Plader

Yo La Tengo: There’s a Riot Going On

Kluntede forsøg på både at være tidløse og rebelske spænder ben for Yo La Tengo på deres femtende fuldlængde, der udspiller sig som en opiumoverdosis i langsom gengivelse.

Yo La Tengo bliver ofte kaldt for “indieveteraner”, “dino-indie” og andet i den dur for at adskille dem fra de behårede hjerteknusere, der for omkring ti år siden erobrede indiescenen og fyldte festivalkoncerter såvel som komplicerede teenagesind. Hoboken-trioen har nemlig overlevet både flannelsskjorter og syvstemmige mandekor med deres egen stille dedikation og antiklimatiske velklang – på én gang anonym og urokkelig. Et billede på rockens gamle garde, der ufortrødent fortsætter upåvirket af tidens luner. Som modspil til det nye årtusindes musikere – ansigtstatoverede rappere i kjoler, storskæggede eneboere, tankkørende DJs – virker Yo La Tengo konsekvent “normale”. Med fundament i den småborgerlige kerneenhed, ægteskabet, har Ira Kaplan og Georgia Hubley siden deres første udgivelse for mere end 30 år siden uden overdreven fanfare opbygget et imponerende bagkatalog. Samtidig har de konsolideret sig som en robust institution i en ellers omskiftelig branche. På godt og ondt.

There’s a Riot Going On er således deres femtende fuldlængde og den er blevet mødt af de obligatoriske roser fra pressen med en doktrinær ildhu som ved et maoistisk selvkritikmøde. Pitchfork udråber Yo La Tengo til »the comforting cornerstone of indierock«, Stereogum kalder dem »indierock luminaries«, men mest insisterende er deres eget pressemateriale. Her går marketingsmaskinen hele vejen for at slå Yo La Tengos relevans i dag fast som »one of the most celebrated and adventurous bands in rock history«. Deres status som tidløse indie-legender taget i betragtning, er det interessant at se konflikten imellem tidløshed og relevans udspille sig på deres seneste udspil. Det er ikke gået nogens næse forbi, at titlen There’s a Riot Going On er taget fra Sly and the Family Stones ikoniske plade af samme navn fra 1971. Den plades rastløse energi var en afspejling af en politisk bevidst græsrodsbevægelse, der kom desillusioneret og radikaliseret ud af 60’ernes ungdomsoprør  i mødet med et korrumperet og racistisk system. Riot anno 2018 forsøger kluntet at kanalisere den samme ånd, men som pressematerialet bedyrer, er det en anden slags energi: »En energi, der fungerer som alternativ til vrede og fortvivlelse.«

Mange anmeldere erklærer netop kombinationen af den konfrontatoriske indpakning og Yo La Tengos mest meditative plade til dato for en underspillet – og helt passende – kritik af vores tid. Da Kaplan i et interview blev spurgt om, hvorfor pladen fik sin titel, svarede han: »To run away from your question as soon as possible, I think a lot of the things we do just feel right and don’t get articulated.« Et svar som Pitchforks anmelder formår at forvandle til eviggyldig visdom og – måske endnu vigtigere – som værende »on-brand«. Det er en forsikring til de uvaskede millennials om, at Yo La Tengo altså bestemt godt er klar over vores verdenssituation, og at de giver udtryk for deres desperation på deres egen måde: med helbredende musik for sjælen. Think happy thoughts.

Pointen her er ikke, at Yo La Tengo bør være politiske, men at de ved at bruge wokeness som et billigt salgstrick der ukritisk videreformidles af medierne, i virkeligheden siger mere om dem selv og musikbranchen end om “vores tid”. Yo La Tengo låner radikal retorik og spytter det ud som musikalsk instagram-aktivisme tilført en ironisk armslængde. Forbrugerne, som atomiserede individer, får en grød af guitarfuzz og ambient til at lukke den egentlige verden ude. Brugen af politiske røgsignaler og uomtvistelige rock-credentials, gør det nemmere at se bort fra hvor uinspireret Riot egentlig er.

Mens meget af Yo La Tengos bagkatalog varierer imellem til tider medrivende fuzzpop, ambient meditation og psychrock, så er Riot en utrolig ensformig affære – “For You Too” er det tætteste man kommer på energien på den veloplagte I Am Not Afraid Of You And I Will Beat Your Ass fra 2006. Ira Kaplans underspillede stemme går her i fint samspil med guitarmotiver og rabalderbas. Det ændrer dog ikke på, at man let kommer til at kede sig bravt igennem resten af albummet. Man har værsgo at sætte pris på dopet kontrabas (“What Chance Have I Got”), to rytmepinde slået sammen som man lærte det i folkeskolen (“Let’s Do It Wrong”), fem minutter med anslåede guitarakkorder (“Dream Dream Away”), en vattet bossanova (“Esportes Casual”), flere meditative lydflader (“Shortwave”) og så videre slag i slag på Riots femten numre. Man ved, at man burde kunne lide dette album. Pladens kontekst – Yo La Tengos lange historie, de tætte bånd mellem bandmedlemmerne, deres ophøjede plads i rockens gudekreds – burde vel veksles til mere optur i sidste ende. Man ender med at bebrejde sig selv for, som der står i en anmeldelse, ikke at »kunne sætte pris på detaljerigdommen« hos Yo La Tengo. Dernæst overbeviser man sig selv om, at det nok bare er et spørgsmål om tid. Måske vil jeg endelig forstå hvor fed Riot er, når jeg har hørt den tyve, tredive eller tres gange?

Åbenbaringen kommer bare aldrig. Oprør så vel som rørelse udebliver, og i stedet er endestationen for Riot en apatisk ligegyldighed.

★★½☆☆☆

Skriv et svar