Plader

Courtney Barnett: Tell Me How You Really Feel

Courtney Barnett dykker på sit andet album dybere ned i et mørkere og mere ordknapt tekstunivers end tidligere, men australierens afslappede charme er intakt med både glimt i øjet og den ene medrivende melodi efter den anden.

Det er tre år siden Courtney Barnett fik et mindre gennembrud med debutalbummet Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit. Nu er opfølgeren Tell Me How You Really Feel endelig landet, og det er et album, der ifølge Courtney Barnett selv går tættere på hendes egne følelser, end hun tidligere har turdet. De følelser, som Barnett tidligere forsøgte at undgå i hendes sangskrivning, blev i stedet den eneste vej ud af en selverklæret skriveblokade.

»Take your broken heart / Turn it into art«, synger Barnett således med sørgmodig stemme over et langsomt, dybt og skurrende guitarriff på albummets dunkle åbner “Hopefulessness”.

Det er som om, at der er blevet skrællet et lag dybere ind til Courtney Barnetts sind, når hun ærligt åbner op om berømmelse, sårbarhed, had, misogyni og om at føle sig fremmedgjort efter en lang turné. For mens albumtitlen næsten autoritativt beder os fortælle, hvordan vi virkelig har det, er Barnett selv i tvivl:

»Tell me how you really feel / I don’t know, I don’t know anything«

Det er både mørkere, mere sårbart og mere melankolsk end tidligere og repræsenterer et markant skridt væk fra de stream of consciousness historiefortællinger, der kendetegnede hendes tidligere udgivelser. Alligevel formår Barnett stadig med sin skæve charme at blæse hverdagens velkendte følelser op i stort format.

De mindre ordtunge tekster levner mere plads til fremragende guitarmelodier og ørehængende riffs, der på sange som “Charity” og især “Walkin’ on Eggshells” vækker minder om slackerkongerne Pavement og deres frontmand Stephen Malkmus, når han er allerbedst. På den måde er der i øvrigt en skøn symbolik i, at Barnetts album udkom samme fredag som det nyeste udspil fra netop Stephen Malkmus.

De medrivende melodier og ærlige tekster giver en samling af sange, der efter et par gennemlytninger føles som nogle, man altid har kendt. Trygt, varmt, afslappet og afvæbnende som en gammel ven, der møder én uden filter.

Men der er også masser af bid. Som på singleforløberen “Nameless, Faceless” der i sit melodiske vers går i kødet på de antifeministiske internetkrigere, der sidder alene og vrede hjemme på deres mørke kamre og udspyer galde. Det lige så catchy omkvæd opsummerer forskellen på at være mand og kvinde ved hjælp af et let omskrevet citat fra The Handmaid’s Tale-forfatteren Margaret Atwood:

»I wanna walk through the park in the dark / Men are scared that women will laugh at them / I wanna walk through the park in the dark / Women are scared that men will kill them / I hold my keys / Between my fingers«

Det er skarpt, tankevækkende og forbandet fængende.

Tekst, melodi og Courtney Barnetts tilbagelænede charme går op i en højere enhed på Tell Me How You Really Feel, og de ubesværede men samtidig brutalt ærlige sange falder som power pop-perler på en snor.

Af albummets 10 sange er det kun den punkede og rasende “I’m Not Your Mother, I’m Not Your Bitch” og den lidt tungt trædende “Help Your Self”, der ikke helt holder standarden. Et lille højdepunkt er til gengæld den både betryggende og eminente venskabshymne “Sunday Roast”, der lukker albummet og forsikrer os om, at det hele nok skal gå.

»I know you’re doing your best / I think you’re doing just fine«, synger Courtney Barnett over søndagsstegen og lover sine venner, at hun altid vil have tid til at lytte til dem, deres bekymringer og deres historier. Også selvom hun kender dem alle i forvejen.

Jeg kan kun sige i lige måde til Courtney Barnett. Når sangene er så gode, lytter jeg også gerne til hende og hendes historier igen. Og igen. Og igen.

★★★★★☆

Leave a Reply