Plader

Ezra Furman: Transangelic Exodus

Skrevet af Joram Menzer

Omdrejningspunkt på Ezra Furmans nye, konceptlignende album er kunstnerens forelskelse i en engel. Sammen må de flygte fra myndighederne, fordi engle er illegale væsner, og det er forbudt at give dem husly. Tematikken bæres igennem med et ofte dystert og komprimeret lydbillede.

Ifølge en pressemeddelelse fra pladeselskabet Bella Union har vi med Ezra Furmans nyeste udgivelse, Transangelic Exodus, at gøre med en »queer outlaw saga«, ligesom Ezra Furman i forbindelse med albummet taler om »fear and loathing across America«. Det er svært at læse de beskrivelser uden at tænke på den amerikanske gonzo-journalist Hunter S. Thompson, der, som mange nok vil vide, udgav flere tekster, som både omhandlede »fear and loathing« og forfærdelige sagaer, ligesom han hyppigt refererede til sig selv som en »outlaw«.

Hunter S. Thompson mente i det store hele, at vi lever i forfærdelige tider, og det føles som om, at Ezra Furman på sit nyeste udspil deler den verdensanskuelse og abonnerer på samme fortælling om sig selv som en outsider.

Som homoseksuel jøde er det måske ikke overraskende, at den amerikanske Ezra Furman uden det store besvær kan fylde et album med sange, hvis tekster handler om at blive forfulgt af myndighederne og i det hele taget at måtte skjule sig og lyve om sin identitet. Det hele er pakket ind i et musikalsk univers, der ofte støder lytteren bort med sine kolde synthflader og kontante, programmerede tromme-tracks.

Siden sit seneste album fra 2015, Perpetual Motion People, har Furmans backingband skiftet navn fra The Boy-Friends til The Visions, og derfor er det måske også passende, at deres lyd har skiftet karakter. Selvom det langt fra er ensbetydende med, at man ikke kan genkende Ezra Furmans lyd fra tidligere, er det nye album generelt ikke lige så varmt, organisk og omfavnende i sin lyd som førnævnte Perpetual Motion People.

Transangelic Exodus er derimod præget af hårde og skarpe elektroniske elementer og afbrudte melodistykker, der kan rive lytteren ud af sin komfortzone, hvornår det skal være. Lyt eksempelvis til sangen “Peel My Orange Every Morning”, der går fra den ene musikalske yderlighed til den anden i løbet af det blot halvandet minut sangen varer.

Når albummet er bedst blandes elementerne, hvilket skaber dybt originale sange. Et godt eksempel herpå er ”Compulsive Liar”, som er en af albummets højdepunkter, hvor synthflader, programmerede trommebeats og en fagot blandes i lydbilledet til en musikalsk multifacetteret sang om at være tvunget til at lyve om sin seksualitet.

Over samme læst er skæringen ”Come Here Get Away From Me” skåret. Med en skæv skærebrænder-guitar og et drevent beat, der tramper af sted, bør Tom Waits sidde et sted og glæde sig over, at han – hvis man ellers skulle være i tvivl – ikke har skabt musik forgæves. En distorted vokal og sorte betragtninger som »I suck all the life out of everything I see/I drink a bottle of wine /I’ve got the digital content blues,« trækker stikket hjem på en af pladens andre nævneværdige skæringer.

I modsætning til Perpetual Motion People, der med sine lette, sprudlende og dansable melodier er nemmere at føle sig omfavnet af, tager Transangelic Exodus længere tid at få ind under huden. Men giver man albummet tid, vokser det for hver gennemlytning og betaler sine steder tilbage med en unik oplevelse. Kernen i Ezra Furmans musikalske univers er stadig melodiøs rock, men den musikalske kant er med sine mange elektroniske indslag slebet skarpere, og er nemmere at slå sig på, hvorfor man som lytter kan føle sig stødt bort af musikken. En følelse, som nok er ret passende, fordi den i vidt omfang også præger kunstnerens verdensanskuelse, hvor ikke engang Gud kan hjælpe.

»I believe in God / but I don’t believe we’re getting out of this one / before somebody pays for the things I’ve done,« konstaterer Ezra Furmand således tørt på “Come Here Get Away From Me”.

Albummet slutter i øvrigt med pladens vel nok nemmest tilgængelige skæring, som er denne signaturs favorit. ”I Lost My Innonce” svinger med sine forvrængede guitar og vokal på en måde, der klæder både Furman og The Visions. Sangen sætter et funky punktum for et dystert album, men når orkestret på Titanic kunne spille stort set indtil, skibet lå på havets bund, virker det kun rimeligt, at Furman slutter sin dystopiske odyssé med at sende lytteren dansende af sted.

★★★★½☆

Skriv et svar