Koncerter

Spot Festival 2018: Fredag – del 2

Collider. Foto: PR

Branchefestivalen SPOT er i fuld gang i Aarhus, og vi er taget af sted for at mænge os med musikfolket og forhåbentligt opleve nye og indvoldsrystende acts. Vi rapporterer fra festivalen fredag og lørdag. Læs fredagens sene anmeldelser her.

Yangze, Voxhall

af Ulrik Høgh

Da mørket var ved at lægge sig, trak et talstærkt publikum ind på Voxhall med forventningen om at høre »noget elektronisk«. Folk hyggede sig så meget, at en del tilsyneladende ikke ænsede, at Yangze var begyndt at spille. De første par minutter var ellers al opmærksomhed værd. Yangze pirrede os ved skiftevis at blæse beats ud i vores hoveder og komplet stilhed. Musikken var synkroniseret med glimt fra bagtæppet af optakten til et faldskærmsudspring. Da Yangze endelig gav slip på break-knappen, blev vi kastet ud i den store blå himmel, og ingen var længere i tvivl om, at der var en koncert i gang. En fremragende indledning på koncerten.

Yangze alias Jakob Littauer gav os herfra en god halv time karakteriseret af afgrundsdyb bas og indfølt vokal med masser af rumklang. Iført blå polo dansede Yangze rundt på scenen i ensom majestæt, og tog sig lejlighedsvis tid til at slå en tur forbi sin pult og skrue på en knap. Energien på scenen blev kombineret med nogle meget velfungerende visuals, hvor især et klip med super-slowmotion af en hund, der drikker vand, gjorde indtryk. Det var en koncert, som effektfuldt spillede på flere tangenter, idet brystkassen vibrerede fra bassen, mens øjnene forsøgte at følge med i de levende billeder.

Musikalsk måtte man dog spejde langt efter variationen, og da den endelig kom mod slutningen, havde det måske været bedre foruden. Littauer forlod scenen i adskillige minutter, mens en dronende lyd holdt publikum hen. I en kort, intens koncert kom dette indslag desværre til at virke som en mavepuster rent tempomæssigt. Yangze rundede af med et nummer, hvor vokalen stod næsten alene, men til gengæld havde fået et par ekstra lag autotune. Den lidt tamme afslutning til trods, gav Yangze Voxhall en gennemført elektronisk totaloplevelse, som festivalgængerne forståeligt overgav sig til.

★★★★½☆

 

Hôy La, A-huset

Af Niklas Kiær

Efter en forvirrende oplevelse med de tyske post-punkere Krakow Loves Adana var det tid til norsk trip-hop. Jeg var dog tilbage i de vante rammer hos Limbo Collective, hvor jeg også lige nåede at fange en ekvilibristisk og overlegen præstation fra bandet New Kids, der var lige dele Queen, MGMT og 70’er psych-rock. Tjek dem ud! Jeg var dog kommet for at anmelde Hôy La med det borgerlige navn Ingri Høyland Kvamstad. Hendes eneste udgivelse pt. er det velproducerede nummer “Please”, der også var på setlisten for Kvamstad og resten af hendes band denne aften.

I samme stil som “Please” var musikken præget af tunge og slæbende grooves, flankeret af diverse samples og en jazzet præstation af Kvamstad, der lagde sig stilmæssigt mellem nogle af genrens bedste sangerinder i Beth Gibbons og Roisin Murphy. Dette viste sig som både en hæmsko og en kvalitet koncerten igennem. Hun sang overbevisende med en god tilstedeværelse, men lagde sig samtidig virkelig tæt op af den klassiske trip-hop vokalpræstation. Man savnede en smule, at hun skar igennem og for alvor viste prøver på en personlig og egenartet brug af genren.

Der er noget besynderligt ved trip-hop. Det er som om, at genrens meget kortlivede storhedsperioder med store hovedværker af meget få bands, betyder at det er en stilart, der er meget svær at finde sine egne fødder i. Til tider møder jeg en stemning omkring, at det er kikset at spille trip-hop. Argumentet er, at det hører en meget bestemt periode til, hvilket jeg dog personligt aldrig har kunnet forstå, da man har kunnet sige det samme om så mange andre genrer gennem musikhistorien.

På trods af at Hôy La ikke for alvor fik skilt sig ud fra deres inspirationskilder, var det en stilsikker og imponerende koncertpræstation. Særligt bandets trommeslager og bassist sørgede for en dybde og tilstedeværelse i musikken, der afholdte det fra at lyde som et Portishead-coverband. Produktionerne var gode, men ikke stærke nok til at jeg her dagen efter kan adskille dem fra hinanden uden nogen faste udgivelser at holde dem op imod. Fredagens koncert i A-Huset antydede et potentiale, der kan frigøres, hvis Kvamstad tør træde ud af forbilledernes skygger, og lægge sit eget præg på den udskældte genre.

★★★★☆☆

 

Collider, Tape

Af Ulrik Høgh

Der var pakket på det intime spillested Tape, da Collider satte gang i midnatsforestillingen efter en mindre forsinkelse. Desværre kom udfordringerne med lyden til at sætte sit præg på første halvdel af koncerten.

Collider er heldigvis et band med så mange kvaliteter, at det næsten lykkedes dem at få de tekniske problemer til at blegne. De fire unge musikere skiftedes til at imponere stort på deres yderst varierede støjrocksange. Ved første lyt kan Colliders lyd forekomme som en rodebunke, men man finder hurtigt en dybere mening i kaosset: De overraskende temposkift, funky basgange og luftige vokaler smelter sammen til en smuk helhed. Og vigtigst af alt havde Collider denne aften en formidabel indpisker i form af trommeslager Mikkel Fink, som både formåede at sætte retningen for bandet og levere adskillige højdepunkter på egen hånd. Troels Damgaard-Kristensens vokal fungerede godt i sin tilbagetrukne position, men samspillet med Marie Janssens vokal brændte aldrig rigtig igennem pga. lydproblemer, som også gjorde det svært at høre Janssens bidrag på tværfløjte og saxofon.

Collider beviste til fulde, at de både har idéerne og evnerne til at udvikle sig til et af de mest originale danske bands. Deres rå lo-fi energi passede perfekt til rammerne og tidspunktet, men lydproblemerne tog desværre en del fra min samlede oplevelse.

★★★★☆☆

Om skribenten

Ulrik Høgh

Biografi:
Min storebror sørgede for, at jeg i en relativt ung alder blev introduceret til rockmusikkens glæder. Efter skoletid stod den på PC-gaming og grunge på anlægget i kælderen under rækkehuset i Sorgenfri. En skelsættende begivenhed var at få Radioheads OK Computer i konfirmationsgave, da den plade blev indgangen til den alternative rocks verden. De seneste par år har jeg især lyttet til psychrock og indiepop.

Fem favoritalbums:
Radiohead: OK Computer
Interpol: Turn on the Bright Lights
Modest Mouse: Good News for People Who Love Bad News
PJ Harvey: Let England Shake
Arcade Fire: Reflektor

Om skribenten

Niklas Kiær

Skriv et svar