Martin Colerick, Troels Sørensen, Peter Boier, Morten Madsen og Camilla Grausen.

Undertoners top 20 over årets bedste udenlandske plader samt skribenternes individuelle lister offentliggøres snart.

4 kommentarer

  • Jeg synes I snubler over egne ord i den umiddelbare begejstring over Sort Sol. Det er nemlig ofte et dårligt tegn, når begejstring indtræffer akut. Jeg synes egentlig selv den er ret god, men da slet ikke oppe på niveau på fordums tid. Til gengæld er Risiko/Love Shop på mange måder ikke særlig overraskende, men alligevel en undtagelse. Den er nemlig særdeles holdbar i modsætning til “Stor langsom Stjerne”, som falmer ved for mange gennemlytninger. Skulle I alligevel have været ude i de støjende/psykedeliske kunne I godt måske have kigget på Mythic Sunship. Mht. Drone/støj hmm… alt blegner hvis man har været i nærheden af Swans –

Leave a Reply