Koncerter

Spot Festival 2018: Fredag – del 1

Vesper. Foto: Emil Brøbech

Branchefestivalen SPOT er i fuld gang i Aarhus, og vi er taget af sted for at mænge os med musikfolket og forhåbentligt opleve nye og indvoldsrystende acts. Vi rapporterer fra festivalen fredag og lørdag.

Ida Kudo, Katapult – Godsbanen

af Niklas Kiær

Spot-programmet lovede “girl power”, “energi ud over scenekanten” og en forening af “ekstravagant og kommerciel pop” forud for Ida Kudos koncert fredag aften i Teatret Katapults lokale på Godsbanen. Man fik som lovet. Ida Kudo er et energibundt af karat, og backet af utroligt veloplagte Rune Thorsteinsson og Adi Bej på percussion, samt Vakle på kor og keyboard var det en sveddryppende oplevelse. På trods af eftermiddagsstemningen gik der ikke længe, før salen fik danseskoene på og hofterne begyndte at svinge.

Med en stærk udlægning af nummeret “Icy Icy” satte Kudo et højt niveau, som hun desværre også fik en smule svært ved at holde gennem hele optrædenen. Numre som “Dancer”, “Shiva” og “Disco” manglede særpræg og understregede, at Ida Kudos primære udfordring lige nu er at få tillagt noget personlighed og substans i tekstskrivningen, der kan understøtte den stærke tilstedeværelse og de dynamiske produktioner. Mod slutningen af koncerten fik de dog løftet niveauet endnu, hvor “Killer” var et højdepunkt. Nummeret er nemlig ikke kun lækkert produceret, men gav for først gang også god plads til Kudos vokal, der viste prøver på en større dybde end, der er plads til på de tættere producerede up-tempo numre.

På trods af en stærk rytme-sektion, mangler projektet musikalsk en smule kompromisløshed, og man kan savne, at Kudo virkelig sætter sig selv på spil i sine tekster, der kan blive en smule upersonlige. Talentet er dog klart. Med en stærk musikalsk opbakning af hendes bandmedlemmer og en evne til at fængsle publikums blik med sine konstante bevægelser og fortællende kropssprog har Ida Kudo mulighed for at være en indsprøjtning af energi og en mere rytmisk dynamik i dansk pop.

★★★★☆☆

 

IAMJJ, Scandinavian Congress Center

af Ulrik Høgh

Da singer-songwriteren IAMJJ spillede på Spot Festival for to år siden, var det kun med en enkelt single på samvittigheden. Tidligere i år udgav han albummet Bloody Future, hvilket havde fået en pæn portion festivalgængere til at opgive det solbeskinnede Aarhus til fordel for mørket i Scandinavian Congress Center. Mørke fik vi også i overflod fra scenen, da IAMJJ og det fire mand store backingband indtog scenen klædt helt i sort. I koncertens første halvdel fik IAMJJ lov til at træde i karakter som crooner, mens bandet trak sig tilbage i lydbilledet med undtagelse af nogle meget fine basgange. IAMJJs dybe vokal giver mindelser om Cave, Cohen og Waits, og den karakterfulde stemme ledsages af en stor tilstedeværelse på scenen. På trods af disse kvaliteter, var IAMJJ’s udtryk for enstrenget, når tempoet blev trukket helt ned, og vokalen næsten stod alene. Afvekslingen kom i stedet gennem en sceneoptræden, hvor IAMJJ var på knæ og synge allerede i første nummer, og inddrog publikum ved at bede om ah-ah-ah-respons. Selvom disse gimmicks tilsat IAMJJ’s åbenlyse charme tilsyneladende gik rent ind hos en stor del af publikum, kom det aldrig for alvor til at virke naturligt på mig.

Koncertens fjerde nummer var singleudspillet “Homer”, som indvarslede en større variation i lydbilledet, der især skyldtes, at guitaristen fik lov at spille en større rolle. Op til dette tidspunkt, havde de fem personer på scenen ikke rigtig formået at spille som en enhed. Det ændrede sig på “Super Hero Eva”, hvor bandet udstrålede masser af medrivende spilleglæde i nogle herlige synth-grooves. Endnu mere overbevisende var afslutningsnummeret “Youth”, hvor bandet både overkom fysiske og musikalske afstande, da de rykkede sammen på scenen og lukkede koncerten på højdepunktet. Hermed overkom IAMJJ en tempoforladt begyndelse, og efterlod tilhørerne med indtrykket af et talent, som endnu ikke helt har ramt det helt rette blandingsforhold af musikalske virkemidler.

