Plader

Tune-Yards: I Can Feel You Creep Into My Private Life

Skrevet af Magnus Eldrup

Tune-Yards sætter politik og kulturkamp i førersædet på sit fjerde album, der dog stadig har plads til masser af skæv percussion og et par dansable øjeblikke.

Tune-Yards‘ fjerde album, I Can Feel You Creep Into My Private Life, er der både nye boller på suppen og meget mere af det samme. Først må det bemærkes, at amerikanske Merill Garbus har forvandlet Tune-Yards til en duo ved tilføjelsen af Nate Brenner til bandet. Dernæst må det nævnes at, rygterne har svirret om (læs: der stod i presseteksten), at I Can Feel You Creep Into My Private Life skulle være Tune-Yards’ mest dansevenlige album til dato. Alt er dog ikke nyt og skinnende, de politiske budskaber er fortsat rygraden i Tune-Yards’ tekster, og det er stadig de helt store tematikker som klima, race og kapitalisme, der står på menuen.

Vi starter simpelt. Et helt tomt lydbillede udfyldes først kun af to behagelige harmoniske akkorder, men som en parabel til resten af pladen indfinder dissonansen sig også hurtigt. Således giver vi os i kast med ”Heart Attack”. Rygterne om en mere tilgængelig Tune-Yards lader til at tale sandt. En melodisk afart af Garbus’ stemme sender, sammen med en travl stortromme, lytteren uskadt afsted på I Can Feel You Creep Into My Private Life.

Man mærker dog alligevel hurtigt, at det trods alt er et Tune-Yards-album, vi har med at gøre. Med bratte skift i både instrumentering, vokal og melodi bliver man som lytter holdt på tæerne. Ved første gennemlytning følte jeg, at dette da var en unødig og destruktiv ting at gøre mod en sang, der ellers svingede ret så godt, men efterhånden som jeg vender tilbage til ”Heart Attack” igen og igen, værdsætter jeg virkelig sangens evne til at vække mine træge hofter uden nogensinde at forfalde til forudsigelighed.

Man behøver ikke at spidse sine ører særligt meget for at fange de stærkt politiske budskaber i Tune-Yards nye kuld af sange. På tredje nummer, ”ABC 123”, bliver dette tydeliggjort med linjer som »I called you up because we had a great connection / You couldn’t hear me ‘cause of NSA protection«. I sangen, såvel som på resten af albummet, bliver alt denne politiske iver ofte udsendt til lytteren gennem en prisme af surrealisme, der glimtvis fungerer, men til tider også får hele det lyriske foretagende til at virke lidt som noget nonsens fyldt med progressive buzzwords som »white centrality« og »pre-polluted fetus«.

På sangen ”Colonizer” koloniserer disse politiserede tematikker i høj grad det samlede udtryk. Det er med den hvide skam i højsædet og stærke udbrud såsom ”I smell the blood in my voice” spændt for vognen, at vi oplever denne nyfundne ligefremhed i Tune-Yards’ lyrik. Hvorvidt, at måden hvorpå, at disse betændte emner tages op er korrekt eller ej, er ikke noget du kan finde svar på i en Undertoner anmeldelse. Fra denne anmelders stol føltes lyrikken reduktiv og provokerende, men så igen: hvem ønsker at leve i en verden uden provokativ lyrik?

En facet ved ”Colonizer”, der derimod godt kan tåle at blive fremhævet som en noget nær universal sandhed, er den utroligt fængende vokalmelodi og rytme, samt de lækre klangfigurer, Garbus beriger sangen med. Generelt er det umuligt at komme uden om den helt uvurderligt centrale rolle, som Garbus’ vokal spiller i Tune-Yards’ musik. Dette mærkes både i kraft af, at den er placeret volumemæssigt højt i sangene og i kraft af, at den ofte gøres selskab af en kanon af uh- og korstemmer. Det medfører dog, at man som lytter også skal kunne håndtere en til tider ret skizofren lytteoplevelse tæt knyttet til Garbus’ stemmelæber, der hurtigt kan svinge mellem blid skønsang, hårdhændede effektbehæftede momenter og dissonansfyldte udladninger.

Vi blev lovet et album, vi kan danse til, men Tune-Yards er jo ikke et navn, som man lige umiddelbart forbinder med mord på dansegulvet. Alligevel er der sneget sig et dansabelt øjeblik eller to med på I Can Feel You Creep Into My Private Life. Det høres især på ”Look at Your Hands”. En fængende og usædvanligt sammenhængende vokalmelodi driver, sammen med en behagelig og fremtrædende bas, sangen flot fremad. Samtidig føles teksten mere som en venlig opfordring end en forelæsning, hvilket alt andet lige åbner mere op for lidt syng-med-stemning. Ja, ”Look at Your Hands” er et af pladens stærkeste øjeblikke og en klar kandidat til et lille antikapitalistisk guldkorn på din playliste.

Man kan næppe tænke på Tune-Yards uden også at skænke bandets yderst særprægede teksturer en tanke. Det er disse skæve percussion-samples, underlige vokaler og skift fra fuld støj til fuldt stop, som vi forventer af og elsker Tune-Yards for. Det er dog også i høj grad på grund af disse, at det kræver en del tid og arbejde at komme ind på livet af sangene, og desværre bliver jeg som lytter for hurtigt nedslidt af Garbus’ hårdhændede vokal og de lidt for skærende synthesizere. Ophobningen af de skæveste og mindst harmoniske sange mod slutningen af pladen forværrer dette problem yderligere.

Den hårde sandhed er, at I Can Feel You Creep Into My Private Life nok nydes bedst opdelt i flere bidder. Det underminerer dog ikke, at vi her stadig har at gøre med et album, der med sange som ”Heart Attack”, ”Coast to Coast” og ”Look at Your Hands” ved flere gennemlytninger virkelig bider sig fast i både øregange og hjerte – uden nogensinde at vende det svært tilgængelige, underligt dragende, grænsende til vanvittige Tune-Yards univers ryggen.

★★★★☆☆

Om skribenten

Magnus Eldrup

Skriv et svar