Artikler Interview

Django Django: Familiære omgivelser under marmorhimlen

Foto: Fiona Garden
Skrevet af Daniel Niebuhr

Tre udgivelser inde i bandkarrieren er Django Django søgt mod mere velkendte og afslappende rammer. Det har dog ikke afholdt dem fra at prøve nye formularer og konstellationer af, og hvem ved; måske begynder de en dag rent faktisk at spille musik sammen i studiet.

Kun få uger efter et par aflyste koncerter på mere velkendt grund i Dublin og Glasgow – grundet massive snestorme – ruller tourbussen i midt-marts igen for Django Django – denne gang på selve det europæiske kontinent. Vejrforholdene i Storbritannien og Irland har forståeligt nok sat en dæmper på stemningen og den daglige rutine. »Men det er vel intet i forhold til, hvad I får herovre?« spørger bassist Jimmy Dixon mig, da jeg træffer ham og bandets synthansvarlig Tommy Grace i Vegas dårligt oplyste, gråtonede backstagelokale, hvorefter jeg må forklare noget om geografi, Himmelbjerget, andre højdedrag og snemængder kontra vores skandinaviske naboer.

Men det er jo selvfølgelig også bandet tredje studiealbum, Marble Skies, der er den egentlige årsag til, at jeg har sat de to skotter stævne: En tilbagevenden til de processer og rammer, der virkede på den selvbetitlede 2012-debut, men som var fraværende på efterfølgeren Born Under Saturn – dog uden på forhånd at tage for mange forbehold.

»Jeg tror, vi gerne ville prøve at være mere legende og kreative i selve skriveprocessen og vende tilbage til velkendte, afslappende rammer i vores eget studie i stedet for at være i det her enorme studie som på Born Under Saturn. Dér var vi nærmest fanget og startede klokken 10 om formiddagen og kørte på til på den anden side af midnat. Men indtil vi starter med at skrive og indspille, er det svært at vide, hvor det bærer henad. Vi lader nummerets udvikling diktere meget mere end at prøve at tvinge et riff eller en melodi ind i de enkelte numre. Med Marble Skies har vi uden tvivl nydt processen mere. Det har i hvert fald været mere givende og mindre presset at kreere musikken forklarer Dixon, og Grace tilføjer:

»På en måde har det mindet mere om debutpladen, hvor vi heller ikke var bundet op på et tidspres. Der sad vi bare i Daves (Maclean, trommeslager red.) soveværelse eller vores eget øvelokale og var meget mere afslappede. Derudover havde vi også større kontrol over indspilningerne, hvorimod vi på Born Under Saturn skulle ordne eventuelle problemer via en mellemmand. Vi følte, at vi mistede en del af ejerskabet over de ting, vi skabte. Det blev bare en alt andet end velkendt måde at arbejde på og overbeviste os om, at vi fungerer bedre i et mere frit arbejdsmiljø

Spiller alt for sjældent sammen
Undervejs i indspilningerne drog Maclean, der står for det meste af bandets klippen/klistren på den anden side af grundidéerne til Los Angeles for blandt andet at give en hånd med på KT Tunstalls seneste skive. I mellemtiden efterlod det resten af Django Django tilbage i Storbritannien uden hverken en trommeslager eller halve eller hele produkter. Derfor hentede de hjælp udefra i form af Metronomys Anna Prior.

Og selvom man efterhånden har været et band i størstedelen af de seneste 10 år, er det ikke ensbetydende med, at man er færdig med at opdage nye styrker såvel som svagheder, når det kommer til de kreative processer. Eksempelvis har Django Django stadig endnu ikke for alvor omfavnet tanken om rent faktisk at få spillet sammen, mens indspilningerne står på.

