Koncerter

Spot Festival 2018: Alt det andet gode

IKI. Pressefoto.

På weekendens festival i Aarhus oplevede vi naturligvis mange flere acts, end dem vi nåede at anmelde. Vi synes, at et par stykker af dem fortjener et ord med på vejen

New Kids

Som nævnt i fredagens dækning af Spot var jeg så heldig at overvære en meget overbevisende optræden af det Københavnske band New Kids på Limbo Collectives scene i A-Huset fredag aften. De legende tekster og vokalen fik mig først til at tænke på Junior Senior, men bandet skulle vise sig at ligge et sted mellem 70’ernes synkoperede og eksperimenterende rock og en legesyg tilgang til det ørehængende, der minder en smule om Queen. Særligt med overlegne udgaver af “Ecstasy of Being” og “Nice Lies” fra EP’en Leonida fra 2015, viste bandet solide prøver på deres tekniske egenskaber og stærke fælles forståelse. Man fik på ingen måde indtryk af, at der skulle være tale om et nyt band, og der virker også til at indgå en smule ironi i bandets navn, da det er en gruppe bestående af voksne mænd. Man kan dog håbe på et sent gennembrud, for de er decideret fremragende selskab.

NK

Kundan Lal

En anden tilfældig og nydelig musikoplevelse var Rostock-musikeren og DJ’en Kundan Lal, som jeg havde fornøjelse af, at høre på Scandinavian Congress Centers lidt besynderligt placerede scene på 1. salen oppe over alle de vandrende mennesker. Stilen mindede en smule om en blanding af Den Sorte Skole og Fatboy Slim, for Kundan Lal baserer på samme måde sine groovy beats på eksotiske samples fra verdens fjerne. Settet virkede primært til, at bestå af numre fra 2107-udgivelsen Periodic Perciotic på det baltiske pladeselskab YNFND. Det var forfriskende at musik baseret på gammeldags ‘digging’ i en tid, hvor de elektroniske beats har taget over. Aarhus Volume stod endda for at live-stream hele settet, som man også kan gense på deres Facebook-side.

NK

Iki

Jeg kom desværre et par minutter for sent til Ikis koncert på Bora Bora, og det giver altid en lidt halv oplevelse. Som at komme til en fest, hvor alle andre har nået at konversere rundt om stort bord, inden festen rigtig går i gang. Bandet med de fem damer fra hhv. Danmark, Finland og Norge sørgede dog alligevel for, at jeg fik en ekstraordinær oplevelse. På deres seneste album Oracle har Iki indgået et samarbejde med lydkunstneren Mike Sheridan, og ved hjælp af pedaler manipulerer de deres stemmer, så de udgør den største del af melodien i numrene. De fem vokalister var klædt helt i hvidt og iført en sælsom hovedbeklædning, der helt skjulte deres identitet. Det fuldendte følelsen af at overgive sig til et udefinerbart univers af gudeskønne stemmer, der klingede smukkere og mere sofistikeret end noget, jeg har hørt på en festival før. Stemmerne blev underbygget af elektroniske beats, der skabte et kontrastfyldt lydbillede, der spændte bredt over mange genrer. Stemmer og synths smeltede sammen, så man næsten kunne blive i tvivl om, hvad der var hvad. Selvom de fem medlemmer var anonyme, fyrede de den alligevel af på den næsten bælgmørke scene, og det gav en fed tilstedeværelse. Godt inde i koncerten begyndte de at tale sammen på et sprog, der mest af alt mindede om scenerne fra det røde rum i Twin Peaks, og det må jeg sige, jeg godt kunne have undværet. Jeg kan dog alligevel sige med sikkerhed, at det ikke er sidste gang, jeg kommer til at opleve Iki optræde live.

BK

Turquoise Sun

Jeg har efterhånden haft fornøjelsen af at opleve Turquoise Sun en håndfuld gange live, og deres koncert lørdag til Frontløberne Day Party på Sydhavnen gjorde kun min sympati for Aarhus-bandet endnu større. Sekstettens surf-inspirerede neo-psych udgjorde det perfekte soundtrack til en solbeskinnet eftermiddagsstund med en dåseøl i hånden. Særligt Jonas Mathiasens trommer og Andreas Kristiansens saxofon var bemærkelsesværdige. På en dansk psych-scene, som er falmet noget de seneste par år, skinner den turkise sol fortsat knivskarpt.

UH

Skriv et svar