Koncerter

C.V. Jørgensen, 09.06.18, NorthSide Festival, Aarhus

En hyggelig eftermiddag i Ådalen med en velsyngende C.V. Jørgensen. Foto: Jonas Svendsen/NorthSide.
Skrevet af Peter Boier

C.V. Jørgensen med band spillede 70 minutters hitparade af rørende ballader og sprudlende popsange. De spillede godt, og det lød ligeså. Men det blev også lidt for hyggeligt, og man savnede energi fra især et anonymt band.

Allerede en halv times tid før koncerten, var området foran scenen tætpakket med NorthSide Festivals hidtil ældste forsamling af mennesker. Der var fædre. Der var mødre. Der var lidt flere fædre. Der var børn, der helt tydeligt ikke havde fået noget valg af deres forældre. Men der var også en hård kerne af unge, der tydeligvis ikke før har haft mulighed for at se en koncert med Carsten Valentin Jørgensen, da han ikke har spillet live de sidste otte års tid. I mellemtiden er manden blevet mere populær end længe, og nye kunstnere nævner C.V. Jørgensen som inspirationskilde. Denne kerne af unge er dem, der synger højest. Hujer vildest. Klapper mest livligt. C.V. Jørgensen er blevet smart.

Kl. 16.25 slentrer han og det fire mand store akkompagnement ind på scenen. C.V. Jørgensen, iklædt en forvasket, jordfarvet t-shirt og trendy solbriller, hilser på sit store publikum, før bandet går i gang med “Indian Summer” i en slæbende tung udgave, der vækker minder om Sort Sols fortolkning af samme nummer. Lyden er god og ren, og bandet spiller fint. Men sangene. Sangene. C.V. Jørgensen har siden midt-70’erne skrabet et uhyre imponerende katalog af sange sammen, der veksler mellem eftertænksomme, smukke, tidløse ballader til underfundige popsange, der sprudler af lyst og liv. Han deler gavmildt ud af begge dele denne lummergrå lørdag.

Stemmen viser ingen tegn på, at Jørgensen i sidste måned er fyldt 68 år. Han synger rent, klart og karakteristisk, og lydmanden har været så venlig at lægge ham højt i mixet. Fra “Indian Summer” bevæger bandet sig over i “Det regner i mit hjerte” fra samme album, der indbyder til sentimental fællessang. Publikum stemmer villigt i.

Sådan fortsætter det gennem “Lokomotivation”, “Ude af sync” og over i den smukke “Spildte bedrifter”. Det lyder godt, og alle de gode sange får plads og luft. Der er ingen, der skynder sig. Netop dette bliver i løbet af de 70 minutter også et af problemerne ved koncerten. C.V. Jørgensen er forrygende, men hans band er simpelthen for anonymt. De spiller sangene præcis, som de skal spilles, men der er ikke skyggen af personlighed, vildskab eller showmanship over dem. De nikker, smiler til hinanden og hygger sig tydeligt. Men det bliver lidt for hyggeligt. For mageligt.

Hovedpersonen selv synger “Blåt blod til alle”, “Skygger af skønhed” og 13 andre sange fra sit bagkatalog med stort vokalt overskud og en rørende umiddelbarhed. Mellem numrene trisser han forsigtigt rundt og klapper lidt af sit band. Knipser lidt. Han er helt tydeligt ikke så tryg i rollen som popstjerne foran den proppede Blue Stage og ved ikke, hvad han skal gøre af sine hænder, når de ikke kan klamre sig til mikrofonstativet. Han virker oprigtigt sød på sin egen nervøse, lidt akavede facon. Mellem numrene sipper han lidt af en brikjuice gennem sugerør.

På “Sæsonen er slut” er der fællessang, og det stopper ikke, før koncerten er færdig. Efter den følger et andet af hans pophits i skikkelse af “Florafobi”, hvor de unge især skråler løs, når storskærmen fanger dem. På “Det si’r sig selv” overdøver publikum næsten hovedpersonen til slut til stort smil fra drømmen af en bedstefar. Man kan ikke andet end at smile af C.V. Jørgensen. I sin fremskredne alder virker han ren og uskyldig som få med så mange år i musikbranchen. Koncerten er et hyggeligt bekendtskab, hvor sangene får luft til at røre publikummet.

★★★★☆☆

Leave a Reply