Plader

Charles Watson: Now That I’m a River

Med Now That I’m a River er engelske Charles Watson fra duoen Slow Club sprunget ud som både soloartist. Det er der kommet en vældig behagelig plade ud af, der trods sine højaktuelle temaer alligevel ikke rigtig formår at vælte nogen omkuld af begejstring.

»Voices carry through the mist,« synger Charles Watson kælent på åbningsnummeret til pladen Now That I’m a River.

Man kan næsten se ham for sig, svævende ind fra højre og hen over scenen, svøbt i melankolsk tåge og lyd i lag-på-lag. Og dette åbningsnummer er da også på mange måder den perfekte åbner til et klassisk folk-popalbum; smuk og sørgmodig med et hint af mystik. Musikalske sammenligninger skal findes i bands som First Aid Kit eller Fleet Foxes, dog tilsat en underlig selvfedme – en selvhøjtidelighed, der sjældent klæder nogen.

Inspirationen til pladen er nemlig, med Watsons egne ord, hentet fra den amerikanske forfatter JG Ballards science-fiction roman fra 1981, Hello America. Her bliver tematikker som klimaforandringer og raceadskillelse sat ind i et apokalyptisk fremtidsperspektiv – store og vigtige problemstillinger, der i 2018 synes mere relevante end nogensinde.

Men med dens slags litterær inspirationskilde følger der også et vist ansvar, og det er svært ikke at føle, at Watson slår et større brød op, end han kan bage. Hans tekster er simpelthen ikke interessante nok, og det er ærgerligt, for der er bestemt potentiale.

Der hvor sangene bliver allermest interessante, er nemlig når Watson formår at blande den opløftende, næsten muntre folk-pop underlægning med sarkastiske kommentarer til den verden, vi lever i. »I can barely breathe upon this mountain side but / Look at the view«, synger han på åbnes nummeret Love is Blue, en ellers lidt ligegyldig kærlighedssang. Bjergluft, anset som det reneste i verden, er her kontamineret, men pyt med det, for se bare udsigten! Lige dèr bliver det interessant. Lige dér kan man mærke en kant, der giver en håb om noget mere. Desværre er der bare ikke rigtig mere at hente. Omkvædet lyder »Sometimes it’s hard to know when/ You’ve gone wrong/ Sometimes it’s obvious you just/ don’t wanna know« Selvom Watson såvidt kan have ret i det, så virker det en anelse banalt til sammenligning.

Også nummeret ”Abandoned Buick” formår at skrue forventninger i vejret. Her er vi næsten ovre i det funky – fed guitar og godt groove på orglet – mens der bliver sunget, nærmest hvisket fortællinger om livløse kvinder i forladte biler, en verden begravet i sand, og en jeg-fortæller der er, »Drugged by the lie«. Og på ”Tapestry” konstateres der køligt, at »Flamingoes this time of year is kind of strange,« og der refereres både til Machiavelli, den italienske renæssancemand hvis navn er synonym med tidens politiske skruppelløshed, og Ayn Rands’ Atlas Shrugged – liberalisternes fiktionsbibel.

Men imellem guldkornene ligger der desværre en masse fyld, som ikke er særlig interessant. Faktisk tangerer det til det kedelige, både musikalsk og lyrisk.

Det hele er lidt fadt og intetsigende. Watson synger dejligt, men dybest set uambitiøst. På numre som ”Wildflower” og ”Run and Hide” kunne han næsten lyde som John Lennon, men det var vist heller ikke stemmen, Lennon var mest kendt for. I samme dur er Watsons lydbilleder og harmonier også, ja, i dur. Det er pænt, men ikke særlig spændende. Både ”Tapestry” og ”Run and Hide” snegler sig frem i et tempo, så man er ved at falde i søvn. Der sker ingenting, og udover lidt klaver på et c-stykke sker der heller ikke meget på ”Wildflower”. Og selvom man nemt kan fange sig selv i at nynne med på ”Now That I’m a River”- omkvædet fra titelnummeret, som måske er pladens bedste og mest velfungerende – så kan et omkvæd ikke redde en 4 minutter lang sang. Omkvæd er måske i virkeligheden Watsons musikalske force. Både omkvædene til ”You’ve Got Your Way of Leaving” og ”Voices Carry Through the Mist” fænger og selvom sidstnævnte reddes på målstregen af et ganske fedt bas-riff, så er et omkvæd altså som sagt ikke nok til at gøre en hel sang, eller en hel plade, interessant i længden.

Kort og godt savnes passion og mere musikalsk saft og kraft. Watson har skrevet og produceret en plade, der har lidt svært ved at bestemme sig for, hvad den gerne vil være, og dermed ender den et sted mellem hyggelig og ligegyldig.

Måske går det hele op i en højere enhed, hvis man har læst Hello America. Jeg tvivler.

★★★☆☆☆

Skriv et svar