Artikler Interview

Rhye: »Pladen skulle føles som et varmt kram«

Skrevet af Magnus Eldrup

Undertoners udsendte har taget en snak med Mike Milosh, manden bag Rhye, om bløde kanter, sensuel lyrik og en lidt for skarp lilletromme.

Farverne omkring mig nægtede at ubelejlige sig til at blive mere end blot nuancer af grå mens jeg cyklede mod Vega. København lignede til forveksling et Rhye pladecover, hvilket passede meget godt, da det netop var Mike Milosh, canadieren bag det hypede soul-pop projekt, som jeg skulle møde.

Men først lidt forhistorie. Det hele startede med debutpladen Woman i 2013. Dengang var Rhye en duo bestående af Milosh og den danske producer Robin Hannibal. Fra mørket af Hannibals soveværelse blev der skabt et strålende nyt album, og snart var Rhye synonymt med alt, hvad der var godt og smukt og indie. Så var det blevet tid til det store pladeselskab og de mange koncerter, men først en tidlig exit fra Robin Hannibal og en duo, der blev til et soloprojekt.

Fem år og næsten hundrede gange så mange koncerter skulle der gå, før vi igen skulle møde ny musik fra Rhye. Det blev i form af albummet Blood, der så dagens lys primo februar. Herfra er der kun et kort spring frem til den grå eftermiddag, hvor Mike Milosh finder sig placeret i en af Vegas lidt lurvede sofaer ved siden af Undertoners undertegnede.

En hård halvering
Vi starter let ud med lidt baggrund om albummet. Blood er udarbejdet gennem de sidste to et halvt år mellem turnéer og er blevet en indspillet lidt her, lidt der og lidt alle vegne. Som så mange andre kunstnere før ham stod Milosh i den hårde situation at skulle korte 25 sange ned til 12, inden pladen kunne udgives. Hertil hæfter han sig specielt ved et enkelt nummer, ”Him”, som han tidligere havde afprøvet live, men som ikke endte på pladen. Det er næsten som om, at lokalet lyser en smule op, når han taler om sangen. Milosh nævner da også muligheden for, at vi andre snart kan få lov til at opleve den. »Jeg tænker måske at sende den ud på en EP om otte måneders tid for jeg vil virkelig gerne have, at den bliver udgivet,« siger han.

Men inden vi kommer helt ud ad en tangent vender vi tilbage til Blood. Jeg har læst mig til, at Rhyes to første album er skrevet til to forskellige kvinder. Det efterlader så spørgsmålet: fordrer et nyt motiv også anderledes musik og lyrik? Efter en kort tænkepause bekræfter Milosh og fortæller videre: »Hele min teori omkring musik er, at du bliver nødt til at skrive fra et meget, meget ærligt sted.« Hertil tilføjer han senere, at »hvert et stykke lyrik jeg skriver, forholder sig meget specifikt til en hændelse i mit liv.« Denne kobling er dog ikke kun begrænset til det lyriske aspekt. Milosh uddyber: »Din følelsesmæssige tilstand påvirker de toner, du foretrækker, nærmest ubevidst.«

Netop her berører vi, hvad der har interesseret mig mest forud for dette interview, nemlig den musikalske vision. Rhye har en meget særegen lyd, der er poleret, rar og kælet for i så høj en grad, at det til tider har medført kritik fra musikanmeldere for at blive en smule ligegyldigt. Milosh forklarer, at »til denne plade (Blood red.) vidste jeg, at jeg virkelig gerne ville lave den rigtig varm og behagelig.« En forklaring følger om, at den varme lyd især er skabt ved, så vidt muligt, kun, at benytte analogt udstyr til indspilningen.

Hvad angår de bløde kanter så uddyber Milosh: »Når jeg spillede den for andre, så var mit hovedfokus, at jeg ville observere dem og notere, hvis de skar ansigt, fordi noget gjorde ondt i deres ører. Hvis de for eksempel blinkede meget, når der blev slået på lilletrommen, så var det for skarp en lyd. Jeg havde det næsten sådan, at pladen skulle føles som et varmt kram.« Med de venligtsindede anmelderbriller på kan man altså vælge at se denne bemærkelsesværdige mangel på skarpe kanter på Blood, ikke som tandløshed, men som udtryk for stor dedikation til en musikalsk vision.

En samtale om sex
Cirka ti minutter efter, at jeg stiftede bekendtskab med Mike Milosh, beslutter jeg mig for, at det nu må være et passende tidspunkt til at tale om sex. Nærmere betegnet vil jeg vide om de seksuelle tematikker i Rhyes lyrik er et produkt af klangen i musikken eller omvendt. Milosh forklarer, at det jo lidt er en hønen og ægget situation, der bliver opstillet, og at han hellere vil se på det som en form for symbiose. Han uddyber dog velvilligt: »Sensualiteten er vel i den musik, jeg laver fordi jeg ikke særlig godt kan lide at føle mig vred, så jeg har heller ikke lyst til at lave vred musik. Jeg elsker behagelige og sensuelle følelser i musik, ikke hyper-seksuelt som i objektivisering, men sensualitet som et udtryk for kærlighed. Jeg vil gerne indfange, hvordan det føles at have en stærk forbindelse til nogen og så omdanne det til musik.«

Efter høflig afsked og lykønskninger forud for aftenens koncert bevæger jeg mig hjemad gennem Københavns gråsprængte gader. Med slet skjult forlegenhed må jeg indrømme, at jeg først her indser, hvad jeg reelt set har forsøgt at kortlægge med dette interview. Er Rhye bare banal bollemusik eller ligger der mere bag?

Uden at sætte mig for godt tilpas i min anmelderstol, kan jeg måske blot konkludere, at Mike Milosh er en mand, der elsker sine detaljer. Det var med funklende øjne, at jeg blev forklaret, hvilke kompressionsteknikker han elskede, hvordan man fik strygere og vokal til at spille godt sammen og ikke mindst vigtigheden af at bruge “rigtige” instrumenter i Rhye-projektet. Hvorvidt at disse blide intime lydflader lige er din kop kamillete eller ej, så kan der næppe herske tvivl om, at de af Rhye ses udført med hjerte og stor teknisk kunnen.

Om skribenten

Magnus Eldrup

Skriv et svar