Koncerter

El Perro del Mar, 13.03.18, Ideal Bar, København

Skrevet af Camilla Zuleger

Der er noget spændende på færde hos genopståede og reformerede El Perro del Mar, og en grå tirsdag aften var vi vidne til det, der forhåbentlig blot er den tidlige begyndelse på noget større. 

Sarah Assbring, eller El Perro del Mar, som vi bedst kender hende, er brudt ud af sin svenske indieskal og har taget hul på et lydmæssigt større og følelsesmæssigt vredere kapitel af sit liv. Tirsdag aften tordnede hun over Ideal Bar i København, en slags dobbeltreleasefest, som hun selv kaldte det med sit 2016-album Kokoro og den helt nye EP We Are History.

Det høres tydeligt, at det er godt 12 år siden, Sarah Assbring slog igennem med Det Elektriske Barometer-hittet “God Knows (You Gotta Give to Get)”, og det er en helt anden kvinde og musiker, der nu kommer frem fra backstagelokalet. Der er lagt op til et stort drama, og det er tydeligt at se, at Sarah Assbring ikke er som de fleste musikere, der spiller på den lille scene: Hun kender spillet, showet, scenariet. Sammen med sit lille tremandsband med en trommeslager, en på keyboard og en tredjemand, der skifter mellem bas og guitar, bevæger hun sig på en lille time gennem sit nyeste musikrepertoire båret frem af rigeligt pedal og rumklang.

Både Kokoro og We Are History er skabt inden for meget overvældende, men ikke desto mindre meget sammenhængende universer, hvor den ene sang glider intuitivt over i den næste. En belejlig gevinst ved et rutineret studiearbejde, vil jeg gætte på, for live får El Perro del Mar hver eneste sang til at udgøre sit eget lille univers med en stil, et udtryk og en sound, der ikke sådan lader sig overføre i den næste. Det er smukt, og det er mindst lige så imponerende at se og høre, at den lyd, der er på albummet og EP’en faktisk ikke er en kunstig studielyd, men noget, det ret velspillende band kommer meget tæt på i opførelsen. Selvom flere af de i forvejen kraftfulde sange får lidt ekstra tryk, så opnår vi dog desværre aldrig rigtig den følelse af en enhed; den følelse af at flere sange spiller sammen over tid og udgør én koncert.

Der er ingen tvivl om, at El Perro Del Mars lyd i høj grad skabes af Sarah Assbrings vokal, som gennem koncerten styres og manipuleres af rumklang og vocoder. Det en smuk opførsel af en nærmest kamæleonlignende skikkelse, som kropsliggør alle disse forskellige lyduniverser. Det gør alligevel koncerten til noget særligt. Derfor kan det også ærgre en smule, at de militaristiske trommer nogle gange optog lidt for meget plads i lydbilledet og stjal rampelyset fra den stadig introverte forsanger.

Måske var det ikke så meget en koncert, som det var et stykke dramatik i flere akter. Med små brud mellem sangene fra We Are History, der lyder som et digitalt systemnedbrud, den moderne tids lyd af at stå på randen af historien med udsigt lige lukt ned i sammenbruddet, opstår en følelse af oprørets nødvendighed og katastrofer. En følelse, som måske er lige stor nok til en intim scene som Ideal Bars – en følelse, der måske snarere trækker tråde til PJ Harvey på Roskilde Festival i 2016, som netop har brug for mørke og at have højt til loftet. Havde det været sådan, og havde bandet – der endnu ikke har spillet de nye sange for et publikum så mange gange – vævet sangene sammen, havde vi bevæget os op på den store klinge. For der er noget spændende på færde hos den nye “hund af havet”, og en grå tirsdag aften var vi vidne til det, der forhåbentlig blot er den tidlige begyndelse.

★★★★☆☆
u

Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com

Om skribenten

Camilla Zuleger

Biografi:
Græder når jeg hører musik, der giver mening og går op i en højere enhed. Bliver til gengæld træt og gammel, når musikere ikke udnytter deres potentiale. Det nytter ingenting, hvis lyrikken ikke spiller. Og det er lidt løgn. For jeg har for ganske nyligt kastet min kærlighed på den elektroniske scene med dubstep og andre fortryllende instrumentale og bestemt ikke særlig lyriske arrangementer. Alligevel er mine all-time favorites nogle, hvor teksterne lige så godt kunne være havnet i en digtsamling. Hvilket giver mig anledning til at sige, at jeg bruger overskydende tid på at tosse rundt på danskstudiet på Københavns Universitet med masser af god og dårlig poesi og en kræsen for detaljen. Lidt ligesom min musiksmag. Håber jeg.

Skriv et svar