Plader

Django Django: Marble Skies

Skrevet af Daniel Niebuhr

Briterne er på deres tredje udspil tilbage i noget, der kunne minde om mere vante musikalske rammer. På Marble Skies tør de igen mere end på forgængeren, og det munder ud i en underholdende plade, som både vil og kan en masse.

Det var som om, at der manglede et eller andet på britiske Django Djangos andet studieudspil, Born Under Saturn fra 2015. Det var som om, kvartetten ikke for alvor kunne finde fodfæste mellem debutens særprægede genreskizofreni og så de elektroniske lydflader, der gjorde et klart større indtog på efterfølgeren. Born Under Saturn var som sådan ikke dårlig, men præsenterede nok nærmere Django Django i en mere strømlinet, mindre udfordrende udgave. Det er tre år siden.

Marble Skies, der her i de årle måneder af 2018 tegner sig for gruppens tredje udspil, tør Django Django pludselig mere igen – også selvom det ikke er det hele, der stråler. Bandet udforsker bredere i diverse musikalske kringelkroge, og så har de endda været så flinke at skære ned på antallet af indslag (fra 13 på Born Under Saturn til 10). Det er derfor en mere skarpskåren plade, som både vil og kan det meste.

Lad os derfor starte med de mindre succesfulde øjeblikke: ”Surface to Air” er Django Djangos dårligste nummer til dato, hvor de P3-venlige beats og synthtoner – tilsat sheffieldske Rebecca Taylor alias Self Esteems intetsigende vokal – drukner i sin egen anonymitet og ligegyldighed. Derudover sætter monotone ”Beam Me Up” alt for meget lid til trommemaskiner og electrotunge beats, og ”Fountains” tilføjer til slut et næsten lige så kedeligt punktum, hvilket et små-catchy omkvæd på ingen måde kan ændre på.

I den anden ende af underholdningsspektret forsikrer Marble Skies’ titelnummer os om, at Django Django vitterligt er tilbage. Det er letgenkendelige vokalharmonier anført af Vincent Neff, der også bidrager med en godt gennemtwang’et guitar, Tommy Graces insisterende synthtemaer og et gennemført popomkvæd, som giver associationer til tidligere numre som ”First Light” og ”Hail Bop”.

”Champagne” er et fordrukkent, småpsykedelisk, synthbåret soundtrack til en narkotikafyldt badeferie, mens ”Further” er et særdeles godkendt forsøg fra bandets side på at kopiere måske deres bedste skæring; pseudocountry-bangeren ”Firewater”. Og så er der den mere astrale klaverballade ”Sundials”, der minder allermest om Beta Band, (hvor trommeslager David Macleans bror John Maclean var fast inventar) i deres storhedstid.

Indimellem alt ovennævnte dukker singlerne i form af den guitardrevne ”Tic Tac Toe” (tænk ”Deafault” fra debuten) og ”In Your Beat” med bandets karakteristiske, sovjetiske trommemaskine så op. De gør præcis det, de skal, og agerer en obligatorisk tilbagevenden til mere ukomplicerede kompositioner, uden at det kommer til at føles som fyld. Det er numre, der nok også skal gøre sig godt i liveversioner, sådan som bandets singleudspil har for vane at gøre.

I liveformat kommer vi forhåbentlig også til at opleve ”Real Gone”, der tilføjer Marble Skies en mere old-school housestemning. Der bygges tålmodigt op med et synthtema, som var det snuppet fra slut-80’erne, før der tilsættes buldrende, klassiske houserytmer på lige under 150 BPM og et klaverakkompagneret omkvæd, der endnu en gang understreger bandets evne til at konstruere et vidunderligt samspil mellem dynamik og manglen på samme i deres utraditionelle popmelodier.

Django Django er mere end bare et pop/rockorkester, og med Marble Skies har de langt om længe givet sig selv endnu en mulighed for at bevise hvorfor. Forvent ikke et storslået mesterværk fra første sekund, men en usleben diamant, som kræver en del gennemlyt, før de små genialiteter manifesterer sig i din bevidsthed.

★★★★½☆

Skriv et svar