Plader

Eleanor Friedberger: Rebound

Den græsk-amerikanske sangerinde Eleanor Friedberger genopliver 80’er-mol og popromantikkens storhedstid i et euforisk dream-pop univers, der uden tvivl er hendes bedste udspil til dato.

Den græsk-amerikanske sangerinde Eleanor Friedberger drog i 2016 på en månedsrejse til den græske hovedstad Athen med den fremtidige lytter som fluen på væggen. En rejse der nu to år senere kommer til udtryk i konceptalbummet Rebound. En sjælelig månedsrejse kogt ned til 40 minutter fordelt på 10 skæringer. En rejseskildring der omhandler alt fra små beretninger om bylivet til de store tematikker såsom kærlighed og længsel, alt sammen pakket ind i en fejende flot produktion med øje for en storladen, men stadig inderlig, 80’er melankoli. En melankoli der spiller på de atmosfæriske tangenter, som ved første gennemlytning leder tankerne hen mod tidsløse bands som Cocteau Twins og Beach House.

Med en masse indtryk og følelsesmæssige oplevelser i bagagen gik Eleanor Friedberger altså i gang med at skildre sin rejse i eet musikalske univers. Det sparkes i gang med den 3 minutter og 46 sekunder lange ”My Jesus Phase”. Allerede her står det klart, at Eleanor Friedberger langsomt bevæger sig længere og længere væk fra det mere rå, akustiske udtryk som blandt andet gjorde sig gældende på hendes album New View fra 2016. På ”My Jesus Phase” bliver den velklingende skønsangsvokal pakket ind i et mere introvert udtryk, hvor små spinkle synthesizers bobler løs i baggrunden og smukt omfavner tekststykker som: »I could lie, He could try for me«. Resultatet er et langsomt, roligt åbningsnummer, der sagtens kunne være soundtracket til en sen gåtur gennem storbyens pulserende natteliv.

På pladens midtpunkt rammer vi det forløsende klimaks i form af ”Make Me A Song”, der uden tvivl kunne stå helt for sig selv. Et langsomt, behageligt popnummer der binder hele pladen sammen på midten. Den rummer alt hvad en god popsang skal indeholde: Den gode melodi, en simpel popform og vigtigst af alt, et ”du og jeg”. ”Make Me A Song” tøffer langsomt derudaf i et tempo, hvor alle kan følge med, og åbner derefter op for den blide men barske kærlighedshistorie. Et nummer der på samme tid rammer en tidløs ånd, og har en lettilgængelig kærlighedstematik med tekststykker som: »I could love you more«.

På dette nummer viser Friedberger, at hun med Rebound sigter efter en storladen stemning, der leder tankerne hen på sommerens magiske nattetimer. Kærlighed er et tema der strømmer igennem hele albummet, og udvikler sig fra sang til sang. I den længsel ligger der også en melankoli, der ulmer i baggrunden af den barske forelskelse, som eksempelvis på pladens sjette skæring, ”Nice To Be Nowhere”, der oser af tunge, langsomme trommeslag, molakkorder på en luftig synthesizer og en tøvende vokal der langsomt hvisker: »Nice to be nowhere with you«.

På denne plade cementerer Elenor Friedberger sit særlige tematiske såvel som musikalske udtryk, mens hun samtidig trækker tråde tilbage til popromantikkens storhedstid. Dermed åbner hun op for et virvar af indtryk, stemninger og imponerende evner som sangskriver pakket ind i et ualmindeligt flot og lyttevenligt univers. Jeg må ærligt indrømme, at det er svært ikke at lade sig henfalde til.

★★★★★☆

Om skribenten

Simon Lund Pedersen

Jeg har altid haft en særlig connection med musik. Jeg kan ikke forestille mig en verden uden. For mig handler musik meget om identitet, hvilket også gør at jeg har svært ved at lægge mig fast på noget konkret. Jeg føler ens musikalske-jeg konstant er i udvikling. Et af de første minder jeg har fra mødet med musikken var engang hvor jeg i 8. klasse fandt en italiensk opera helt tilfældigt på youtube. Det havde jeg det for vildt over i flere uger. Jeg kan tydeligt huske fornemmelsen af at være helt alene med den begejstring. Det var vidunderligt. Musik kan for mig både være ekstremt personligt, men samtidigt kan det også binde folk sammen, hvilket repræsenterer noget vildt smukt synes jeg. Det er det der er det fede ved at være musikskribent. Det er rart at få bekræftet at man ikke er den eneste der har haft den samme oplevelse af at lytte til noget, men hvis man så alligevel er, så har man forhåbentligt fået noget ud af det selv, og så er det bare fedt at få sine musikalske oplevelser skrevet ned, og få dem gjort til noget håndgribeligt. Der sker bare noget magisk når man får afløb for de stemninger et givent musikalsk værk har givet en. Det er det skriveriet kan. Og så er det jo bare alt for fedt hvis folk kan spejle sig i det man skriver.

Fem favoritalbums:

Paul Simon - Graceland

Beach House - Teen Dream

Destroyer - Ken

Roy Orbison - Memphis

Donny Hathaway - Extension Of A Man

Skriv et svar