Koncerter

A Colossal Weekend 2018: Sum of R + And So I Watch You from Afar + Mimas + Ef

Irske And So I Watch You from Afar stod for en af minifestivalens mest overbevisende koncerter. PR-foto: Ciara McMullan.
Skrevet af Sabina Hvass

Den 13.-15. april indtog en række internationale navne inden for postrocken og den tunge ende af den alternative rock Vegas scener til A Colossal Weekend. Undertoner gik på opdagelse i programmet.

For tredje gang har Vega og bookingbureauet Colossal kunne byde velkommen til en weekend med livemusik i krydsfeltet mellem postrock og metal. Denne gang har de udvidet til tre dage, med headliner Godspeed You! Black Emperor søndag aften i Store Vega. De foregående to dage har minifestivalen bredt sig over Lille Vega og Ideal Bar, og med pendulfart nød publikum en perlerække af bands fra den tunge ende af den alternative rock.

Sum of R, 13.04.18, Ideal Bar
Schweiziske Sum of R var første punkt på den kolossale dagsorden. Bandets to medlemmer, Reto Mäder og Fabio Costa, fandt sammen i 2008 om et mål om at skabe musik, der fokuserer på at skærpe sanserne og stimulere sindet. I fredags tog de så hovedspring ned i det dronende og atmosfæriske og beviste, at et minimalt setup ingenlunde betyder minimal lyd.

De langsomme opbygninger er passager gennem mørk, pulserende og tæt lyd til mere porøse lydbilleder, hvor der var plads til at eksperimentere både med trommer, synths, samples og guitar. Mäder og Costas stoiske udtryk forplantede sig i mig og, bilder jeg mig ind, i resten af publikum. Man fornemmede en seriøsitet og høj ambition i deres optræden. Numrene blev leveret med overbevisning, sådan at de lange instrumentale seancer flød elegant og kommunikerede ret filmisk trods klubomgivelserne, som larmede en smule i helhedsindtrykket.

Sum of R fortjente en større scene til deres enorme lyd. De to schweizere holdt fra første minut fuld koncentration, og man kunne drømme sig ind i musikken, hvad end den kommunikerede melankoli, kaos, forvirring eller gav os beroligende, repetitive melodier, som soniske mantraer i cykliske bevægelser.

★★★★½☆
u

And So I Watch You from Afar, 13.04.18, Lille Vega
Den irske postrockkvartet And So I Watch You from Afar fortsatte de fine takter fra mit førstehåndsindtryk af weekenden. Til forskel fra de øvrige bands på programmet, foretrækker de hurtige, energiske spring fremfor det lange, dronende crescendo, som kendetegner genren. Og så lyder de umiskendeligt folkede, når de tager bladet fra munden og synger, som stod de på hver deres tinde på en irsk bjergkæde. Selvom sangpræstationerne var i top, må man sige, at det instrumentale stod i centrum i langt størstedelen af koncerten. Alle instrumenter vat brandvarme på tredjenummeret “Search:Party:Animal”, der satte en fed streg under, hvor sammenspillede dette orkester var denne aften.

En essens af det legende, men præcise And So I Watch You from Afar fik vi på “Beautifuluniversemasterchampion”, der vidner om, at her er fire irske gutter, der både mestrer break og synkopens kunst og ikke er blege for at smide sambarytmer ind i et tungt mix. Det er mere math end metal, hvilket betyder, at det sjældent er ét instrument, der indtager hovedrollen i længere tid ad gangen. Samspillet består i hurtige afleveringer af spotlyset, så at sige, og i et hæsblæsende tempo. Det kan være stærkt underholdende og imponerende, men som sætlisten skred frem, føltes det også føltes lidt som en stiløvelse.

Bevares, det her band leverer så præcist, at det føles uvirkeligt at skulle levere en kritik af netop det, men skulle jeg pege på en svaghed, så er det at få leveret på hele paletten og give et stænk af den emotionelle nerve, som jeg ved, de også indeholder. Det kan man f.eks. høre på And So I Watch You from Afars seneste udgivelse, The Endless Shimmering. Der var noget af den til stede på sidste nummer, “Big Thinks Do Remarkable”, men det blev en lille emotionel sprække i bandets hektiske gitterværk af lyd.

★★★★★☆
u

Mimas, 13.04.18, Ideal Bar
Sidste band på mit fredagsprogram var aarhusianske Mimas, som ikke har gjort væsen af sig længe. Så der var også en beæret stemning i bandet over at være på plakaten et årti efter deres debut, The Worries. Det er også omkring så længe siden, jeg sidst havde fornøjelsen af at se dem live i hedengange Lades Kælder i København. Dengang var deres musik under en form for transformation og havde tag i både den klassiske postrock og indierock a la Animal Collective. Siden har Mimas keret sig mindre og mindre om det klimakssøgende og i stedet bredt sig ud over førnævnte post- og indierock, men også givet sig i kast med mathrock blandet med poppede og jazzede elementer.

Mimas spænder vidt, og det resulterer i et legesygt udtryk, som er så forbandet fedt at opleve live. Et nummer som “Sodapop Stalkers” blev leveret med stort overskud af trommeslager Lasse Dahl, og på guitarsiden stod “Don’t Be Evil” super hidsigt, men skarpt. Forsanger, guitarist og lejlighedsvis trompetist Snævar Albertssons vokal var insisterende, hvad enten den blev fremført tæt på eller langt væk fra mikrofonen. De fængslende melodier og den højenergiske levering både halvt af og på scenen, især på et nummer som “Kissinger’s Jaw” og “Application”, plus de komplekse guitar- og basstrukturer står så rent og hjertevarmende frem.

Ærligt talt, så er det virkelig mærkeligt, at de fire aarhusianere ikke har spillet live så længe. Det høres overhovedet ikke. Men mellem numrene er det dét faktum, som spænder ben for, at man kunne dykke helt ind i koncertoplevelsen. Selvom stemningen lejlighedsvist var loose, så er der ingen tvivl om, at Mimas stadig er tight!

★★★★☆☆
u

Ef, 14.04.18, Lille Vega
Svenske Ef tog sin begyndelse i 2003 og bevæger sig stadig i postrock-universet med tung vægt på det instrumentale, men også sporadisk på vokalengagement. Det fem mand høje band fra Göteborg er alle klædt i sort på andendagen i Lille Vega, og lidt sort skulle det desværre falde ud.

Indledningsvist lagde Ef sit tunge postrock-anker på “Lake Vaettern” med smukke guitarlag, mens vokalharmonierne slog en sløv kile ind i progressionen. Det var lidt off, og det er synd. For det tilsidesatte det ellers fine arrangement, og uheldigvis blev det et gennemgribende tema. På “Yield, Heart. Yield” var det som om, at bandet var mærket af dissonansen, og et ellers møjsommeligt crescendo fandt ikke et vellydende klimaks.

Ligeså er det yderst uheldigt, at de strengearrangementer, der lå på et backing track på mange af numrene mudrede sammen med guitarerne, og at tangenterne stod så langt fremme i lydbilledet, at de fik en meget større rolle, end jeg tror var intentionen. Det er først mod slutningen af sættet på “Final Touch”, hvor distortion-effekten var i fuldt fokus, og den mere aggressive tone fik publikum til at reagere positivt. Og på “11 Shots & a Sudden Death” var alle vokaler endelig på plads, men alt, alt for sent.

★★½☆☆☆

Skriv et svar