Jeg tænker ikke umiddelbart at gruppen Blue Foundation behøver nogen særlig præsentation. Og dog er det alligevel nødvendigt, da man nemt kan tage det som en selvfølge, at andre generationer end ens egen har de samme minder og erindringer. For Blue Foundation er i min bevidsthed en gruppe, der manifesterede sig ved årtusindskiftet. Den helt store opmærksomhed fik de med deres tredje album Sweep of Days fra 2004, en udgivelse der da også stod i min samling af cd’er i mine teenageår. Jeg må indrømme, at jeg personligt var stået af allerede ved deres efterfølgende plade Life of a Ghost, men kunne da se til, at gruppen fik et enormt hit med nummeret “Eyes on Fire”, som blev brugt i nullernes helt store ungdomsfænomen, Twilight. Efterfølgende er hysteriet omkring Twilight heldigvis stort set forsvundet, men det er en anden sag.
Nu er de her så igen, ikke med et helt album, men med en såkaldt EP indeholdende seks numre. De seks numre udgøres af “Brother & Sister”, der oprindeligt kom på deres seneste og meget anmelderroste udgivelse fra 2016, to remixes af førnævnte, to nye numre, samt en liveudgave af nummeret “Stars Fall Quiet” udsat for et 30-personer stort kor. Altså er der ikke tale om super meget nyt, og når man ser på pressemeddelelser og omtale, synes hovedvægten at ligge på, at “Brother & Sister” har fået en ny tilhørende musikvideo. Jeg som ellers gik her og troede, at det overstadige fokus på musikvideoer hørte mine teenageår til. Men måske er det bare mig, der er blevet gammel og knotten.
Selve nummeret “Brother & Sister” rummer duoens karakteristiske version af drømmepop. En version, der trækker store veksler på en æstetik i retning af ambient og 90’ernes trip-hop, hvor Portishead klart er den gruppe, der vil dukke op i behagelig erindring hos de fleste. Men gruppens udvikling har været endnu mere i retning mod det atmosfæriske og det elektroniske, hvilket har gjort dem væsentligt mere afdæmpede, fra da jeg stiftede bekendtskab med dem første gang. “Brother & Sister” er lækkert produceret, men den bliver desværre en kende kedelig og kønsløs i længden. Der er lidt mere bid og kant i de to remixes, som trækker nummeret mere i retning af en dansabel melankoli — lidt a la Kavinsky. Det er som om, de elektroniske og synthpoppede rytmer går op i en højere enhed i de udgaver. Sonja Kitchells vokal lyder også bare noget federe i denne sammenhæng – i hvert fald i min bog.
De to nye numre “A Woman Stands in the Stairs in the Shadows” og “Stained” er i samme kategori, da de giver en følelse af at sidde bag rattet i Nikolas Vinding Refns film Drive. Numrene mangler bare en mere udkrystalliseret lyd, og helheden fremstår desværre lidt for entydig og banal. Den lidt for ivrige brug af underlæggende xylofon giver desværre en lidt kraftig smag af new age og exotica, hvor det gerne måtte være mere koldt.
Det stærkeste nummer på hele udgivelsen er for mig at høre liveudgaven af “Stars Fall Quiet”. Her er udtrykket mere simpelt og flydende. Derudover er xylofonen væk, og i stedet krydres nummeret af noget, der lyder som et strengeinstrument kaldet en oud.
Den afsluttende perleudgave af “Stars Fall Quiet” kan dog ikke redde udgivelsen fra at være for intetsigende. De to herrer i Blue Foundation er dygtige, men det hele lyder desværre næsten for dygtigt og afbalanceret. Selvom der momentvis er optræk til noget mere intenst, så savner jeg i hvert fald noget mere af den legesyge og den kant, som duoen tidligere leverede i stride strømme.
