Plader

Franz Ferdinand: Always Ascending

Skrevet af Peter Boier

Man savner fornyelse fra skotske Franz Ferdinand på deres femte album. Engang var de nye, charmerende og kække – men formlen fremstår bedaget og træt 14 år efter det store gennembrud.

Franz Ferdinand er et forrygende bandnavn. Men hvor kronprinsen til den østrig-ungarske trone blev myrdet i en alder af 50, så fortsætter det skotske band ufortrødent deres dansable indie-rock. Da forsanger Alex Kapranos og hans, på det tidspunkt, tre bandkammerater bragede ind på musikscenen i 2004 var det med kæk attitude, kække guitarriffs og kække mål, som at ville lave plader »that girls can dance to«.

14 år senere er de klar med deres femte album, Always Ascending. Julian Corrie har erstattet Nick McCarthy i bandet, og hvor McCarthy primært spillede guitar, er Corrie mere tryg ved en synthesizer. Det er altså et nyt band med en ny, anderledes lyd, ifølge pressemeddelelsen. »We wanted this to sound like nothing we made before«, skriver de således.

At kalde Always Ascending for et anderledes Franz Ferdinand med en helt ny lyd svarer dog til at stå op om morgenen med ambitionen om, at dagen skal være den første i resten af ens nye, forbedrede liv – for så at tage et par prikkede sokker på og ellers gøre, som man plejer.

Bandet er utvivlsomt stadig Franz Ferdinand. De laver stadig dansabel indierock med kække, banale tekster – og hvis sangene er gode nok, er det en potent kombination. Problemet med Always Ascending er bare, at det er sangene ikke. Der er for for mange fillers og for få bangers.

Et godt eksempel er tredjesinglen “Lazy Boy”, der ikke kan finde ud af, hvad den vil være. Skal man danse til den? Rocke til den? Blot lytte til den og teksten? Og før man når at beslutte sig, er den allerede slut, og man efterlades med en fornemmelse af at have opnået noget uforløst.

Og sådan er store dele af pladen. “Lazy Boy” afløses af “Paper Cages”, der afløses af “Finally”. De to sidstnævnte er næsten skåret over samme skabelon af stille, små-funky vers, der afløses af  bombastiske og storladne omkvæd, der dog sjældent formår at bide sig fast i den del af hjernen, der medfører, at man går og nynner videre efterfølgende.

Helt skidt bliver det på “Huck and Jim”, der lyder som om, at en i øvelokalet for sjovt har foreslået, at bandet skulle lave noget rigtig amerikansk, mens de drak Bud Light. Således handler teksten om USA, og om at tage derover og præsentere dem for, blandt andet, et sundhedssystem, mens lyden er en kliché af fuldfed amerikansk rock. Nogle idéer bør blive i øvelokalet. Heldigvis er “Huck and Jim” ikke repræsentativ for hele pladen – hverken i lyd eller i kvalitet.

Førstesinglen og titelnummeret, der åbner pladen, åbner med et rumklangsfyldt klaver, kor og en croonende Kapranos, før et trommefill, en synthbas og et beat sætter festen i gang, som kun Hot Chip eller LCD Soundsystem normalt kan. Det er dansabelt og svinger som bare fanden.

På “Feel the Love Go” skinner inspirationen fra Hot Chip og LCD Soundsystem også soleklart igennem. Andensinglen er en dansabel blanding af indierock og disko tilsat elektroniske elementer, der bærer verset frem. Det er suverænt albummets mest catchy nummer og en regulær banger, der endda byder på en skæv saxofonsolo i den storslåede outro. Det er hørt før fra førnævnte New York-bands, men det fungerer. Og så kan man godt leve med, at det ikke er decideret nyskabende.

Men de få højdepunkter ændrer dog ikke på, at det er lyden af et band, der er kørt lidt fast og ikke har formået at forny sig og forblive nysgerrige. Det er den samme formel tappet på de samme flasker som for 14 år siden – blot mindre spændende, mindre catchy og mindre friskt. Attituden fremstår også træt, nu hvor drengene er blevet til midaldrende mænd. Kapranos er 45, og i den kontekst fremstår den kække attitude og de banale, men kække, tekster både gennemtærskede og trætte.

14 år efter deres store gennembrud trænger Franz Ferdinand til en opdatering og nytænkning af deres lyd og deres attitude.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Peter Boier

Biografi:
Jeg har fået musik ind med modersmælken ført af faderens stålsatte hånd. Jeg har 11 albums kaldet 'Peters Yndlingssange', der var personlige compilations fra barndommen med alt fra Blur og Radiohead til Robbie Williams og Creamy. Ja, jeg kan stadig teksten til 'Feel' fra ende til anden.
Det var dengang. Nu er jeg bare en frygtelig forbruger af musiksnobberi, fodbold og voldsomme udsagn. Jeg er glødende Liverpool-fan, og jeg smågræd mindst fem-otte gange, da Bowie pludselig var erklæret død.
Er der én ting, der kan karakterisere, hvad jeg ofte falder for i musik, er det mørke. Fra Joy Division til Depeche Mode, Radiohead og Jamie XX - fællesnævneren er ofte mørke.

Fem favoritalbums:
Radiohead: Kid A
David Bowie: Low
Portishead: Third
Lars H.U.G: Kysser Himlen Farvel
LCD Soundsystem: Sound of Silver

Skriv et svar