Plader

Oneohtrix Point Never: Age Of

Skrevet af Simon Hartkopp

Oneohtrix Point Never har med Age Of begået et album, der med udgangspunkt i eksperimenterende elektronisk musik, refererer bredt til alverdens genrer. I sin helhed er resultatet spændende og udfordrende, men pladen mangler egentlige højdepunkter.

I over ti år har Daniel Lopatin under navnet Oneohtrix Point Never spyttet udgivelser ud med en fantastisk stabil kvalitet, især frekvensen taget i betragtning. Age Of, som nu indtræder i den imponerende diskografi, er, trods mangler, ingen undtagelse.

Førstesinglen “Black Snow var lidt af en overraskelse. Det kunne lyde som om Oneohtrix Point Never, hvis lyd hidtil har været udspændt mellem bløde newage klicheer og chokerende, hårde noise-pisk, har lavet et popnummer. Med tørre knips, en sprød basgang og autotune-mættet vokal udstilles dele af moderne popmusiks fraser, der som nummeret udvikler sig, drives længere væk fra det ellers tilbagelænede udgangspunkt, mens lyden af forvrængede signaler bliver mere dominerende. Tilhørende singlen er en små-bizar musikvideo, hvor en rødhudet ork iført baseballtøj tager en 1700-tals barokparyk på og foregiver at spille med violinbue på et indrammet billede af jorden. Orkens ejendele pakkes ind af arbejdere i hazmat suits, alt i mens linedancedanserinder danser i et mærkeligt post-apokalyptisk sceneri.

Forvrængning skal vise sig at være kendetegnende for albummet, der hele tiden vrider det velkendte. Titel- og åbningsnummeret på Age Of gør dette klart, med et bud på en elektronisk udgave af en Bach cembalo-koncert. Nummeret moduleres i halve toner, der giver en fornemmelse af at kompositionen er nedfældet på et spolebånd, der afspilles på en slidt maskine. Forvrængningen føles mere som bølgegang ombord på en båd end signalstøj. Produktionen her står i kontrast til Garden of Delete, der var Oneohtrix Point Nevers forrige udgivelse, hvis soundtracket til filmen Good Time regnes med. På Garden of Delete var produktionen til tider så grynet og fantastisk rå, at det nærmest gav lytteren en mavepuster med efterfølgende olfert, for så at rejse den forurettede op og gøre det hele forfra. (Hvis du føler, du er gået glip af noget, kan jeg anbefale sangen ”Sticky Drama” fra omtalte album).

Produktionen er denne gang enorm fyldig og lækker. Den hårde støj er på Age Of erstattet af en mere organisk lyd, der i et mix lavet af James Blake omslutter lytteren med en enorm detaljerigdom. Hver komposition er små rum af lyde at gå på opdagelse i, hvilket resulterer i en mosaik af ideer, der kort besøges. Det er spændende, men føles til tider en smule abrupt. Eksempelvis er der lyde af strengeinstrumenter og en spids synth på nummeret ”RayCats”, der på en eller anden måde bringer tankerne i retningen af kinesisk bambuskov. Dette afbrydes af en pause efter blot 50 sekunder, inden nummeret fortsætter med noget nyt. Men det fremstår lidt uklart, hvilket formål sådan en afbrydelse skulle tjene, og jeg ville egentlig gerne have brugt lidt mere tid i det univers, der allerede var etableret. Dog bliver ”RayCats” bundet sammen, da udgangspunktet genindtræder hen mod slutningen.

På de numre, hvor Lopatin har lead vokal, eller voice, som det krediteres, bruges meget autotune og kraftig rumklang. Det fungerer nogle steder, særligt på ”Babylon”, mens andre numre lider lidt under det. ”Black Snow” er et meget godt bevis på, hvor slidt vokalen bliver efter et par gennemlytninger. Ud over Lopatins vokalbidrag, synger både Anohni og Prurient med. Det virker som om, at arbejdsdelingen har været, at Anohni har fået de storslåede og lidt højtidelige numre, mens Prurient, der fornyligt markerede 20 års noise-jubilæum med udgivelsen af Rainbow Mirrors, naturligt nok tildeles de mere distortede råbekor. De to går sammen i skøn forening på nummeret ”Same”, som Anohni, med en umiskendelig imponerende præstation, næsten formår at gøre til sit eget. Med nummerets ret voldsomme start, der føles som turbulens i et rumskib, får Anohnis på én gang desperate og andægtige stemme manet nummeret til ro.

Age Of favner bredt med referencer til barok på titelnummeret, R’n’B på numre som ”Station” og ”Babylon”, noise på ”Warning”, og noget der af en eller anden grund minder mig om en acid-version af Titanic-titelmelodien ”My Heart Will Go On” af Celine Dion på nummeret ”Toys 2”. Jeg sidder med en fornemmelse af, at hver sang er et nedslag på en tidslinje, der fra et punkt i en fjern fremtid forsøger at finde hoved og hale i de fragmenter af levn fra fortiden, der er efterladt. I det perspektiv bliver ”Warning”, der både lyd- og tekstmæssigt meget godt omfattes af titlen, lidt uhyggelig. Noget kunne tyde på, at et eller andet er gået helt, helt galt.

Lytteren tages af Oneohtrix Point Never således med på tidsrejse, hvor fragmenter af lyde fra en verden der ligner vores, projekteres gennem en prisme af forunderlig forvrængning. Det er som om, at vi lytter fra et sted i fremtiden efter en omfattende katastrofe. Sangene flyder frit mellem genrereferencer, steder og ideer. Selvom Age Of til tider mister pusten, er jeg på én gang underholdt og udfordret af de mange detaljer i kompositionerne. Pladen mangler nogle egentlige højdepunkter, men finder sin styrke i kraft af lysten til at udforske og udbygge rum, som lytteren kan rejse igennem.

★★★★☆☆

Om skribenten

Simon Hartkopp

Biografi:

Opvokset i en soveby til København, nu bosat i Aarhus. Jeg er primært orienteret mod rock, men er ikke kræsen. Jeg lytter efter musik, der rammer noget i vores tid, og tror fuld og fast på musikkens potentiale til at ændre verden. Hvorfor man kan undre sig over, at jeg stadig bekymrer mig om rocken.

Fem favoritalbums:
Dead Kennedys: Fresh Fruit for Rotting Vegetables
Sonic Youth: Daydream Nation
David Bowie: The Rise and Fall of Ziggy Stardust and the Spiders from Mars
Iggy Pop: The Idiot
Elvis Costello and the Attractions: This Years Model

Skriv et svar

boeger