Plader

Thurston Moore and Students of RMC: Nooooooo Daylight

Musikken glider som båndet, båndet glider som musikken. Jeg tror, der er en god grund til, at denne udgivelse kun er kommet på kassettebånd.

Sneglende begynder båndet dets susende grundlyd. Et tyndt bånd polyesterbaseret materiale lader sig glide hen over to magnetspoler i min Denon DRM-600 båndoptager. Kort tid efter jeg har trykket play, og båndoptageren siger et markant klonk, kommer der musik. Musikken snegler sig som en karavane gennem et glidende og udefinerbart landskab. Musikken glider som båndet, båndet glider som musikken. Jeg tror, der er en god grund til, at denne udgivelse kun er kommet på kassettebånd.

Udgivelsen bærer navnet Nooooooo Daylight og er med ingen ringere end guitareksperimenternes svar på Einstein, amerikanske Thurston Moore. Derudover medvirker en række musikere fra Rytmisk Musikkonservatorium i København. Med en baggrund i det legendariske Sonic Youth og i utallige andre samarbejder på den eksperimentelle musikscene har Thurston Moore en diskografi i baghånden, som de færreste kan følge med i. Men hvordan kan det være, at denne legendariske punk-beatnik fra New York jammer med studerende fra konservatoriet, for derefter at udgive det i samarbejde med musikbibliotekaren på Københavns Hovedbibliotek, Lars Kjelfred? Jo, det er simpelthen fordi, han er udnævnt til noget så rock’n’roll som adjungeret professor på netop Rytmisk Musikkonservatorium i København. Hvabehar!

I forhold til musikken vil man netop kunne tale om en form for studieeksperiment. Altså som i studerende, der studerer på et studie. Det er ikke de græske guder, algebra, latin eller kemiske forbindelser, der studeres. Nej, det er kompositoriske forbindelser og formeksperimenter. Og på hvilken bedre måde gør man det, end at kaste sig ud i det med fuld strøm. A-siden af båndet rummer det langstrakte nummer ”No Daylight”. Her går guitarernes klangflader nærmest synkront i spænd med et kassettebånds lettere summende lydeffekt. Nummeret er en lydmæssig konstruktion, der egentlig er meget normal i sin opbygning. Først bygges en guitarharmoni op, der akkompagneres af en kvindelig vokal, det støjes og forvrænges, for til sidst at fade ud, hvor nummeret startede. Et lidt mere prisværdigt og originalt aspekt er, at der tilsyneladende er blevet leget lidt med gain og output i forhold til selve båndoptagelsen. Dette aspekt giver en mere mekanisk skrøbelig konstruktion, der klæder optagelsen godt.

B-siden er straks en anden historie. Her er der fire numre, der afgrænser sig fra hinanden. Numrene ”Tiger girl, where are you?” og ”Lion + Goat + Snake” lyder, som en stærk mikstur mellem Helmet, Sonic Youth i deres tid omkring deres midtfirseralbum Bad Moon Rising, samt en art lo-fi folk. Det er meget svært at orientere sig i numrene, og det er lige før, man bliver svimmel. Men det rammer plet – de studerende er ved at nå frem til en holdbar tese.

”Figuring Out” og ”End of the Night” er som lyden af et skvulpende hav optaget i en rusten og støvet industribygning. Det lyder diametralt modsat, hvilket det egentlig også er, men det er den effekt, optagelser på kassettebånd kan give. Det skvulper dystert i en forvrænget bastone med elementer af borende guitar. De studerende afsøger sultent det langsomme og intense stemningspotentiale.

Alt i alt er Nooooooo Daylight et bånd, der rummer en adgangsbillet til et musikalsk klasseværelse. Udgivelsen kommer næppe til at forandre den erfarne lytters liv, men i særdeleshed giver de to første numre på B-siden et billede af, hvorfor man skal holde sindet åbent. Det skal man, fordi man i de musikalske eksperimenter lader musikken få magten. Det er ikke i teorien, men i praksis. Lytteren er derfor nødt til at overgive sig. Jeg overgav mig i hvert fald ubetinget til numrene ”No Daylight”, ”Tiger Girl, Where Are You?”, ”Lion + Goat + Snake” og ”End of the Night.”

★★★★★☆

Om skribenten

Martin Minka Jensen

Pladesamler af rabiat karakter, med alt hvad det indebærer af timeforbrug og økonomisk ruin. Min appetit på musik er umættelig og jeg mener musik i bredeste forstand. Jeg kender ikke til begrebet guilty pleasures, da god musik er god musik, lige meget hvad. Det meste af min vågne (og den ikke-vågne tid, for den sags skyld) går med de mere grænsesøgende toner, hvad enten det er rock, punk, folk, jazz eller indie, dog med en stor forkærlighed for ældre psykedelisk musik.

Jeg interesserer mig også for kulturhistoriske rammer, i særdeleshed vedrørende musik og litteratur. Som Cand. Mag i Historie, Æstetik og Kultur, og i mit arbejde som kulturformidler på Randers Bibliotek, arbejder jeg med det på mange leder og kanter.

2 kommentarer

Skriv et svar

boeger