Koncerter

Warhaus, 12.04.18, Hotel Cecil, København

Det var dette portræt af Maarten Devoldere fra Warhaus, der prydede pyntepuderne, man kunne købe som merchandise. PR-foto: Titus Simoens
Skrevet af Simon Freiesleben

På trods af dybe grooves og adskillige indstuderede rock’n’roll-krumspring udeblev den totale forførelse, da belgiske Warhaus besøgte Hotel Cecil i København.

Nogle bands bruger lang tid til på at opbygge en stemning eller på at ramme et helt bestemt groove til deres koncerter. Andre bands tager tyren ved hornene og går anderledes direkte til opgaven. Warhaus hører så absolut til i den sidste kategori. Bandets ankomst på scenen blev indvarslet af en kort instrumentalpassage fra højtalersystemet, men herfra spildte Warhaus ikke tiden.

Da Maarten Devolvere, bandets midtpunkt og frontfigur, nonchalant vadede ind iført lang, sort frakke og slog sin guitar an til nummeret ”Well Well”, stemte resten af musikerne i og indhyllede publikum på Hotel Cecil i et tungt og insisterende groove. Snart derefter stod så godt som samtlige publikummer og vuggede i takt til de mørke og indhyllende rytmer.

Warhaus er et soloprojekt, der udspringer af det belgiske indieband Balthazar, som Maarten Devoldere længe har været en del af. Projektet er især kendetegnet ved de mange glimrende vokalduetter mellem Devolderes og hans udkårne Sylvia Kreuchs – og ved en høj produktivitet. Gruppens første album, We Fucked a Flame Into Being, udkom i 2016, og allerede året efter udkom et selvbetitlet opfølgningsalbum.

Warhaus’ bevæger sig i et mørkt popunivers med blæsere og strygere, der er som skabt til at blive fremført som en lummer jazzklubkoncert. Samtidig har det været en del hype omkring bandets livepræstationer, og derfor havde jeg glædet mig til at få syn for sagen. Det samme havde publikum tydeligvis – koncerten var nærmest udsolgt, før Hotel Cecil overhovedet fandtes. Som Devoldere stod på scenen – charmerende på en anelse lurvet og krumbøjet måde med sit karakteristisk pjuskede hår – og croonede sin hjertesmerte ud i sang efter sang, så blev mindet om den stærke koncertstart efterhånden svagere og svagere.

Den totale forførelse udeblev for mit vedkommende – og det skyldes desværre i høj grad Devoldere selv. På pladerne er hans dybe og mørke vokal limen, der binder projektet sammen. På scenen forekom hans vokalpræstation dog en anelse flad og uden de nødvendige nuancer til for alvor at gøre sig interessant. Alt for mange sange faldt tilbage på »la-la-lah«-fællessange og lignende lavthængende frugter. Helt grelt blev det ved sangen ”Kreusch”, da resten af bandet blev viftet af, så Devoldere alene kunne klimpre lemfældigt på sin guitar som det eneste akkompagnement til hans sang. Det nummer faldt til jorden og endte med at blive et uinteressant lavpunkt i koncerten.

Samtidig virkede Devolderes sceneoptræden både indstuderet og påtaget, når han foretog diverse rock’n’roll-krumspring som at sætte sig inderligt på knæ foran publikum – eller tog et koreograferet og obligatorisk spring ud iblandt publikum. Det føltes ikke, som om han mente det – ligesom da han bad om at få lys på publikum. Man fik ikke indtrykket af, at han faktisk så publikum i øjnene eller skabte en form for kontakt. I stedet virkede det som om, at det var noget han gjorde, fordi det skal man, hvis man vil være en rock’n’roll-singer/songwriter a la Nick Cave eller Father John Misty.

Når Warhaus’ koncert i høj grad stod og faldt med Maarten Devolderes optræden, så skyldes det, at bandet var kommet på overarbejde for at genskabe det store og fyldige lydbillede fra bandets udgivelser. Livebandet tæller nemlig blot tre medlemmer udover Devoldere selv, og det betød eksempelvis, at de skønne strygere fra pladen ikke var en del af lydbilledet til koncerten. Samtidig blev andre elementer – her især den brølende trækbasun, der benyttes på adskillige numre – i høj grad overladt til en loop-pedal. Det fungerede nødtørftigt (på det instrumentale nummer ”Beaches” fungerede det faktisk ganske eminent), men det gav heller aldrig illusionen af at blive indhyllet i lyden af et stort orkester.

Ret skal dog være ret. De xylofonbegejstrede belgiere kæmpede vitterligt en brav kamp for at holde liv i koncertens bankende hjerte: det sleske groove. Jeg kunne alligevel godt have undværet den jam-session, der indtraf under præsentationen af et nyt nummer, hvor Devoldere forlod scenen et par minutter, mens bandet jammede derudaf.

I koncertens sidste regulære nummer (”Mad World”) skinnede der endelig nogle glimt af vildskab igennem i Devolderes optræden, da den antog karakter af en manisk gadeprædikants messen for masserne. For en kort stund føltes det som om, at det faktisk var noget på spil. Det var dog for lidt og for sent til at rette op på hans noget reserverede præstation igennem resten af koncerten.

Det er ærgerligt, for projektet Warhaus har uden tvivl nogle interessante kvaliteter. I sidste ende er det dog i så høj grad drevet af Devoldere som performer, at det står og falder med, hvorvidt man bliver forført af ham. Det gjorde jeg ikke denne aften, men det virkede generelt til, at der var flere blandt publikum, der faldt pladask for den charmerende belgier. Jeg observerede i hvert fald en kødrand omkring merchandiseboden efter koncerten, hvor man for en uanseelig sum kunne erhverve sin en pyntepude prydet af et portræt af Maarten Devolderes kønne ansigt.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Simon Freiesleben

Redaktør for udenlandske plader på Undertoner
Jeg har min journalistiske opdragelse fra avisen Berlingske, men er moderat grænsesøgende i min musiksmag. Sætter pris på projekter med ambitionsniveauet til at rykke ved populærkulturens grænser. Mindre kan dog også gøre det, hvis det er catchy nok.

Fem albums, der har formet mit forhold til musik
Iggy Pop: The Idiot
Death Grips: Bottomless Pit
Nine Inch Nails: The Downward Spiral
Talking Heads: Remain In Light
Slowdive: Souvlaki

Skriv et svar