Plader

Tilebreaker: In the Undergrowth

Efter tre års ventetid er aarhusianske Tilebreaker klar med deres debutalbum. De positive takter, som de viste på deres selvbetitlede EP fra 2015, fremstår ikke som en hedengangen fortid. De er derimod blevet væsentligt mere raffinerede i deres indspilninger.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har glædet mig usigeligt meget til udgivelsen af TilebreakerIn the Undergrowth. Jeg var overmåde begejstret for den lille perle af en selvbetitlet EP, de sendte på gaden tilbage i 2015. Nu er den her så, deres egentlige albumdebut. I stedet for EP’ens fire numre, har jeg nu fået seks. Er det så de tre års ventetid værd? Det venter jeg lidt med at svare på.

Tilebreaker har sine rødder i forskellige generationer af den aarhusianske musikscene. En musikscene der i efterhånden mange år har været en overdådig buffet af aktivitet, kreativitet og kvalitet. Bandmedlemmernes samlede curriculum vitae lyder på bands som Cola Freaks, Snaredrum, Tears, Transit Pop, Happy Hookers For Jesus, osv. Listen er uendeligt lang. I den forbindelse skal det også nævnes, at den føromtalte musikscene i Aarhus ikke bare har lukket sig om sig selv i små enklaver, men derimod har været vidtforgrenet. Medlemmerne har tit og ofte ageret i en slags musikalsk swingerklub, forstået på den måde at man har spillet sammen på kryds og tværs i forskellige konstellationer. En kreativ tilgang der i øvrigt tjener miljøet hæder og ære.

Konstateringen af min lange smøre er altså, at der er tale om musikere, der ikke tror, at tingene kommer af sig selv. In the Undergrowth er helt sikkert heller ikke kommet af sig selv, da man allerede ved første toneanslag kan fornemme en dyb og insisterende seriøsitet — vi snakker et take på shoegaze, slacker, slowcore og indie. Der er helt sikkert blevet lyttet til både Red House Painters, Slowdive og en snert af Pavement, bare for at nævne et par stykker.

Åbneren “Dark Days” starter med en dreven slackermentalitet. Pulsen er lav, og den twangy guitar er sederende i sin langsommelighed. Men det er også meningen. Nummerets intensitet stiger og kulminerer i drevne og distortede guitarer. Denne formel bliver genbrugt på pladens seks skæringer, men uden at det på noget tidspunkt virker ensformigt. Numrene driver afsted med den samme grundtone, men der er utallige nuancer af melankoli, der bliver båret frem i numrene. Melankolien er toneangivende, men tager ikke magten fra lytteren. Den åbner i stedet op for et lydmæssigt følelsesregister, der gør denne type musik rigtig god, når den altså rammer lige i skabet. Det gør Tilebreaker i høj grad.

Tilebreaker behersker balancegangen mellem det storladne og det mere drevne. På nummeret “Shores” veksles der mellem tyggegummipoppens munterhed og shoegazens stormfulde og allestedsnærværende guitarer. Det kunne nemt trækkes i langdrag, som det ofte sker hos bands, der bevidst eller ubevidst kommer til at hylde feedende og distortet guitar i overmål. Man skal ikke bare gøre det, fordi man kan — det skal passe i konteksten. Ud fra den betragtning holder Tilebreaker en glimrende timing. Det slæbende og dovne fortsætter aldrig i for lang tid, ligesom den til tider massive væg af guitarer ikke bliver ved i en uendelighed, men afmåles som et glimrende koncentrat af intensitet.

Modsat “Shores” bygges “Snow” mere kronologisk op. Her driver trommespillet fremad med et fornuftigt brug af kolde bækkener. Dette akkompagnerer guitarens klangflader, der stiger i intensitet og holder lytteren i et suspense, hvor klimaks lader vente på sig. Umiddelbart gør Tilebreaker ikke noget nyt i forhold til denne genre, men det de gør, gør de bare konsistent, konsekvent og intenst.

Den insisterende følelse af sorg, smerte, melankoli og dovenskab byder ikke lytteren en påtaget følelse af overrumplende weltschmerz. Den kobling mellem guitar og rytmesektion, der så fint fremhæves i lydbilledet, formår at skabe nuancer af glæde som iblandes de mættede stemninger.  Tilsyneladende har de har i Tilebreaker en evne til at træde på distortionpedalerne på de helt rigtige tidspunkter. Man kunne måske ønske sig en anelse mere smæk for skillingen i forhold til trommernes placering i mixet, når man tager i betragtning, hvilken überfed fandenivoldskhed der fremføres ved trommesættet, og som i særdeleshed kommer til udtryk til bandets koncerter. Den lækre slackerfeel, der krydres med god brug af bækkenerne, skulle lige have været skruet en anelse op ved mixerpulten. Men vi snakker altså ting i den pernitne småtingsafdeling.

Ventetiden var cirka tre år. Det betyder, at der har været rigeligt med tid til at bygge luftkasteller, der snildt kunne have været for store. Men selvom mine forventninger virkelig har været store, så har Tilebreaker med In the Undergrowth helt og aldeles indfriet dem til fulde. Hvis jeg afslutningsvist skal fremhæve nogle numre, så må det være “Always the Same Dream”, der brillierer med dens dovne søndagstemning, der ikke forceres af for meget guitarstøj, men virker svalende for humøret, samt “Undergrowth” der kulminerer i det smukkeste ringende vakuum af guitar. Et vakuum, der mest af alt kan sammenlignes med den følelse, man får, når man i en rus får fornemmelsen af at svæve til vejrs.

Ved professionelt og dygtigt at afsøge de mere rockede meritter indenfor shoegaze og slowcore formår Tilebreaker virkelig at ramme en nerve med kant. En nerve, der indskriver dem i disse genres hellige haller.

★★★★★½

 

Leave a Reply