»Dagene med Anna var nok den periode, der føltes mest kreativ. Det var os to, Vinnie og Anna i et studie, hvor båndene kørte i timevis, mens vi kreerede idéer. Samtidig var det også dér, hvor vi var længst væk fra normen i forhold til indspilningerne. Anna var der jo bare for at spille trommer, så selvom vi var kommet på den værste idé, ville hun stadig have spillet et eller andet. Hun ville i hvert fald ikke have sagt, at det var noget lort, som hun aldrig ville have spillet til,  sådan som Dave ville have gjort det. Men det gjorde det muligt for os at spytte en masse idéer ud, så vi endte med 25 forskellige stykker til pladen. Det var interessant at indspille med én, der ikke var en integreret del af bandet, og det er helt klart noget, som vi vil prøve at omfavne mere i fremtidenkonstaterer Dixon.

»Ja, indspilningerne var noget rod, men en del endte alligevel på pladen, selvom det ikke nødvendigvis var Annas stykker. Men det var unægteligt materiale, som vi ellers ikke ville have kommet frem til. Marble Skies er i høj grad skabt ud fra rytmer, som Dave ikke på samme måde ville kunne have kreeret live. Vi spiller i den forbindelse sjældent alle sammen sammen på samme tid. Det sker for det meste først, når pladen er helt færdig,« påpeger Grace, mens Dixon supplerer:

»Og pudsigt nok så fungerer det altid glimrende, når vi endelig spiller sammen. Men nej, vi sætter os sjældent ned i et lokale som en kvartet og spiller sammen, førend vi har et nummer klar, hvorefter vi så prøver på at finde ud af, hvordan det skal lyde live. Det sløver egentlig hastigheden i processen ved at skulle komme på en idé, opdele det i enkelte stykker, individuelt prøve at få styr på det og først herefter samle alle elementerne igen. Frem for at stå fire mennesker i et øvelokale og fremskabe idéer sammen. Vi gør det bare alt for sjældent, og jeg ved faktisk ikke, hvorfor det ikke sker oftere – for det fungerer som regel rigtig godt.«

Ildvand og tyske rumfartscentre
Imens fortsætter turnéen ufortrødent gennem Europa, hvilket sågar har bragt en gammel klassiker tilbage fra flere års dvale – en afvigelse fra den ellers så minutiøst tilrettelagte sætliste, som bandet ellers praktiserer.

»Der var denne her fyr, som skrev til os på Instagram, at han var en stor fan af Django Django, og at han arbejdede ved rumfartscenteret i München. Så hvis vi spillede “Firewater”, ville han sørge for, at vi kunne komme ind i rumfartscenteret, næste gang vi kom til München. Vi nåede jo så ikke derind denne gang, og ham fyren forsvandt fra jordens overflade, samtidig med at hans konto blev slettet. Vi spillede egentlig en rigtig god koncert i München, og “Firewater” kom på et punkt, hvor det faktisk ikke havde kørt helt så godt, som vi havde håbet. Så den vendte virkelig koncerten til vores fordel,« siger Grace.

Resten af kalenderåret byder for Django Djangos vedkommende på flere koncerter, festivaler over sommeren og så måske en håndfuld koncerter igen til efteråret. For at undgå det udmattende koncertprogram, der fulgte oven på debuten, er det derfor efter Dixon og resten af bandets eget ønske umiddelbart herefter så småt på tide til at kaste sig over næste Django Django-plade.

»Vi spillede en del før den første plade kom ud, og da vi så skulle i studiet for at lave Born Under Saturn var det som om spørge sig selv: “Hvordan er det nu lige, vi gør det her?” Jeg tror ikke, nogen af os foretrækker at skrive nyt materiale, mens vi turnerer, så når vi når næste år, er vi sikkert alle sammen helt klar til næste plade. Det ville i den forbindelse være rart at bryde med den måde, hvorpå vi normalt arbejder, og nærmest øve en ny plade på samme måde, som vi ville øve et livesæt for derefter at gå i studiet i to ugers tid. Det ville være forfriskende for Django Django at begrænse sig selv på den måde,« forklarer han.

Leave a Reply