Plader

Beach House: 7

Skrevet af Asbjørn Skødt

Beach House ryddede sidste år op i deres bagkatalog med B-sides and Rarities, men er allerede i år vendt tilbage med en af deres bedste plader til dato.

Det vil ikke være helt forkert at kalde Beach House for en darling inden for indie-musikken. Med deres sukkersøde og blide drømmepop har de forført ungdommen siden deres gennembrud med Teen Dream i 2010. Nu er deres syvende plade udkommet, og den markerer en kærkommen forandring af bandets lyd, der måske lidt for længe har trådt vande det samme sted.

Jeg kan lige så godt sige det allerede nu: Jeg er bjergtaget af den nye plade. Da jeg nåede til sang nr. 10, ”Girl of the Year”, vakte kulminationen på den ene ørefængende shoegazersang efter den anden den der særlige boblen i hjertet for mig.

Som en mere generel bemærkning, så klarer shoegazerscenen sig ret godt i de her år med genforeninger af gamle koryfærer såvel som på udgivelser fra nye bands, og det skal ses i lyset af genrens oprindelige bølge i start-90’erne aldrig rigtig opnåede tilstrækkelig bred appel til at kunne spille på de allerstørste scener. Desværre. Selvom Beach House oftere kategoriseres under den beslægtede genre drømmepop, så er de på mange måder det mest veletablerede af den nye bølge, og deres syvende plade trækker da også lyden mere i retning af shoegazer og støjende guitarriffs.

De seneste år har Beach House været meget produktive og fastholdt et højt niveau særligt med udgivelsen af Depression Cherry og Thank Your Lucky Stars samme år i 2015. Pladeselskabets pressemeddelelse for 7 kredsede blandt andet omkring bandets nye trommeslager James Barone, der kom til i 2016, og beskrev bandets seneste udgivelse i 2017 B-sides and Rarities som et oprydningsalbum, der skulle bane vejen for ”rebirth and rejuvenation”. Det skal man ikke lade sig mislede af dog, for Beach House er stadig Beach House. De har altid haft en umiskendelig lyd, så der er altså ikke tale om deres Kid A, men den mere rå shoegazerlyd er en tiltrængt nyfortolkning af deres kernelyd.

Beach House lægger stærkt ud på deres nyeste plade med sangene ”Pay No Mind” og ”Lemon Glow”, og tempoet er – så at sige – sat for resten af pladens sammenlagt 11 sange. Begge sange har en mørkere og mere ildevarslende lyd, og særligt ”Lemon Glow” er rå på en måde, der minder mig om Ensemble Economiques plade Melt Into Nothing fra 2014.

Næste sang er ”L’Inconnue”. Den indledes af a cappella korsang i stil med gregoriansk musik, og bygger fra midt i sangen på med trommemaskine og guitar, der sammenvæver en nærmest hjemsøgende lydcollage, der paradoksalt nok mest af alt stråler af optimisme og skønhed. Sangen bygger op mod et klimaks, hvor pladen over de næste tre sange ”Drunk in L.A.”, ”Dive” og ”Black Car” mister en anelse momentum.

De derpåfølgende sange ”Loose Your Smile”, “Woo” og ”Girl of the Year” er til gengæld en perlerække af catchy og støjende popsange, hvis overgange er så flydende, at de fremstår som en helhed. Jeg når efter 4-5 gennemlytninger stadig ikke rigtig at fastholde, hvornår den ene sang slutter, og den næste begynder. Det slår én dog, når keyboard, synth og Legrands vuggevisesang på ”Last Ride” med en spilletid på lige præcis 7 minutter sætter punktum for pladen.

Punktummerne i tekstuniverset veksler tematisk mellem kærlighed, og hvad jeg vil kalde for en kritisk stillingtagen til en ung kvindes liv. Forsanger Victoria Legrand synger oftest i første person, når det omhandler kærlighed, for så at glide over i de mere distancerede »she« og »baby« , når Legrand bliver kritisk. Hvorvidt det er en bestemt person eller en fantasi, som Legrand her i tankerne, er ikke tydeligt for mig. Jeg vil ikke sige, at teksterne er en af pladens styrker, men som oftest med shoegaze, er det heller ikke pointen. Pointen er, hvordan stemmen kan fungere som et instrument, og hvordan de utydelige ord gemmer på både sårbarhed og intimitet.

Pladen er samlet set en forfriskende afsøgning af ny vitalitet, hvor den velkendte trommemaskine træder i baggrunden til fordel for en mere rå og støjende lyd. Inderst inde er 7 dog stadig umiskendelig Beach House, som de er elsket.

★★★★★☆

Om skribenten

Asbjørn Skødt

Biografi:
Melankoliker, cand.mag. i historie og it-arkivar. Læst Undertoner siden 2006 og blev involveret i 2014.

Fem favoritalbums:
The Album Leaf: In a Safe Place
Khonnor: Handwriting
Sun Kil Moon: Ghosts of the Great Highway
Max Richter: Memoryhouse
Thurston Moore: Demolished Thoughts

Skriv et svar