Plader

Ought: Room Inside the World

Skrevet af Simon Freiesleben

På Montreal-gruppens tredje album maler Ought med en bredere musikalsk palet og tager bandets lyd i en ny retning. Det sker dog delvist på bekostning af den særlige intensitet, der prægede gruppens tidligere plader.

Der er sket meget siden vi sidst beskæftigede os med Ought her på Undertoner. Sidst var det i forbindelse med kvartettens koncert på Roskilde Festival, hvor vores udsendte anmelder kvitterede med 5 U’er. Kort efter udkom bandets forrygende andet album Sun Coming Down, forsangeren tog navneforandring til Tim Darcy og gruppen skiftede til Merge Records (med bl.a. Arcade Fire og Waxahatchee).

De mange forandringer afspejler sig også på Oughts tredje album, der tager gruppens lyd i en ny retning. Hvor bandets tidligere plader var præget af en knugende intensitet og kompromisløs attitude, er Room Inside the World svøbt i 80’ernes new wave-vellyd. Selvom de klirrende guitarsalver stadig har en prominent plads i lydbilledet, så er de nu suppleret med en rundhåndet portion vibrafon, saxofon, synthesizers og trommemaskine. Der er sågar blevet plads til et stort kor på 70 mand – men mere om det senere.

Pladen er optaget i en lille, hemmelig boghandel i New York sammen med den franske producer Nicolas Vernhes, der tidligere har arbejdet med indie-darlings som Deerhunter og Animal Collective. Samarbejdet kan måske forklare en del af den transformation, som Ought har gennemgået i forhold deres forrige plader. En anden del af forklaringen kan være, at Tim Darcy i 2017 udgav sit fine soloudspil Saturday Night. Fra første sekund af åbningsnummeret ”Into The Sea” står det klart, at Darcy nu for alvor er trådt ind i rampelyset som frontmand og forsanger.

Det fungerer eminent på den post-punkede saloncrooner ”Desire”, der er pladens absolutte højdepunkt og undertegnedes hidtil bedste bud på årets sang. Over flere minutter udfolder Darcy fragmenterede scener fra et forlist forhold, inden han gang på gang messer linjen »Desire was never gonna stay« – hver gang med større inderlighed, alt imens det førnævnte kor på 70 mand langsomt stemmer i. Til slut udsteder Darcy en række »Ooooh-oooh«-råb, der ville være Bruce Springsteen værdige. ”Desire” er en bittersød perle af en break-up sang, der næsten får det til at lyde som en længselsfuld drøm at gå fra hinanden.

”Disaffectation” er et andet højdepunkt på pladen. På klassisk Ought-vis bygger nummeret langsomt op mod et intenst katarsisøjeblik – men i stedet for at eksplodere i guitarstøj som forventet, skruer bandet tempoet helt ned og begynder en dekonstruktion af nummerets melodi. ”These 3 Things” er måske gruppens mest åbenlyst poppede nummer til dato, men kombinationen af Darcys skæve vokal og den The Cure-inspirerede popmelodi er ganske vellykket.

Albummet trækker Ought i nye retninger og viser spændvidden i deres lyd. Det sker dog også på bekostning af nogle af elementer, der var så tillokkende ved deres tidligere værker Sun Coming Down og More Than Any Other Day. Væk er den skurrende intensitet, der forenede det smukke og ubehagelige ved rockmusikken til en overrumplende lytteoplevelse på et nummer som ”Beautiful Blue Sky”.

I stedet byder pladen på en mere magelig lyd, der ikke udfordrer lytteren helt så meget. Visse numre føles endda, som om de mangler fremdrift, men blot kører derudaf i tomgang. Det gør Room Inside the World til en blandet lytteoplevelse, der både rummer momentvise genialiteter og forglemmelige banaliteter. Overordnet set er pladen dog stadig en værdig opfølger, der igen viser, at Ought er et band med masser at byde på.

★★★★☆☆

Leave a Reply