Koncerter

Spot Festival 2018: Lørdag – del 1

Turbolens. Foto: Allan Niss, FotoNiss.dk

Branchefestivalen SPOT er i fuld gang i Aarhus, og vi er taget af sted for at mænge os med musikfolket og forhåbentligt opleve nye og indvoldsrystende acts. Vi rapporterer fra festivalen fredag og lørdag.

Kippenberger, Scandinavian Congress Center

Af Ulrik Høgh

Allerede inden Kippenberger stod på scenen, kunne man ud fra bagtæppets stilrene logodesign fornemme, at vi havde at gøre med erfarne kræfter fra den danske musikscene. Tobias Kippenberger er tidligere forsanger i rockbandet The Floor Is Made Of Lava, men har nu udgivet to singler under eget navn. Som backingband havde Kippenberger medbragt »sin tro væbner« – guitarist Lars Rock fra det nu hedengangne danske rockband. Og netop Rock fik koncerten sikkert fra land med fine guitardetaljer i de to første numre, der understregede Kippenbergers fine fornemmelse for at komponere klassiske rocksange.

»Jeg har spillet i Parken,« fortalte Tobias Kippenberger os, inden han gik videre til at konkludere, at et par års fravær fra musikken åbenbart medfører en booking på denne »lille pisscene« (Scandinavian Congress Center er blandt de større scener på Spot). Dette optrin ledte naturligt over i førstesinglen ”Op Og Ned I Showbiz”, hvor Kippenbergers stemme fik lov til at stå næsten alene så man kunne nyde snerten af desperation i omkvædet. Kippenbergers vokal var gennem koncerten usvigelig sikker, mens han ubesværet bevægede sig rundt på scenen og lignede en, der havde savnet at stå der. Tekstmæssigt bevæger Kippenberger sig i det småfinurlige med klare paralleller til Peter Sommer og linjer som »Vi går i små sko, men for store sandaler« og »Det regner penge, hvis du regner den ud«.

Kippenberger spillede otte numre, hvor der også blev plads til The Floor Is Made Of Lava-hittet”Do Your Sister”. Det hele føltes meget professionelt, men til tider også en anelse for forudsigeligt. Kippenberger tilfredsstiller lytteren ved først at bygge op til et klimaks for så at forløse det nøjagtig som ventet. Det ville ikke overraske mig, hvis Kippenberger faktisk har regnet den ud, og også formår at bryde bredt igennem med sit soloprojekt. Materialet er der ikke endnu, men det er godt på vej.

★★★★☆☆

 

Mary Jean

Af Niklas Kiær

Man følte sig særligt udvalgt, sådan som man fik lov til at blive lukket ind i et afsides rum i Musikhuset kaldet “Klubscenen” efter at have siddet pænt i kø. Højtideligheden fortsatte, for som man trådte ind i lokalet stod bandet ubevægelige, klædt i hvidt og ventede nærmest meditativt på deres ankomne publikum. Uden at fortrække en mine stod Mary Jean centralt på en scene beklædt med planter, flankeret af to kvindelige perkussionister/korsangere og en mandlig bassist. Det organiske og holistiske er et gennemgående tema i Mary Jean’s tekstunivers, der kredser om menneskers begrænsninger, universets uendelighed og naturens styrke.

Det startede stærkt med nummeret “Sticks and Stones”, der stemningsfyldt og dragende lokkede publikum ind i bandets univers. Messende kor understøttede Mary Jeans fine vokal. Senere kom endnu et højdepunkt i form af den dynamiske “Ancestral Woman”, hvor det messende kor igen spillede en vigtig, stemningsskabende rolle. Denne gang suppleredes koret af en simpel, men effektiv perkussion, der skabte en energisk fremdrift.

Desværre blev det indimellem disse numre lidt for pænt og nydeligt med et for søgt udtryk, der lå mere ovre i et folket singer/songwriter univers. De mere stille og afdæmpede numre virkede ikke til at understøtte Mary Jeans vokal så godt, hvor hun omvendt trådte i karakter når lydbilledet blev mere dynamisk. Efter en nydelig koncert var det en skuffelse at slutte af med den meget ufarlige “Summer Child”, der er Jeans seneste single. Da jeg blev lukket ud igen af det lille lokale, havde koncerten svært ved at sætte sig i mig for alvor, hvilket jeg ikke havde forventet efter koncertens stærke start.

