Koncerter

Aurora, 08.06.18, NorthSide Festival, Aarhus

Auroras charmerende indiepop fik Undertoners anmelder til at overgive sig. Foto: Thorsten Iversen/NorthSide.
Skrevet af Peter Boier

Norske Aurora listede ind på scenen i grønne strømpesokker og forlod den som et godt bud på en kommende skandinavisk popdronning i eksportklassen, som Robyn og Lykke Li nu sidder tungt på.

Indrømmet, jeg havde meget lave forventninger før koncerten. Norske Aurora er ikke et navn, jeg selv havde planlagt at se, men det var blevet mig pålagt at anmelde koncerten. Og så gør man det jo. I mit hoved havde jeg allerede lidt set en anmeldelse for mig: »Det norske popnavn Aurora kæmpede mod varmen og et lille, døsigt, tømmermændsramt publikum, og formåede ikke at gøre hverken fra eller til. Fire U’er.« Havde jeg haft en gammel hat, havde jeg ædt den nu. Aurora på Red Stage klokken 16.30 og 45 minutter frem var fremragende.

Klokken 16.31 lister den lille, blonde skikkelse ind på scenen iført grønne strømper sammen med sit fire mand m/k store backingband. Hun ligner lidt en hippie-Robyn mod bagtæppet, der forestiller en skov, og sætter fluks i gang med sit første nummer “Soft Universe”, der er rocket, storladent og fremført med stor energi og masser af kor. Det samme er den efterfølgende “Warrior”. Live er Aurora utrolig pompøs pop, og det er imponerende så meget lyd, bandet får ud af den relativt beskedne sceneopsætning.

Aurora Aksnes, som sangerinden hedder, viser sig at være lidt af en Dr. Jekyll/Mr. Hyde-karakter, da hun første gang taler. »Tak for jeres kærlighed!« siger hun nervøst efter først at have spurgt, om publikum forstod norsk. Mellem numrene fremstår hun nervøs, uskyldig og lille. En lille sød nisse. Men med bandet spillende bag sig farer hun rundt, ejer hele scenen og flår publikum med sig. Og synger forrygende og fejlfrit.

Den efterfølgende “Forgotten Love” lyder som Florence + The Machine, og det talstærke publikum lapper det i sig. På de mere stille numre, som “Runaway”, sludrer det notorisk sludrende NorthSide-publikum dog løs, som de har for vane. Men sådan er det som ny kunstner. Aurora har stadig kun udgivet ét album, og det er ofte et problem til festivalkoncerter, hvor det er begrænset, hvor mange hits der er at drysse ud over et hyggende publikum.

Men store popomkvæd med stærke vokalharmonier kan hun lave i flæng. Det beviser hun på de efterfølgende tre popbaskere, der kulminerer med den hymniske “Queendom”, hvor der bliver klappet og hoppet løs blandt publikum. Koncerten når sit højdepunkt med “The Seed”, der er rocket, tung og udstyret med et monumentalt stort omkvæd, hvor denne anmelder får gåsehud og overgiver sig fuldstændig. Da der udbryder fællessang på den efterfølgende “Running With the Wolves”, cementerer det blot mit hvide flag.

Aurora fremstår ærlig, usikker, sød og oprigtig begejstret over fremmødet og fremfører sine sange stilsikkert og fuld af nerve. Jeg har oprigtig svært ved at sætte en finger på noget udover det faktum, at det begrænsede udvalg af sange forhindrer hende i at have publikum med gennem koncertens 45 minutter. Men det skal nok komme.

★★★★★☆

Om skribenten

Peter Boier

Biografi:
Jeg har fået musik ind med modersmælken ført af faderens stålsatte hånd. Jeg har 11 albums kaldet 'Peters Yndlingssange', der var personlige compilations fra barndommen med alt fra Blur og Radiohead til Robbie Williams og Creamy. Ja, jeg kan stadig teksten til 'Feel' fra ende til anden.
Det var dengang. Nu er jeg bare en frygtelig forbruger af musiksnobberi, fodbold og voldsomme udsagn. Jeg er glødende Liverpool-fan, og jeg smågræd mindst fem-otte gange, da Bowie pludselig var erklæret død.
Er der én ting, der kan karakterisere, hvad jeg ofte falder for i musik, er det mørke. Fra Joy Division til Depeche Mode, Radiohead og Jamie XX - fællesnævneren er ofte mørke.

Fem favoritalbums:
Radiohead: Kid A
David Bowie: Low
Portishead: Third
Lars H.U.G: Kysser Himlen Farvel
LCD Soundsystem: Sound of Silver

Skriv et svar