Koncerter

Django Django, 15.03.18, Lille Vega, København

Skrevet af Daniel Niebuhr

Mens Django Djangos nye numre fra tredjeskiven Marble Skies ikke kunne løfte gruppens optræden i Vega, var det i stedet op til de ældre sange at cementere bandet som et ganske undervurderet liveorkester. Det gjorde de heldigvis – i ganske overbevisende stil.

Det er en spøjs måde, hvorpå britiske Django Django i livesammenhæng adskiller sig fra de studieudgivelser, som med dette års Marble Skies efterhånden har nået tre styks. De ellers stærkt stringente og minutiøst detaljerede indspilninger skal i koncertsale og på festivalpladser verden over stort set alle sammen modificeres eller sparkes så langt ud på et jamfyldt overdrev som muligt, mens de fire bandmedlemmer går til opgaven med en lettere akavet kropslig løssluppenhed. Således også i Vega torsdag aften. Det var bandets første visit her i landet siden de to koncerter i 2012 på Roskilde Festival og i selv samme Vega i kølvandet på den fænomenale, selvbetitlede debut. Som ved de tidligere koncerter skabte de ældre numre denne torsdag succesoplevelserne, der kom i flæng i løbet af koncertens anden halvdel.

Først skulle vi nemlig have overstået de obligatoriske Marble Skies-indslag. Hele syv af dem havde fundet vej til sætlisten, og akkurat som på pladen var det med noget blandet effekt, at de blev slynget af sted. Førstesinglen “Tic Tac Toe” overbeviste mig eksempelvis ikke om, at det er andet end et ganske ordinært nummer i bandets bagkatalog, mens titelnummeret til gengæld nød godt af en langt mere mærkbar gnist og gejst bag sig, sideløbende med at Vincent Neffs guitar og Jimmy Dixons bas trådte længere frem blandt Tommy Graces normalt mere dominerende synthflader. Desværre røg mange af Django Djangos karakteristiske vokalharmonier også i det overeksponerede lydbillede, hvor kun Neff for alvor kunne høres. Heldigvis sørgede han også for at træde i karakter som (om ikke andet så i hvert fald en ufrivillig) frontfigur.

Guitarist Vincent Neff er nemlig hverken sang- eller rockstjerne, men giver den gerne som begge dele, om det så er på sine knæ foran forreste publikumsrække, frenetisk slidende på sin Telecaster. Eller når han ligeledes fra scenekanten fremstod mere direkte adresserende i sine vokalstykker som på den anonyme og kedelige “Surface to Air”, der dog indeholdte en lækker coverbid af Blondies “Rapture”. Sidstnævnte rolle slap han aldrig rigtig godt fra, hvilket både skyldtes de førnævnte lydforhold og så hans akavethed. Uanset hvor upåvirket han måtte gå til opgaven, lod det aldrig til at fremstille ham mere cool end komisk.

Heldigvis fungerede samspillet med de resterende bandmedlemmer i sådan en grad, at det kunne redde det meste. I et gennemført spektakel af lys, lyd og intern rotation mellem synth, percussion, guitar og bas, cementerede Django Django deres multiinstrumentale færdigheder. En stor ros skal i den forbindelse gå til David Maclean bag tønderne, der nærmest maskinelt lagde et solidt fundament gennem hele forestillingen.

Efter “First Light” og “Shake and Tremble” (begge fra Born Under Saturn) havde fuldendt en noget uimponerende indledning, begyndte det for alvor at tage fart. Med først “Waveforms”, hvor vokalerne for en gangs skyld havde heldet med sig, og Marble Skies’ andensingle, “In Your Beat”, som elektronisk pulserende kontrast til “Sundials”’ nedtonede, klaverbårne lavpunkt rent energimæssigt, kastede kvartetten sig dernæst over en mere akustisk duo i form af “Further” og “Firewater”, hvis indlysende paralleller, jeg også er inde på i anmeldelsen af Marble Skies. Og ja; “Firewater” er Django Djangos bedste nummer. Så for alle os denne aften i Vega var det kærkomment, at en tilfældig fan i München få aftener forinden via Instagram havde tilbudt bandet en rundvisning i byens rumfartscenter i bytte for at få “Firewater”, der ikke var blevet spillet live siden 2015, på sætlisten.

Som en katalysator for koncertens umiddelbare himmelflugt blev der herefter åbnet for en tour de force udi Django Djangos debut, hvor hele syv ud af koncertens sidste otte kapitler kom fra den seks år gamle skive. Det var både den åbenlyst egyptisk inspirerede instrumentalskæring “Skies Over Cairo”, gennembrudshittet “Default”, der i dagens anledning blev leveret i en hurtigere, mere direkte version, og de to surfguitar-kompositioner “Life’s a Beach” og  “WOR”. Alle sammen i mere udstrakte udgaver med plads til udvidede percussionsegmenter, guitarsoli og den efterhånden velkendte (omend tyndslidte) sæt-jer-ned-og-hop-op-igen-ved-klimaks-traver, som selvfølgelig gik rent ind hos lillefredagspublikummet.

Det var også de numre, der (selvfølgelig) ikke blot sad bedst fast i liverepertoiret, men også hvor bandets legesyge tendenser og selvsikkerhed på scenen skinnede klarest igennem. Selvom den knap så afslutningsvenlige “Champagne” flettede sig ind som næstsidste indslag, cementerede forgængeren “Storm” og den sædvanlige sortie, “Silver Rays”, Django Django som et ganske undervurderet liveorkester. For på trods af at hverken Born Under Saturn eller Marble Skies lader til at manifestere sig som leverandører af brugbart livemateriale i samme grad som debuten, så er Django Django, når alt kommer til alt, et band, der har meget mere at byde på, end deres udgivelser umiddelbart afslører. Det beviste de (igen) denne torsdag aften.

★★★★★☆
u

Fotos: Mathias Laurvig

Om skribenten

Daniel Niebuhr

Skriv et svar

boeger