★★★½☆☆

 

Turbolens, Scandinavian Congress Center

Af Ulrik Høgh

Det hører til sjældenhederne, at jeg ved en koncert står umiddelbart bag ved to børn, men det var den situation, jeg befandt mig i lørdag aften inden Turbolens’ koncert på Spot Festival. Foruden den rent udsynstekniske fordel, gav det også mulighed for at observere, hvordan disse atypiske festivalgængere reagerede på koncerten. Identifikationen for de yngste fik dog en træg start, da Bo Madsen – iført smækbukser og stjernebelagt sweater – valgte at indlede koncerten alene på scenen. Madsen rablede en tilsyneladende endeløs gang knækprosa af, hvor han til sine børn fortalte historien om, hvordan deres far og mor mødte hinanden. Musikalsk var indslaget også komplet uinteressant indtil Madsens sparsomme guitarspil blev understøttet af bas og trommer. Den helt forfejlede begyndelse på koncerten varede mere end ti minutter – og føltes mindst som det dobbelte.

Til andet nummer ”Stjernegylp” kom Turbolens’ kor også på scenen, men de satte et nervøst aftryk på en ellers interessant sang. Koncerten kom endelig i gang med ”Farver”, hvor en korsangerinde strålede i rollen som solist, og korstemmerne kunne høres helt ned bagest i salen. Reaktionen hos publikum var nærmest overstrømmende, og børnene kunne slet ikke få armene ned. Desværre var der tale om en enlig svale. ”Rastløse Bevægelser” viste lovende takter, men blev leveret i et nedskruet tempo, som sugede dynamikken ud af nummeret. Herefter lagde Turbolens an til et sidste nummer, men måtte indse, at de var løbet tør for tid, hvilket Bo Madsen virkede tydeligt frustreret over.

Turbolens lykkedes slet ikke med at vise, hvad deres interessante projekt går ud på, i den korte tidsramme, som en showcase på Spot Festival udgør. Der er langt fra ”Farver” til et nummer som ”Drømmen”, og blev der ikke bygget bro over denne kløft. Netop ”Farver” var et meget rørende højdepunkt i en ellers mislykket koncert, som dog gav løfter om et betydeligt talent hos både bassist og trommeslager.

★★½☆☆☆

 

August Rosenbaum, 

Af Niklas Kiær

Min dag i Musikhuset fortsatte, da jeg satte mig til rette i de bløde sæder i Store Sal med en forventning om en stærk musikalsk oplevelse i selskab med August Rosenbaum. Kun bakket op af en medbragt trommeslager, sad Rosenbaum omgivet af flygel, mikrofon og diverse keyboards. Koncerten startede med de bløde toner fra den fremragende “Calling Out”, der på trods af en manglende tilstedeværelse fra Philip Owusus ellers blev fremført stærkt. Owusu var dog tilstede som insisterende vokalsample i et virvar af smukke, forstrukne synthflader og groovy swing, der viste smagsprøver på Rosenbaums orkestrering, når den er mest effektiv.

På trods af et ubetvivlsomt talent er Rosenbaums kometfremkomst en lidt underlig størrelse. Potentialet er klart til stede, men det er svært at blive helt klog på hvem Rosenbaum egentlig er, samt hvad han vil med sine velkomponerede og velspillede numre. Udtrykket låner fra både James Blake, Nils Frahm og Rosenbaums tidligere samarbejdspartner Robin Hannibal. Under lørdagens koncert endte han dog med en anelse famlende og uorganisk at arbejde sig henimod sine inspirationskilder. Man savnede en bedre afstemning mellem de fine, nyklassiske flygelstykker og de til tider skurrende høje synths.

Derudover savnede jeg desuden en tydeligere tilstedeværelse fra de to musikere på scenen, der ikke kvitterede med andet end et lille, forsigtigt smil fra Rosenbaum i ny og næ. Hvorvidt den manglende publikumskontakt var årsagen er uvist, men ikke desto mindre blev store dele af Musikhusets stole koncerten igennem tømt af et udvandrende publikum, der tilsyneladende var mere nysgerrige efter at tjekke resten af Spots kæmpestore program med smagsprøver på dansk musiks fremtid ud. På trods af at koncerten aldrig rigtig fandt sine ben fuldstændigt, så fortjente hverken musikken eller Rosenbaums optræden dog denne lidt respektløse opførsel. Koncerten bød nemlig på et komplekst og ambitiøst lydbillede, som man ikke ellers hører fra den danske musikscene – og det kan et manglende musikalsk overskud ikke tage fra den. Med lidt erfaring og en klarere vision for hvordan han vil bevæge publikum til sine koncerter, så vil Rosenbaum uden tvivl være fast inventar på danske festivaler og spillesteder de kommende år.

★★★★☆☆

Leave a Reply