Artikler Interview

El Perro del Mar: Der er kun den politiske vej

Fotos: Frode & Marcus, PR
Skrevet af Camilla Zuleger

Undertoner har mødt den svenske sanger, inden hendes første danske koncert i flere år for at snakke om, hvordan hun har udviklet sig, som kvinde, som musiker og som menneske i en verden, der først og fremmest er et teater.

Historien om indiebandet El Perro del Mar med sin talentfulde sanger og hovedfigur, svenske Sarah Assbring, er historien om, hvordan ikke bare mennesker, men også samfund og verden udvikler sig. Og Sarah Assbrings musik er vokset ud af det personlige, indadskuende, men musikalsk opløftende hit for mere end 12 år siden til en hård knytnæve i mellemgulvet i dag. El Perro del Mar har fundet sit nye jeg; et ældre jeg, der i højere grad hviler i sig selv og derfor har fundet sikkerheden i at tale om og til de store politiske udfordringer i vores samtid. Sådan gjorde Assbring på det seneste album KoKoro fra 2016, og hun har skruet endnu mere op for de politiske budskaber på opfølgeren, EP’en We Are History. 

En følelse af nødvendighed
Det er en meget anderledes kvinde, der i dag er kvinden bag det hele i El Perro del Mar, end hende, der for første gang fortryllede de danske indiebørn med hittet “God Knows (You Gotta Give to Get)” gennem hitlisten på det hedengange Elektriske Barometer. Det var en sang og et album, der handlede om hende selv og hendes egen bearbejdning af en spiseforstyrrelse. Men med tiden siden dengang i 2006 har hun vokset sig stærkere og løftet blikket ud mod de store kriser i verden – kulturelle såvel som politiske.

Efter en længere pause fra musikken og scenen, som Sarah Assbring brugte på dels at passe sit lille barn, men også på at finde sig selv igen med en ny rolle i og en ny indstilling til verden. Det at blive mor gav hende både et nyt forhold til sig selv og sin egen krop. Men åbnede også op for vejen mod et nyt musikalsk og lyrisk sprog, der bryder med grænser, med genrer og med forventninger. Ved at lade forskellige kulturer mødes i en hybrid af et musikalsk landskab, tilbyder det nye El Perro del Mar en nyfortolkning af, hvordan den ellers så velkendte svenske indie-pop kan lyde.

Sarah Assbring er meget bevidst om sin udvikling. Vi kommer til at tale om, hvordan musikere oftere ikke længere har et band eller bærer den samme musikalske forklædning hele deres karriere igennem. I stedet for at være musikere har flere og flere projekter med skiftende navne, der glider ind og ud af musikscenen. Og selvom Sarah Assbring i dag føler sig som en helt anden musiker end dengang hun første begyndte, og selvom udtrykket på mange måder er et helt andet, så er bandet, El Perro del Mar, det samme.

»Mit projekt med El Perro del Mar har altid været at være tro mod mig selv. Der har altid været et meget ligeværdigt forhold mellem min musik og mit eget liv, og udviklingen i musikken er et resultat af, at jeg har ændret mig som menneske. Men jeg føler selv, at der stadig er noget genkendeligt i min musik, selvom den har ændret sig, noget, der minder om mine første sange,« fortæller hun og fortsætter.

»El Perro del Mar handler også i sig selv om en kunstnerisk rejse. Og den rejse kan man følge gennem min musiks skiftende udtryk. Det har handlet meget om følelsen af nødvendighed. Da jeg begyndte, var det nødvendigt for mig at kigge indad. I dag oplever jeg stadigvæk følelsen af nødvendighed, men nærmere det nødvendige i ikke at kigge indad.«

Verden er et teater
Denne menneskelige og musikalske udvikling var imidlertid ikke bare resultatet af helt almindelig tid, der går, men faktisk én, der snarere følger hollywood-modellen for dramatik. Point of no return, husker Sarah Assbring tydeligt, var det store oprør i og omkring London tilbage i 2011, hvor store protester mod, at det britiske politi havde skudt den unge Mark Doggan, skud han ikke overlevede. Ganske som den dramatiske model foreskriver fulgte kort herefter en optrappende begivenhed, nemlig det Arabiske forår, og Sarah Assbrings politiske bevidsthed som musiker var vakt – og hendes trang til at tage del var ikke til at slå ned igen.

