Plader

The Body: I Have Fought Against It, But I Can’t Any Longer

Gentagelse, støj og skrig. Den cocktail giver en mærkelig musikalsk størrelse, som amerikanske The Body udforsker med deres nyeste plade I Have Fought Against It, But I Can´t Any Longer. Det er et møde med sammensmeltning af flere musikalske strømninger, hvoraf nogen fungerer bedre end andre.

The Bodys særlige kendetegn er deres fusion mellem trip-hop, doom-metal og noise – en noget nær unik musikalsk dialekt. At det ikke er nogen videre munter dialekt, kan der næppe herske nogen tvivl om. Bare titlen på pladen, I Have Fought Against It, But I Can’t Any Longer, giver en antydning af den stemning, der dominerer lytteoplevelsen gennem pladens 10 numre.

De første toner fra højtalerne kommer fra strygere på åbningsnummeret”The Last Form of Loving”, der leder tankerne hen mod svulstig og melankolsk post-rock, inden strygerne må vige for den underliggende dronestøj, der fastholder musikken i noise-genren. Med skarpe cut-ups, der får lydstykkerne til at virke fragmenterede og omarrangerede, forbindes pladens numre på nuanceret vis. Det viser, at de herrer Chip King og Lee Buford ikke er novicer inden for noise-feltet.

Den musikalske puls stiger med overgangen til ”Can Carry No Weight”, hvor et industrielt beat hamrer monotont derudaf i samspil med knitrende støj. Højt over det tunge og dystre, svæver den kvindelige vokalist Kristin Hayters patosladede vokal. Selvom hendes stemme er lige så kraftfuld som musikken, så er der tale om en lettere kvalmende omgang skråleri, der vækker ubehagelige minder om nu-metallens hærgen i starten af nullerne.

Det fornemme ved The Bodys radikale noise-udtryk høres til fuld effekt på ”Party Alive”. Det er et nummer, der losser lytteren direkte i psyken med sine dronede synth-loops, dommedagsbuldrende trommer og skrækindjagende skrig. Det er møghamrende beskidt – og godt. Man trækkes nemlig ind i det univers, der kendetegner virkemidlerne for denne genre. Tilfredsheden bliver ikke mindre af at stilen fortsætter med ”The West Has Failed”, hvor inspirationen synes at være en musikalsk fremstilling af den vestlige samfunds moralske forfald. Forfald, men dog også liv, der repræsenteres gennem de effektfulde beats, der i dyster trip-hop stil skaber et glimrende momentum.

Halvejs inde i I Have Fought Against It, But I Can’t Any Longer vender Hayter tilbage på ”Nothing Stirs”, som endnu en gang bliver lige lovlig svulstig for min smag. Tilsat et beat der lyder af drum´n´bass , klæder sangen ikke helheden, uden dog på den anden hånd at ødelægge det. Når nummeret alligevel har en vis kvalitet, skyldes det den massive væg af guitarstøj, der bringer svenske doom-helte som Candlemass i behagelig erindring.

Lyden af knitrende støj og buldrende marchtrommer giver et skud drone-noise på nummeret ”Off Script”, der slendrer dovent afsted. Skingre skrig skærer med jævne mellemrum igennem den tunge lydside, og tempoet trækkes helt ned, så vokalen tager form i bedste norsk blackmetal stil, som f.eks. hos Darkthrone og Burzum. Denne opskrift går igen på andre numre som ”An Urn” og ”Sickly Heart Of Sand”, dog  bare med kvindeskrig, der bringer en tættere på afgrunden. Fælles for de to numre er også, at de midt i al deres larmende og dystre stemning, har knitrende electronica-træk som særlige kendetegn.

Sidste sted på pladen Hayes optræder er på ”Blessed, Alone”, som ikke er meget anderledes end de andre numre, udover at man her bliver hurtig træt at hendes opstyltede vokal. Det går altså bare ikke godt i spænd med det ellers så seriøse udtryk på resten af pladen. I den forbindelse finder jeg ligeledes det lille spoken-word klaverintermezzo, der afslutter pladen, ”Ten Times A Day, Every Day, A Stranger”, lidt for ligegyldigt. Jeg tror godt, jeg ved, hvad der forsøges ved at gøre lyden af depression mere intellektuel, men det fungerer ikke helt for mig.

The Body har med I Have Fought Against It, But I Can’t Any Longer begået et ret specielt take på genrene noise og doom. De har formået at bringe nogle distinkte musikalske universer sammen, hvilket man kun kan tage hatten af for. Helhedsindtrykket er stærkt, og man kan samlet set tale om et ganske konsistent album. Min anke med albummer er dog, at Kristin Hayters vokal kommer til at dominere dets udtryk. Jeg har ganske enkelt svært ved at tage dette svulstige, patosladede levn fra nu-metallen seriøst. I særdeleshed når det sættes sammen med et lydunivers, der ellers virker så dystert. Det lyder for meget af Evanescence, hvilket bestemt ikke er en kompliment. Heldigvis drejer det sig ikke om så mange numre, så det er ikke nok til at ændre på mit overvejende positive indtryk af mødet med det mørke lydunivers. Det er herligt, at The Body trækker på så mange forskellige inspirationskilder, både fra metal, såsom Candlemass, Darkthrone, Sunn O))), og så videre, fra drone og noise såsom Merzbow og Saturn And The Sun, men såmænd  også fra trip-hop og ambient.

At de formår at skabe en stærk musikalsk puls, uden at udtrykket bliver alt for radikalt, vil måske bidrage til, at The Body kan række ud over de enkelte subgenres lukkethed. Muligheden for at tiltrække nye lyttere til den mere eksperimenterende, ekstremmusik vil jeg bestemt tolke som et es i ærmet for bandet.

★★★★☆☆

Om skribenten

Martin Minka Jensen

Pladesamler af rabiat karakter, med alt hvad det indebærer af timeforbrug og økonomisk ruin. Min appetit på musik er umættelig og jeg mener musik i bredeste forstand. Jeg kender ikke til begrebet guilty pleasures, da god musik er god musik, lige meget hvad. Det meste af min vågne (og den ikke-vågne tid, for den sags skyld) går med de mere grænsesøgende toner, hvad enten det er rock, punk, folk, jazz eller indie, dog med en stor forkærlighed for ældre psykedelisk musik.

Jeg interesserer mig også for kulturhistoriske rammer, i særdeleshed vedrørende musik og litteratur. Som Cand. Mag i Historie, Æstetik og Kultur, og i mit arbejde som kulturformidler på Randers Bibliotek, arbejder jeg med det på mange leder og kanter.

Skriv et svar

boeger