Nyheder

Maj-koncerter I: Stærke kvinder holder Nikolaj nede, så han ikke blændes af spotlightet

Foto: PR.

Udvalgte koncertanbefalinger til første halvdel af maj 2018.

I starten af maj kan man opleve Nikolaj Nørlunds band Rhonda Harris, når de spiller på Radar i Aarhus den 3. maj. Ligeledes kan man fange bandet 4.- og 5. maj i København på Stengade. Det er nærmest umuligt at undgå den garvede Nikolaj Nørlund, hvis man bladrer sig igennem det danske musikleksikon. Imens Nørlunds soloplader har været dansksprogede, så er det meste af Rhonda Harris’ bagkatalog på engelsk. Bandets seneste udspil, Tell the World We Tried, er fra 2014, og albummet indholder fortolkninger af den amerikanske sangskriver Townes Van Zandts numre. En af gruppens helt store inspirationskilder. For at finde orkestrets seneste egne skæringer, skal man helt tilbage til 2008, hvor Rhonda Harris udgav albummet Here’s the Rhonda Harris, som vi anmeldte her på Undertoner, hvor udgivelsen høstede fem store U’er. I sidste måned udgav Nørlund og co. singlen ”The Understudy”, som altså er første Rhonda Harris-nummer i 10 år.

I første halvdel af maj gæster to yderst stærke og dygtige kvinder København. Amerikansk-canadiske U.S. Girls spiller på Hotel Cecil den 6. maj, mens svenske Jenny Wilson spiller i Store Vega den 12. maj. Begge soloartister har for nylig udgivet hver sit stærke album.

U.S. Girls udgav i starten af marts In a Poem Unlimited. En udgivelse, som gør rent bord, ifølge vores anmelder Sarah Mogensen. Hun slutter således sin anmeldelse: »Man kan sagtens forestille sig at In a Poem Unlimited bliver soundtracket til årets protestbevægelser og det af gode grunde. Meghan Remy har en mesterlig evne til at kombinere dansable rytmer og hypnotiserende støjguitar med en lyrisk dybde og humor, der samler mange års musikhistorie i et forførende album.« Vores anmelder konkluderer, at U.S. Girls’ lyrik aldrig har været så tidsvarende som nu, selvom det ikke er noget nyt, at hun kan skrive yderst solide protestsange.

Jenny Wilson har for nylig udsendt albummet Exorcism. Hele pladen omhandler et seksuelt overgreb, som Wilson selv var udsat for. Hun har i mange år været en vigtig skikkelse på den skandinaviske indiescene, hvor hun har demonstreret sit mod musikalsk med sine skæve kompositioner og sin særegne tilgang til popmusik. Undertoner udlodder i øvrigt to billetter til hendes koncert. Man kan deltage frem til 6. maj.

Med maj nærmer vi os for alvor også festivalsæsonen, og fra den 9.-13. maj er der atter engang Spot Festival i Aarhus. Her kommer toppen af den skandinaviske undergrund. Den 10. maj sætter festivalen i øvrigt fokus på den grønlandske musikscene med nogle af Grønlands yderst spændende vækstlagsnavne og samtidig også nogle af musikscenens mere kendte navne. Man kan blandt andet opleve singer-songwriterne Nick Ørbæk og Simon Lynge. Ligeledes kan man opleve Nina, som lyrisk er meget fortællende og synger om kvindelig og nordisk identitet. Man kan også opleve en ordentlig omgang grønlandsk postrock fra bandet Small Time Giants, der er inspireret af Grønlands barske natur og mange kolde dage. Hele programmet til dette års Spot Festival kan ses her.

Du er som altid velkommen til at kigge i Undertoners koncertkalender for mere koncertinspiration.

Leave a Reply