»Der var noget i de to ting, der føltes så presserende; noget, der var vigtigere end noget som helst, jeg måtte have at sige. Det vækkede noget i mig til live, som jeg bliver ved med at finde mening i. Jeg føler, at den politiske situation i Europa eller i verden føles som et teater, og jeg kan ikke finde nogen anden vej end den politiske lige nu.«

Allerede på KoKoro fra 2016 kommer musikkens politiske rødder til udtryk, men først og fremmest i instrumentvalg og stemninger. På det album knytter hun nemlig bånd mellem den svenske muld, hun selv står på og rækker ud i verden til andre musikkulturer, der både geografisk og lydmæssigt ligger langt fra den nordeuropæiske:

»Det handlede for mig bare om at se musik, som noget der knytter mennesker til hinanden og som noget, der udsletter grænser. I de kvaliteter fandt jeg rigtig meget inspiration til at udvikle nutidens popmusik, som for mig også var blevet alt for amerikansk. På den måde var jeg måske også lidt konservativ, og jeg følte mig tit som en gammel dame,« siger Sarah Assbring og imiterer sig selv, brokkende over den amerikanske popmusik med en falset stemmer og et forvrænget ansigtsudtryk.

»Jeg kiggede derfor ud i verden og fandt så meget musik, når jeg vendte mig mod fx Etiopien, Marokko eller Indien. Og jeg stødte på så meget musik, som egentlig passer ned i popmusikkategorien, som jeg ikke kunne forstå, jeg aldrig var blevet introduceret til. Derfor følte jeg, at jeg ved at bringe de forskellige musikkulturer og traditionelle instrumenter fra forskellige steder, kunne gøre popmusik i dag lidt bredere og derfor samtidig være global på en politisk måde.«

El Perro Del Mars teatralske udtryk på dobbeltreleasekoncerten i Ideal Bar i København, foto: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com

Et slag i ansigtet
Der er flere projekter i El Perro del Mar. Ikke bare har Sarah Assbring hele tiden sine antenner ude i forsøget på at være åben over for nye musikalske ind- og udtryk, og ikke bare er hendes lyrik blevet mere politisk på sit seneste udspil, men også på det visuelle plan har hun en mission. Siden hun første dukkede op for mere end ti år siden har hendes køn og kvindeligheden stået i forgrunden for meget af den omtale, hun generede, ligesom at hun hurtigt blev sat i kategori med andre musikere som Jenny Wilson og Karin Dreijer (The Knife og Fever Ray), fordi hun var kvinde og svensk. Men i stedet for at kæmpe mod denne kønsliggørelse af hendes musik og karriere har hun gennem de seneste år omfavnet sin kvindelighed i forsøget på at tage det tilbage og bruge det til at italesætte emner, der betyder noget for hende.

»Heldigvis kan vi også se, at verden har ændret sig siden dengang. Der er en bevægelse i gang. Det er ikke kun mig, der har ændret mig, men også tiden, vi befinder os i,« siger Assbring håbefuldt.

Sådan bl.a. gik det til, at man sidste efterår i Paris kunne se hende gå ned at Balenciagas catwalk. Et show, som hun udelukkende sagde ja til, fordi Balenciaga aktivt har arbejdet med at forandre det kvindebilledet, der har været det overskyggende i modeverden. I det show gik derfor kvinder af forskellige aldre, kropsbygninger og hudfarver og skabte et stærkt udtryk af forskellighed og samhørighed, der er tæt forbundet til hendes seneste EP.

Samtidig er det også sådan, at hendes visuelle udtryk, især i musikvideoer, har fået et stærkere, mere hårdtslående politisk twist. I musikvideoen til “Mirrors” fra We Are History kommer hendes forsøg på at udslette og grænser mellem mennesker til udtryk i en utrolig smuk opførsel, der meget eksplicit fokuserer på generationer og på det, som forbinder os på tværs af skel og murer.

Hvor KoKoro var mere subtil i sin grænsesøgende og politiske natur, så er tonen en anden på We Are History. På hendes seneste EP er de politiske budskaber ikke til at overse. Ej heller at den er skrevet samtidig med den største katastrofe i historien af amerikanske præsidenter. Lyden er hårdtslående og teksterne kredser om behovet for menneskelighed og empati.

»Jeg følte, at det var tid til et mere voldeligt udtryk i musikken. På KoKoro var tonen mere opmuntrende og jeg benyttede mig meget af ironi og sarkasme. Men verden trænger til at blive rusket op i, så det her er mit forsøg på at give verden en lussing direkte i ansigtet.«

We Are History udkom den 23. februar 2018 på Ging Ging Recording.

Skriv et svar