Koncerter

Wolf Alice, 19.01.18, Lille Vega, København

Skrevet af Morten Madsen

Veloplagte Wolf Alice indtog fredag aften København med udfarende britpop og grunge, da London-kvartetten gav koncert i et udsolgt Lille Vega.

Mange koncertgængere har øjensynligt fået øjnene op for London-kvartetten Wolf Alice, som kom til verden i 2010 og nu har to plader i bagagen, hvoraf deres seneste, Visions of a Life, udkom i 2017. Derfor er bandet i indeværende år taget på verdensturné for at vise materialet frem. Deres lyd er inspireret lidt af forskellige musikgenrer, hvor der er der tale om en musikalsk synergi mellem shoegaze, grunge og britpop, som Wolf Alice er sluppet aldeles godt fra.

Fredag aften lagde de således vejen forbi et udsolgt Lille Vega i København, hvor de blev mødt af et publikum med en meget alsidig alderssammensætning. Størstedelen var nok et sted i 20’erne, men der var også en del aldrende herrer, der havde fundet vej til det intime spillested. Sågar i moshpitten.

Ud fra en betragtning om, at bandet har den her shoegaze-lyd, havde jeg inden koncerten en idé om, at det ville blive en lidt introvert affære. Men det skulle vise sig, at jeg tog grueligt fejl. Gudskelov! Apropos ham Gud, så startede Wolf Alice også aftenen ud i himmelafdelingen med dreampop-nummeret “Heavenward” fra deres seneste plade. En stille starter, men var det også som om, at kvartetten ville have gang i publikum.

Med “You’re a Germ” gik vi genremæssigt fra de drømmende himmelstrøg til start-90’ernes udfarende Seattle-grunge, da Dave, Krist og Kurt… Nå nej, Ellie, Theo, Joff og Joel gav den gas fra scenekanten. Især guitarist Joff Oddie var meget optaget af at opildne publikum, og han var flere gange ude på kanten af scenen for at sætte gang i løjerne.

Som sagt er Wolf Alice et band, der låner elementer fra forskellige genrer. Selvom det kan lyde som lidt af en rodebutik, så har bandet alligevel fundet nogle enkelte elementer, der går igen i deres musik og binder det sammen til en helhed. En stor del af æren går til forsanger Ellie Rowsells helt igennem fantastiske vokal, der virkelig kan få hårene til at rejse sig.

Første gang, hun for alvor fik lov til at folde vokalen ud, var godt en halv time inde i koncerten med hittet “Don’t Delete the Kisses” fra deres seneste album. I store dele af nummeret taler Rowsell ind i mikrofonen til det fængende, elektroniske underlag, der karakteriserer nummeret. Men i omkvædet får den ellers ikke for lidt, og hele salen skråler med for fulde gardiner sammen med Ellie Rowsell: »What if it’s not meant for me? Love / What if it’s not meant for me? Love«.

Herefter fik vi endnu et stykke med sødt til øregangen, da bandet fremførte et af den nye plades flotteste numre, “Planet Hunter”. Med flydende, elegant fingerspil på guitaren og en tilpas doseret skrøbelighed i Rowsells stemme, er der igen dømt gåsehud. »Am I a planet hunter? / Or a brave deviator?«.

Wolf Alice gemte generelt ikke på de gode sager, og havde taget en bred palet af deres hits med til København fredag aften. Selvfølgelig også det største af dem alle. Med hittet “Bros” fra Wolf Alices første plade, My Love Is Cool, var der igen dømt fællessang og svingende træben i Lille Vega.

Det var altså en meget udfarende udgave af Wolf Alice, der spillede koncert denne fredag. Især i den sidste del af koncerten, hvor den tunge distortion og de fede riff blev fundet frem. Bassisten Theo Ellis tog sågar en tur ud blandt publikum, mens Joff Oddie gentagende gange stod på den ene stage-monitor ved scenekanten og pumpede det en riff ud af riven efter det andet.

Joel Amey var visuelt pakket lidt væk omme bag trommerne, men du var ikke et sekund i tvivl om hans tilstedeværelse. Som en anden Dave Grohl sad han trofast fra ende til anden og tæskede på gryderne, så salen kom op at koge. Navnlig på et af aftenens sidste numre, “Moaning Lisa Smile”, kom trommespillet til sin ret, hvor der for alvor bliver tæsket igennem. Det gør der i og for sig fra alle fire på nummeret, der skaber stærke associationer til Nirvanas “Smells Like Teen Spirit”.

Efter en intens, sveddryppende indsats gik Wolf Alice af scenen til stor applaus, hvor der blev trampet i gulvbrædderne, piftet og hujet, indtil London-gruppen returnerede til scenen. Som ekstranummer spillede de den stille ballade “Blush”, hvor Rowsells yndefulde, skrøbelige stemme igen skulle på banen. Stemmebåndet havde dog efterhånden været så meget igennem, at det havde taget lidt på stemmen, men den gik nu alligevel. Og så illustrerer det vel egentlig meget godt indsatsen fra hendes side, som man ikke kan sætte en finger på.

Så stod man ellers med en forventning om, at det var “Blush”, vi skulle sendes ud i natten med, men Wolf Alice havde andre, dystre planer. Med nummeret “Giant Peach” fik publikum et ordentligt skud tung rock at gå hjem på, og hold lige min cykel, hvor var det sprødt!

Når man tager i betragtning, at Wolf Alice har et relativt lille bagkatalog med to plader, så er det imponerende, hvor mange gode numre, de allerede har sat i verden. Mine forventninger om en flok introverte briter blev gjort til skamme, og Wolf Alice slog fast, at de er et band, man også bør opleve live. For når selv pensionerede, ældre herrer står og skejer ud i en moshpit, så har man sgu fat i noget!

Omvendt fornemmer man et så stort potentiale i Wolf Alice, at man på trods af en meget overbevisende og solid præstation fredag aften forventer endnu mere fra bandet.

★★★★★☆
..

Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com

3 kommentarer

Leave a Reply