★★★½☆☆

 

Vesper, A-huset

af Niklas Kiær

Senere på aftenen bevægede jeg mig fra Teatret Katapult mod Limbo Collectives program i de hyggelige omgivelser i A-Huset, en valfart som viste sig at blive gennemgående for min fredag aften på Spot. Første act var den danske duo Vesper bestående af tidligere Coco Moon forsangerinde Nanna Odderskær og stifter af Nørrebro-pladeselskabet Concrete Lab, Mikkel Sönnichsen. Fra første anslag viste det sig at være et ekstremt stilsikkert og imponerende projekt, der samlede Odderskærs jazzede og sensuelle vokal med utroligt stærke produktioner, der ubesværet arbejdede sig gennem referencer fra en lang række af elektroniske genrer. Sönnichsen producerer underspillet, men alligevel med nok selvsikkerhed til at sample Lynn Collins’ utrættelige “Think About It”.

På trods af en indlevende og meget fysisk tilstedeværelse, kæmpede den tunge og dragende stemning fra produktionerne dog med at sætte sig endeligt. I kamp med aftensolen og en indretning, der udtrykte mere Hawaii end speakeasy, var det som om, at duoen blev modarbejdet en smule. En lidt bagvendt kritik af Limbo Collectives opsætning kunne være, at det næsten var for hyggeligt at sidde ude foran og stå oppe i baren, hvilket afholdte gæsterne fra endeligt at give deres fulde opmærksomhed til musikken.

I sidste ende betød det dog ikke det store. Vesper er et projekt med internationalt format, hvilket stod klart for størstedelen af publikummet. Efter Odderskær ydmygt nævnte, at de da også havde en EP ude, var der en kollektiv bevægelse ind på Spotify for at gemme Good Morning til videre lytning. Personligt stod det klart for mig, at den danske musikscene med Vesper har fået et projekt med et stort potentiale fra et allerede højt niveau.

★★★★★☆

 

Krakow Loves Adana, Katapult – Godsbanen

Af Niklas Kiær

Kan I huske scenen fra Napoleon Dynamite, hvor Napoleon endelig fremfører sin danseoptræden, der på én og samme tid er
fuldstændigt elendigt pinlig, men samtidig modig og inderlig? Det kunne jeg desværre meget klart, da jeg fredag aften så Krakow Loves Adana fra Hamborg. Det startede skidt, da guitarist Robert Heitmann satte sin iPhone til at spille det forkerte backing track gentagende gange fra start. Generelt virkede beslutningen om ikke at medbringe hverken trommeslager eller bassist underligt ligegyldig, hvilket resulterede i en manglende energi koncerten igennem.

Heitmann virkede gennemgående besynderligt upåvirket og meget lidt tilstedeværende, mens forsangerinden Deniz Cicek var tydeligt nervøs i sine talebidder mellem numrene. Modsat sit bandmedlem forsøgte hun sig dog gentagende gange at få liv i koncerten. Krumspring, quirky sidekommentarer og et forfejlet forsøg på at skabe feedback fra en monitor var bare nogle få af de meget akavede øjeblikke, der desværre ikke kunne reddes af et fremragende outfit og en generel stærk udstråling hos bandets forsangerinde.

Med tiden fandt Cicek dog sine fødder en smule. Med “Rapture” og “American Boy” faldt hendes vokal til ro, og hun viste et tegn på et format, som koncerten simpelthen manglede fra start. En rørende kommentar til netop afdøde Freightened Rabbits forsanger Scott Hutchison, samt en venlig tanke til Ian Curtis’ kone med nummeret “Illusion of Control” var et klart indblik ind i inspirationskilderne for projektet, der meget gerne vil være det nye hotte post-punk navn. Der var dog gennemgående for meget kopiering af Ian Curtis’ scenepersonlighed, og for lidt af hans talent til stede.

På trods af en meget rodet, meget usikker og generel undervældende præstation er der noget dybt fascinerende ved Cicek som sangskriver og sanger. Hun havde en rå nerve, der var spændende, og på de mere Korg-bårne 80’er produktioner var det som om bandet viste glimt af et potentiale for musik, der kunne have været en del af Nicolas Winding Refn’s Drive-soundtrack. Desværre var aftenen i sidste ende mere pinlig end spændende.

★★½☆☆☆

 

Skriv et svar