Plader

GP&PLS: Pro monarkistisk extratone

Goodiepal og hans band leverer konkret magtkritik, på det bedste danske politiske album i årevis.

Ofte får jeg lyst til at skyde musikere i skoen, at de er for navlebeskuende. Det er åbenbart godt for kunsten, hvis deres kæreste lige har slået op, inden de skal skrive deres nye album. Bevares, det afføder glimrende værker, når f.eks. Beck synger, at han ikke kan græde flere ensomme tårer (på ”Lonesome Tears” (2002)), eller Bisse minder om, at han råbte shotgun for sin ekskæreste (på ”Shotgun for dig” (2016)). Men hvis det er sandt, at kunsten har et politisk potentiale, er det begrænset, hvor relevant det er at udstille ens navlefnuller. Heldigvis er vi i Danmark beæret af Parl Kristian Bjørn Vester aka Goodiepals tilstedeværelse. Goodiepal lader sig inspirere af konventioner. Ikke for at følge dem, men for at bryde dem. I absolut storform leverede han sidste år albummet Pro monarkistisk extratone sammen med hans nyetablerede band GP&PLS (Goodiepal og Pals).

Det er det mest slagkraftige politiske album, der er udgivet i Danmark i årevis! Uden konkurrence fra nogen musikalske kolleger hæver GP&PLS sig fra klichéer som: »Jeg har seks års SU, som jeg gerne vil dele med dig, Lars Løkke. Du må få dem til en uddannelse i medmenneskelighed,« som Mads Langer sagde til stående overtioner fra rygklappende kolleger til Gaffa Awards i marts sidste år.

Nej, den store bedrift på Pro monarkistisk extratone er, at den politiske kritik leveres konkret. Ingen fluffy, abstrakte begreber som medmenneskelighed, der ikke rigtig betyder noget konkret. »Dette band er 100% imod hemmelige tvangsudvisninger. Hver gang en ost (en politibetjent, red.) hjælper til med en hemmelig udvisning, er vedkommende medvirkende til at sætte den udvistes liv i stor fare,« citerer Goodiepal på ”Osteskærer Sif!”. På ”Peter ka ik li” opsummeres alt det, den usympatiske, konforme og systembevarende Peter ikke kan lide. F.eks. rap, piger, dahl, hash, burka, jyder, ludere, vold, provins, sol, skibe, digte og sig selv.”Mor for en hele generation” indledes med »Bare fordi man er en hvid bøsse / Betyder det ikk’, man har frikort til at presse andre minoriteter«, og i ”Drama drama” opsummeres begivenheder, der angiveligvis er udanske, som når en mand sidder med en printer i s-toget, to damer snakker et sprog, du ikke forstår, en dansker lærer arabisk, Signe ikke vil spise svin, flygtninge skal bo i Hellerup, Ezra er på bøssebar, mor til tre er på kontanthjælp, eller damer vil svømme alene.

Den røde tråd er en magtkritik af næsten hvilken som helst autoritet. Hvad enten det er regeringen, kongehuset, den ’almene dansker’ eller Jim Lyngvild. Målet er en international solidaritet mellem nye brødre og søstre, hvor »intet menneske er illegalt.« Og denne kritik er leveret med en fucking troværdig vrede! Med en let sarkastisk stewardessetone bliver der citeret en velkomsthilsen for nytilkommende i Skandinavien på ”Velkommen til Skandinavien”. Her informeres man om, hvordan man skal aflevere sin værdighed til grænsepolitiet, hvis man er sulten eller tørstig, kan man gå en lang tur i skoven mod den nærmeste købmand, og her i Skandinavien er menneskerettigheder slet ikke i fokus.

Se det, kære læser, er noget ganske andet end en gennemsøgning af egne kærestesorger. Det er kunstnere, der tør forholde sig til konsekvenserne af autoriteternes stigmatisering af ’os’ og ’de andre’. Det er konkret, men også kunstnerisk bearbejdet. Vi bliver præsenteret for scenarier som, hvad nu hvis det var politiet selv, der blev jagtet, eller hvad nu hvis Frederik, Danmarks upcoming konge, åbnede Amalienborg for flygtninge og på denne måde blev et vaskeægte forbillede for befolkningen?

Det er det potentiale kunsten besidder – at formulere systemkritiske alternativer. Men det finder man bare ikke i sin egen navle. Der kan man allerhøjest finde et fluffy, ukonkret ideal om medmenneskelighed. Vis i stedet, hvad du forstår som medmenneskeligt, på samme måde som GP&PLS udøver deres syngende magtkritik.

★★★★★½

Om skribenten

Perry MacLeod Jensen

Biografi: Musik har altid været en del af mig. Helt tilbage i 1. klasse sendte mine forældre mig til musikalsk legestue, og sidenhen har jeg altid spillet på et eller andet instrument. Da jeg gik på efterskole, blev jeg ramt af Becks vanvidsmix af hiphop, techno, støjrock, funk, blues, folk & metal, og siden da har Beck været en musikalsk vejleder for mig. Han førte mig over mod MGMT, som jeg selvfølgelig skulle se spille i Amager Bio. Den koncert førte min opmærksomhed mod 'the loudest band in New York', A Place to Bury Strangers, der spillede opvarmning, og så var det helt naturligt at efterfølgende kaste min kærlighed på My Bloody Valentine og Sonic Youth.
Fem favoritalbums:
Beck: The Information
My Bloody Valentine: Loveless
David Bowie: Low
PJ Harvey: Let England Shake
Yo La Tengo: And Then Nothing Turned Itself Inside-Out

Skriv et svar