Koncerter

Alvvays, 11.03.18, Lille Vega, København

Skrevet af Ulrik Høgh

Canadiske Alvvays foldede deres stærke sangkatalog ud for et hengivent publikum i Lille Vega.

Bag en mur af røg og hvidt scenelys ligner Alvvays næsten et vaskeægte shoegazeband, da de indleder koncerten med den støjpoppede ”Hey”. Den stopfyldte sal tager godt imod åbningsnummeret, hvis stærkeste indtryk er, at forsanger Molly Rankins stemme lyder mere organisk live end på plade. Da tågen letter, klarer det også op lydmæssigt med ”Adult Diversion”, som drives frem af Brian Murphys markante baslinjer.

Canadiske Alvvays består af tre kvinder og to mænd og har to fine indiepopudgivelser på samvittigheden. Den udsolgte koncert i Lille Vega er en del af turnéen for Antisocialites, som udkom sidste efterår. Albummet er en blanding af melankolske sange baseret på guitarklange og tempofyldte støjpopnumre. Brobygningen mellem de to forskellige stilarter og stemninger bliver også betegnende for aftenens koncert.

Molly Rankin fortæller fra scenen, at det er sidste koncert på den europæiske del af turnéen. Gennem en ganske kortfattet kommunikation mærkes det tydeligt, at publikum nærmest strømmer over af sympati for canadierne. De varme følelser kanaliseres også over i salens temperatur med ”In Undertow”, hvor der med succes er lagt ekstra tyngde på guitaren. Det er umuligt at tage øjnene fra Rankin, da hun fælder dommen over et forhold med ordene »There’s no turning back after what’s been said.«

Alvvays følger op med to af de hurtigere sange fra det seneste album: ”Plimsoll Punks” og ”Lollipop (Ode to Jim)”. Her træder Kerri MacLellan for alvor i karakter både med sit keyboardspil og sin andenstemme på det glimrende c-stykke i ”Lollipop”, hvor Alvvays tager aftenens største støjpop-stik hjem. Det er imidlertid i de mere eftertænksomme numre, at koncerten når sine højdepunkter, hvilket Rankin understreger med endnu en imponerende vokalpræstation i ”Not My Baby”. »The night is like a fading radio / The lake was frozen over long ago« giver mig gåsehud midt i den varme menneskemængde.

”Saved by a Waif” indledes med sprødt guitarspil og byder på koncertens mest vellykkede samspil, hvor især Alvvays’ nyeste medlem, Sheridan Riley, markerer sig fra sin position bag trommerne. Herefter bliver temposkiftene mellem numrene ekstreme. På første halvdel af ”Forget About Life” står Molly Rankins vokal helt alene, mens hendes skikkelse indhylles i rødt scenelys. Uden pause fortsætter de over i ”Your Type”, som er blandt Alvvays allermest tempofyldte sange, hvor Rankin tilmed har en herligt konfronterende tone: »Let me state delicately, you’re an O and I’m AB«. Dynamikken i at veksle mellem to så forskellige numre fungerer fuldstændigt perfekt og markerer koncertens højdepunkt – både kunstnerisk og intensitetsmæssigt.

Alvvays vil dog også gerne bevise, at de allerede har skrevet et imponerende antal sange af høj kvalitet. ”Ones Who Love You” og ”Atop a Cake” leveres ganske tæt på albumversionerne, men afføder så stor begejstring hos publikum, at Rankin bemærker, hvordan det føles mere som lørdag end søndag. Jublen er dog endnu større, da Alvvays begiver sig ud i hittet ”Archie, Marry Me”, som bliver ét stort forløsende fællesskrål fra de forreste rækker. Aftenens sidste klimaks kommer med den smukke ”Party Police”, hvis tunge basgang fungerer upåklageligt. Det er en besnærende tanke, som Rankin formulerer i omkvædet: »You don’t have to leave, you could just stay here with me«. Men den går ikke. Alvvays forlader scenen og returnerer for at spille to ekstranumre, hvor det første er et cover af Elasticas ”Blue”.

Alvvays leverede en stramt tilrettelagt koncert med hele 17 sange på nøjagtig en time. Publikum var på bandets side fra begyndelsen, og det blev udnyttet til en imponerende varm og intens stemning i Lille Vega. Trods en undseelig fremtoning og begrænset bevægelse på scenen, lykkedes det Alvvays at skabe en formidabel kontakt med tilhørerne. Kontrasten mellem stil og tempo i sangene var denne aften en styrke, hvilket ikke altid er tilfældet på bandets seneste udspil. Bortset fra et par lidt flade ekstranumre var sætlisten meget velfungerende. Det eneste, jeg savnede, var en smule mere interaktion mellem bandmedlemmerne på scenen. På større spillesteder kan der måske komme til at mangle lidt i liveoplevelsen, men i Lille Vega var det svært at ønske sig mere.

★★★★★½
u

Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com

Leave a Reply