Koncerter

U.S. Girls, 06.05.18, Hotel Cecil, København

Skrevet af Simon Freiesleben

Meghan Remy gør tingene fuldstændig på sine egne præmisser. Det mærkede man under hele hendes koncert på Hotel Cecil. Det var en tankevækkende, men også fremmedgørende og uperfekt performance fra en af årets mest relevante kunstnere.

Indimellem er der koncerter, hvor ambitionsniveauet sættes en tak højere. Den kategori falder U.S. Girls‘ optræden søndag aften på Hotel Cecil så absolut i. Meghan Remy og hendes følgesvende kunne snildt have givet publikum det, de kom efter med en 1:1 liveopførelse af musikken fra hendes seneste anmelderroste album In a Poem Unlimited. I stedet blev publikum præsenteret for en stramt koreograferet, tavs og tankevækkende performance, der mestendels var vellykket i sin udførelse.

Det høje ambitionsniveau var et gennemgående tema for aftenens koncert, og hvor flere i denne digitale æra måske var faldet tilbage på laptop-samples og andre tekniske fiksfakserier for at reproducere lyden af et stort band, så var det forfriskende at se U.S. Girls gå analogt til værks med otte musikere på scenen samtidig. Enkelte steder blev der brugt en underliggende trommemaskine, men ellers lykkedes bandet på fremragende vis at oversætte den rige lydtekstur fra førnævnte In a Poem Unlimited til livelyd. Måske endnu mere imponerende var, hvor gnidningsfrit de formåede at løfte U.S. Girls tidligere mere laptop-baserede produktioner til nye og mere vitale højder med lyden af det fulde band.

Bandet havde taget opstilling i en halvcirkel på scenen, da Meghan Remy og hendes korsangerinde på ægte divamanér spankulerede ind og gav signalet til at lade koncerten starte akkurat som på In a Poem Unlimited: Med groovede wah-wah-pedaler og bløde blæsertoner på ”Velvet 4 Sale”. Meghan Remy svajede i takt side om side med sin korsangerinde – sammen lignede de næsten et ægtepar med Remy klædt udelukkende i sort og sangerinden klædt i en lang, hvid kjole.

Koncertens første akt forløb stort set kronologisk i samme rækkefølge af sange som på det seneste album, hvilket betød at meget stærke sange som den socialt indignerede ”Rage of Plastics”, discofesten ”M.A.H” og den avantgardepoppede ”Rosebud” alle blev spillet ganske tidligt i sættet.

Undervejs forholdt Remy sig nærmest provokerende distanceret til sit publikum – ikke ét eneste ord blev der ytret undervejs. I stedet insisterede hun på at kommunikere sit budskab gennem forudindstillede samples, som hun afspillede mellem numrene (»Don’t tell women what to do,« lød et af de mange samplede brudstykker). Det virkede især stærkt i pausen mellem ”M.A.H.” og ”Rosebud”, hvor Meghan Remy fik bragt publikum til total tavshed med en enkelt fingerbevægelse – med undtagelse af en stakkels fotograf, der fumlede med sit kamera og som prompte blev nedstirret fra scenekanten af den høje femme fatale.

I længden virkede tavsheden og den demonstrative mangel på kontakt med sit publikum dog en anelse fremmedgørende. Især i koncertens andet akt, hvor der blev lagt mere vægt på U.S. Girls ældre repertoire med stærke sange som ”Window Shades” og ”Island Song” – og hvor bandet fik friere tøjler til at fyre den af med semi-improviserede jam sesssions og soloer en masse. Under én særligt langstrakt række af guitar- og saxofonsoloer opstod der en morsom situation, da Remy og hendes korsangerinde ængsteligt klamrede sig til hinanden og skævede nervøst rundt på de mandlige musikere, der brunstigt fremførte deres svulstige machooptrin. Unægteligt endnu en lille, subtil kommentar til tidens kønsdebat.

Den store detaljerigdom i lydbillet og de små anstrøg, som det ovenstående, gjorde, at det aldrig rigtig blev helt uinteressant, men jeg må indrømme, at jeg indimellem zonede en anelse ud af koncerten. Det er aldrig godt, når man griber sig selv i at tænke for meget over ømme fødder eller ubetalte regninger under en koncert.

En del af skylden ligger muligvis også hos de ansvarlige teknikere, der stod for lyssætningen til aftenens koncert. Med sine røde, blå og lilla nuancer ramte det fint farvesammensætningen og stemningen på albumcoveret til In a Poem Unlimited – men det var så godt som fuldstændig statisk under hele koncerten og gav ikke publikum noget at rette sin opmærksomhed imod, mens bandet vendte ryggen til publikum, talte med hinanden eller var anderledes optaget.

Efter en afstikker til det ældre materiale blev aftenen rundet af i selskab med ”Pearly Gates” og”Time”, der endte med Remy siddende på knæ foran publikum, mens hun igen og igen messede kvindekampsopråbet »Time is now«. Herefter forlod hun scenen fuldstændig som hun havde trådt ind på den: Graciøs, modig og helt sin egen. Det var langt fra en perfekt koncert, men ambitionsniveauet og viljen til at udfordre tjener U.S. Girls til ære.

★★★★½☆

PS: Efter karakteruddelingen vil jeg tillade mig selv et mindre sidespring. Nu er jeg ikke typen, der ynder at bruge anmeldelsesplads på at diskutere ideologiske kæpheste, men alligevel kan jeg ikke lade være med at undre mig. Når man turnerer med et så markant opråb imod patriarkalske samfundsstrukturer og til fordel for kvindekampen, så forekommer det en anelse ironisk, at U.S. Girls’ bandkonstruktion afspejler en af musikbranchens ældste og mest kønsnormative dogmer: Drengene spiller, og pigerne synger. Med hele syv musikere på scenen foruden hende selv, så kunne Meghan Remy vel have fundet plads til mere end én kvindelig korsangerinde?

Fotos: Daniel Nielsen, FrozenPanda.com

Leave a Reply