Plader

A Perfect Circle: Eat The Elephant

Skrevet af Zenia Menzer

Når “Eat The Elephant” folder sig ud, er det desværre ikke uden faldgruber, og selvom der findes øjeblikke af storhed, efterlades man også med overvejelser over, hvad albummet kunne have været.

Gennem de sidste 14 år har der været meget stille fra A Perfect Circles side. Der er kommet enkelte special editions og varianter over tidligere udgivelser, men et egentligt studiealbum har ladet vente på sig. Med Eat The Elephant vender bandet tilbage, og førstesinglen “The Doomed” lagde på flere måder en forventningsfuld tone for, hvad deres fans havde at se frem til.

Den vridende guitar og trommernes bankende puls lægger grunden, når forsanger Maynard James Keenan vrængende spyr et voldsomt frontalangreb mod den del af verdens befolkning, der lever i overflod på andres bekostning: »Blessed are the fornicates/May we bend down to be their whores/Blessed are the rich/May we labor, deliver them more/Blessed are the envious/Bless the slothful, the wrathful, the vain/Blessed are the gluttonous/May they feast us to famine and war.«

Som kontrast til dette og umiddelbart efter lyder det i en ømfindtlig tone: »What of the pious, the pure of heart, the peaceful?/What of the meek, the mourning, and the merciful?/All doomed/All doomed«. Den instrumentale del sættes her helt ned i tempo for netop at lade de dystre forudbestemmelser klinge ud i stilheden. Den samme determinisme ligger i nummerets slutning, når der endegyldigt sættes et punktum for de mange skæbner, der ikke besidder moderne privilegier: »For the word is now death/And the word is now without light/The new beatitude:/”Fuck the doomed, you’re on your own«.

Eat The Elephant behandler dele af den moderne livsstil, og der er ingen tvivl om, at budskabet er, at vi i stigende grad har mistet fokus for det virkeligt betydningsfulde og er blevet mere og mere åndsforladte: »We’ve become/Disillusioned/So we run/Towards anything glimmering«. “Disillusioned” omhandler vores stigende forbrug og den glidebane, det er blevet – her med fokus på de potentielle psykiske konsekvenser når vi forsøger at købe os til lykke. Samtidig kan man finde kritik af vores stigende brug af medier og elektronik, som med lethed kan fortolkes til at være de glitrede facader, Keenan synger om.

Vi jager quick fixes og likes på de sociale medier, som skaber dopaminloops i vores hjerner, men glæden er kortvarig og overfladisk og efterlader os i et tomrum med en konstant hungren efter mere. Hvor “The Doomed” er lettere aggressiv i sin tone og fremstår som et klarere angreb, står “Disillusioned” mere melankolsk og eftertænksomt frem. Fordi sangen er et oprør mod det overgjorte, fungerer den simple opsætning godt, og det fremprovokerer eftertanke, når det lyder: »Time to put the silicon obsession down/Take a look around, find a way in the silence«. Denne passage står med sit minimalistiske klaverakkompagnement meget ren, og på den måde efterlever nummeret sin egen opfordring, når den finder stilheden.

Den samme tilbagetrukne og underspillede lyd kan høres på en række af albummets numre, heriblandt “By and Down the River”, “Eat The Elephant”, “Feathers” og “Get the Lead Out”. Disse numre er båret af en gennemgående blød udtryksside, om end man finder rockede elementer hele pladen igennem. De kommer til udtryk ved enten at skabe det grundlæggende musikalske mønster, eller ved at tiltvinge sig plads i form af C-stykker. Desværre fungerer udbruddene ikke upåklageligt, når rocken på den måde bliver kastet ud som en line – og tilsvarende hevet i land igen.

På den ene side er det fremragende komponeret, at der leges med forskellige genrer, og at den mere markante og tungere del af A Perfect Circles lyd sniger sig ind som kontraststykker, der skaber lydlige overraskelsesmomenter. På den anden side er det en grufuld leg med lytteren, når man befinder sig på kanten til en større lytteoplevelse – som man endda får en smule indføring i – for derefter at blive tvunget tilbage til udgangspunktet. At lytte til Eat The Elephant er på flere måder en bittersød oplevelse, fordi den på nogle punkter lever op til forventningerne og på andre nærmest fratager de randoplevelser, der lægges op til.

Der er noget poleret og strømlinet over denne udgivelse, som den sagtens kunne have hævet sig over, og på en eller anden måde er det en fornemmelse, der ikke forsvinder fuldstændigt. Det er befriende at høre musik med noget på hjerte, og det er egentlig også rart at høre bandets lyd udvikle sig, så de ikke på magelig vis falder tilbage i alt for velkendte lyduniverser. Det er imidlertid også hér, oplevelsen bliver bittersød. Indførelsen af elektroniske elementer, som kan høres på “Hourglass”, bliver underligt ambivalent, og den elektroniske genre fremstår som et fremmedlegeme på pladen, fordi den ikke som sådan indarbejdes undervejs.

A Perfect Circle kunne med fordel have skruet en tand mere op for det hårdtslående, og det er den mere rendyrkede rockede og metalliske side, man som lytter sidder og mangler. Meget af pladens tyngde ligger på den første del, når “The Doomed”, “Talk Talk” og “Disillusioned” bliver fyret af. Tilsvarende udvikler sidste del sig på en sær måde lidt anonym, fordi den blandt andet indeholder “Hourglass” og “DLB”, hvoraf sidstnævnte er et rent instrumentalt nummer, der bliver mere eller mindre ligegyldigt. Et af de bærende elementer på dette album er forsanger Maynard James Keenan, der passioneret fører lytteren med ind i en lyrisk verden, der griber nogle dybt relevante emner an. Derfor føles det fladt, når vokalen enten autotunes ud af led, som hørt på “Hourglass”, eller når den helt udelades, som på “DLB”.

Når Keenan er til stede triumferer han dog flere steder, og han bliver det element, der skaber en fornemmelse for sammenhæng pladen igennem. Den form for alsidighed og ubesvær, han præsenterer, bliver gang på gang det, man især hæfter sig ved, og heri ligger meget af musikkens rygrad. Skiftene mellem indædt vrede og empatisk omsorgsfuldhed finder sted på en flydende måde, og ligegyldigt hvilket temperament Keenan sætter sig for at afbilde, har han muligheden for at gøre det med en intimiderende indlevelse og storladenhed. Desværre følges hele det musikalske univers ikke til dørs, og frem for at skabe de helt store kuldegysningsoplevelser, så efterlader Eat The Elephant mere fornemmelsen af, hvad det kunne have været.

★★★½☆☆

Skriv et svar