Koncerter

Ought, 05.05.18, Loppen, København

Skrevet af Simon Freiesleben

Ought gav en solid og professionel optræden på Loppen, selvom publikum var en anelse tunge at danse med.

Ought er med Tim Darcy velsignet med en forsanger og frontperson af en ganske særlig kaliber. Der er noget helt igennem idiosynkratisk over ham, der gennemsyrer hans optræden: På den ene side fremstår han sært frakoblet af såvel band som publikum – samtidig har han en overlegen, dragende scenetilstedeværelse, der får alles øjne til at rette sig mod den ranglede amerikaner.

Således gik det også på Loppen, da han entrerede scenen flankeret af sit Montreal-baserede band. Forinden havde den svenske indiepopgruppe Hater spillet en ganske charmerende og veloplagt opvarmningskoncert, men Darcys alvorsfulde og distancerede blik signalerede, at vi nu kunne forvente en anderledes intens optræden.

Uden de store dikkedarer eller udenomssnak trak bandet øjeblikkeligt i arbejdstøjet og lagde godt fra start med ”Into the Sea”, der også indleder gruppens nyeste plade, Room Inside the World. Den nye plade fyldte ikke overraskende pænt på aftenens sætliste – faktisk spillede Ought kun to sange fra deres gamle plader i det regulære sæt. Heldigvis bestod Room Inside the World live-prøven til UG.

Herefter fulgte den gyngende ”Disgraced in America” og den new-wavede popperle ”These 3 Things”, som fik publikum til at svaje rytmisk i takt til musikken. Det ville have været et tidligt højdepunkt, hvis ikke den straks var blevet overgået af den formidable crooner ”Desire”. Selv uden det karakteristiske kor fra den indspillede version fik det de små hår til at rejse sig.

Den bittersøde breakup-sang rummer simpelthen melankoli og længsel i helt perfekt doserede mængder – og så får Darcy virkelig lov til at folde sin vokal ud som endnu et instrument i gruppens repertoire. Han skifter intonation adskillige gange undervejs, og han formår virkelig at sætte sin dybe og fængende baryton i spil på interessant vis. På et tidspunkt skifter han fra at synge med længselsfuld patos til lige at indskyde med bidende, tør sarkasme: »Now we pause the tape for some laughter.«

Gruppens koncert på Loppen var den næstsidste i rækken på en turné, hvor Ought har spillet stort set hver aften uden pauser siden starten af marts. Det kunne man godt mærke på gruppens præstation. Det var et tæt sammenflettet kollektiv, der med professionel selvsikkerhed og stramt samspil stod på scenen. Til gengæld var der også små tegn på en spirende turnétræthed. Selvom gruppen spillede rigtig godt, var det som om, at den aldrig rigtig kom helt op i det røde felt. Kontakten til publikum var ganske minimal på trods af Tim Darcys dragende tilstedeværelse på scenen.

Det kan dog også have været en vekselvirkning i kraft af, at aftenens publikum virkede mere interesserede i at lytte velvilligt end at have en decideret fest sammen med Ought. Darcy introducerede det fabelagtige nummer ”Beautiful Blue Sky” som »aftenens dansesang« og inviterede publikum til at slå sig løs på dansegulvet med kun let skjult ironi. Det blev dog mest af alt til mere anerkendende hovedbobberi og vippen-med-fødderne.

Selv ikke den sprudlende ”Disaffectation” kunne for alvor tænde op under publikum, og efter små 50 minutter luskede bandet ned fra scenen igen. De fik dog ikke lov til at slippe for at give ekstranumre, da publikum trods alt kvitterede med gavmilde klapsalver. Ought kom derfor pligtskyldigt tilbage, hvor de jokende truede med »bare at spille en række Grateful Dead-covers«. I stedet fik vi dog serveret den stemningsfyldte “Today More Than Any Other Day” og den rabalderrockede ”The Weather Song” fra bandets første album som en effektiv afslutning.

Selvom aftenens koncert aldrig ramte det allerhøjeste niveau, så fik Ought sat en fed streg under, at deres musikalske kvaliteter på Room Inside the World så absolut lader sig overføre til scenen.

★★★★☆☆

Fotos: Daniel Nielsen/FrozenPanda.com

Skriv et svar