Plader

Preoccupations: New Material

Skrevet af Simon Hartkopp

Preoccupations tredje studiealbum tager bandet i en retning af et større mere udflydende og fyldigt lydbillede, men desværre er det på bekostning af god sangskrivning og nævneværdige melodier.

Preoccupations er et svært band for mig at anmelde. Bandet udspringer nemlig af det hedengangne band Women, som med albummet Public Strain formåede at forene det underlige med det ørehængende i en grovkornet, men alligevel tårepersende smuk produktion. Women har altså en særlig plads i mit rockhjerte. Selvom jeg principielt forsøger at forholde mig til Preoccupations som et projekt uafhængigt af Women, håber jeg altid på en tilbagevenden til fordums tid. Orkesterets forrige udgivelser, Viet Cong (udgivet under bandnavnet Viet Cong) og Preoccupations, har været solide, om end de har ladt lidt tilbage at ønske sig. Desværre er Preoccupations nye udspil New Material en temmelig kraftløs og overfladisk affære.

”Espionage” åbner ellers albummet utroligt lovende – de første sekunder. Her hænger et trommesæt alene i et kæmpe rum og runger. Det leder tankerne tilbage til eksperimenterende pionerer såsom Einstürzende Neubauten, Cabaret Voltaire og Psychic TV, hvor effekter, mikrofoner og forstærkere ikke bare var lydmedierende og gav farve til instrumenterne, men i ligeså høj grad var instrumenter i sig selv. Således sidder jeg på kanten af stolen, mens først synthesizerstøj, efterfulgt af en trommemaskine, dernæst et lidt simpelt synthesizer-hook og en effekttynget bas træder ind på scenen. Som nummeret udvikler sig, bliver den ellers så pirrende åbning overdøvet og udvandet af den øvrige instrumentering. Introen kommer således til at stå alene som en parafrase over den eksperimenterende del af rocken, der blot bruges som en stiløvelse uden opfølgning. Klimakset udebliver, og når der i broen til omkvædet synges: »Change is everything, Changes everything, Changing everything« lyder det nærmest som en forsigtig undskyldning.

”Decompose” er næste skæring på pladen. Her præsenteres lytteren for New Materials nøglekoncepter. Dels er nummeret bygget op uden de store harmoniske progressioner og dels udfoldes et dystert tekstunivers. Nummeret er energifyldt og drives frem af enslydende repeterende bas og stortrommeanslag, hvilket bidrager til den dronerockede fornemmelse i nummeret. Resten af instrumenteringen føles let og flyder ind og ud. Teksten giver indtrykket af en verden, der foregiver at forandre sig, men i realiteten er uforanderlig – og at vi for evigt er kroppe i opløsning. Leveringen af teksten er dog ikke uden en vis optimisme. Alligevel forbliver nummeret lidt forudsigeligt, og slutter nærmest som det startede, hvilket på sin vis understreger tematikken. Som lytter bliver det dog aldrig synderligt spændende.

Efter ”Disarray”, der er et meget anonymt, rumklangsindsmurt og indiepoppet nummer uden bid eller skyggen af at have noget på spil, møder vi sangen ”Manipulation”, hvor Preoccupations lykkes med det, jeg forestiller mig, de gerne ville opnå med New Material. Den simple droneprægede komposition kombineres med store synthflader, der bølger ind over den øvrige instrumentering og skaber et kraftfelt, der oplader lytteren inden vi falder tilbage til det lidt døsige og mere stramme groove.

Den lidt kedelig rockkomposition ”Antidote” går over i et søvnig industrial-inspireret kontraststykke, der kunne have været et tiltrængt eksperiment, men som trækkes i langdrag og derfor ender med at virke retningsløst. Til sidst ønsker jeg blot, at det stopper. Tekstarbejdet virker dovent, og den messende kritik af »Information overdose […]«, som er det, de skal bruge en modgift imod, bliver aldrig rigtig foldet ud. Det kommer til at fremstå som en letkøbt og banal pointe.

”Solace” er endnu et nummer med en dyster tekst – denne gang dog tilsat en mere optimistisk, sommeragtig komposition. Hvilket faktisk fungerer rigtig godt. Bandets guitarist, Scott Munro, kommer her til sin ret med et skævt hook, og pludselig skinner lidt af den post-punkede charme igennem, som Preoccupations før har excelleret med. En lille solstråle af en komposition, der viser, at bandet trods alt stadig formår at forene det skæve med det catchy.

Næstsidste nummer er det stille og mørke ”Doubt”, der bæres frem af synthesizers sovset til i rumklang. Det er uinspirerede musik til en sang, der muligvis handler om det uhyggelige i, at celler deler sig uden samtykke – eller noget i den dur. På nuværende tidspunkt har jeg opgivet at trække andet end overfladiske klicher og fortænkte pointer ud af teksterne. Som lytter bliver jeg oprigtigt i tvivl om, hvorvidt Preoccupations har noget særlig begreb om vigtigheden af sangtekster.

Tilsyneladende deler bandet min tvivl, da de vælger at slutte pladen af med et udmærket instrumentalnummer. Således afrunder ”Compliance” pladen fint med saftige og kvasi-dystre synth-elementer, der dog aldrig helt formår at løsrive sig referencerne til de pionerer, heriblandt Brian Eno, som parafraseres. Alligevel efterlader det lytteren med en fornemmelse af, hvad denne plade kunne have været: Det er en stor og spændende komposition, der rammer lige mellemgulvet, og som ikke kollapser under den fyldige og bastante rumklangstunge produktion. ”Compliance” er derfor en af pladens få deciderede højdepunkter.

New Material byder desværre ikke på de store overraskelser. Vokalisten Matt Flegel har aldrig haft særlig meget kant på sine tekster eller fremtoning i det hele taget. Normalt kan det undsiges med, at han som en anden Peter Hook driver bandet frem med skarpe melodiske løb på bassen. Det er på New Material forsøgt nedtonet for at skabe plads til store synthflader og ligegyldige eksperimenter i en produktion, der til tider virker vulgært opblæst og langtrukken. Selvom der i glimt er elementer, der fungerer og bidrager til noget nyt i bandets lyd, optræder Preoccupations på New Material alt i alt forbløffende kraftløse og ganske uoriginale.  En skuffende omgang fra et band, jeg altid har for store forhåbninger til.

★★★☆☆☆

Leave a Reply