Plader

Danielle Dahl: Loosening Orion’s Belt

Skrevet af Søren Søndberg

Det første album med Danielle Dahl er en mystisk rejse i det ydre rum, hvor Jobs Bog, elektronisk musik og forbudt erotik svæver rundt i en stjernekonstellation, der godt kunne være Orions bælte.

Hemmeligheder er der mange af, og Danielle Dahls første album åbner op for en hemmelig verden, der er besværet værd at lytte til. Loosening Orion’s Belt indbyder til mange genlyt, for det kræver tid og indsigt at forstå albummet. Dahl har ikke så mange instrumenter kørende, og musikken er ren electronica: Den type musik, der kan laves på et skrivebord.

Det betyder, at musikken er minimalistisk, for selvom Dahl har haft adgang til sampling, raffinerede trommespor og multitracking, er musikken minimal som en hvid væg. Dahls stemme er speciel, og musikken minder om de gamle avantgarde-heltinder Wendy Carlos eller Else Marie Pade. Hendes nutidige naboer hedder Múm og bor på Island. Dahl vil gerne skille sig ud, og det lykkes på den gode måde.

Orion’s Belt (Orions bælte) er en del af stjernebilledet Orion. Titlen Loosening Orion’s Belt er inspireret af Bibelen. I den danske oversættelse hedder det Orions lænker, og står i Jobs bog. Jobs bog er en mystisk og svært forståelig del af Bibelen, som kristne ofte finder frem, når de vil have svar på spørgsmålet: Hvorfor tillader Gud det onde? Job er nemlig en uskyldig mand, som bliver sat på en hård prøvelse – sin ejendom bliver han frataget, hans familie bliver slået ihjel, og selv bliver han meget syg. Vil Job alligevel bevare sin tro på trods af mange uretfærdigheder?

I Danmark har mange præster sikkert forsvaret Guds ondskab, og vi har også forfatteren Erwin Neutzsky-Wulff, som ofte skriver om Guds onde side: Okkultisme, uforklarlighed og seksuel smerte. Danielle Dahl finder inspiration i Jobs bog, og måske også Erwin Neutzsky-Wulff. På pladecoveret har Dahl bundet en nøgen mand og lagt ham på sengen. Så ved vi, at smerten er på vej. Sex og smerte får vi på “Love Song” og “Hands”, hvor det bestemt ikke er sød romantik, Dahl synger om. “Love Song” slutter af med et minuts hyletone, så alle masochisterne har noget at pine ørerne med. Det perfekte soundtrack til at få smæk med en grydeske.

Nogen vil måske kalde det prætentiøst, men Nogen trænger til at høre Danielle Dahl, som både er modig og viser kunstnerisk dybde i sin sangskrivning – det er skingert, men også nyskabende. Takket være en blanding af abstrakte lyde og percussion, ender Loosening Orion’s Belt som avantgarde, når det er bedst – mystisk og eksperimenterende, som om musikken kommer fra Orions bælte og ikke fra Jorden. Loosening Orion’s Belt har nemlig en speciel stemning, der er helt unik. Det er et sjældent eksempel på musik, der undviger de fleste musikgenrer, og bliver til sin egen ting.

Og nu de mindre rosende ord. Danielle Dahl kan helt sikkert synge, for hun kan lave pæne fraseringer, og har en speciel måde at udtale engelsk på. Desværre bliver det hurtigt ensformigt at høre albummet. I stedet for at prøve forskellige idéer af, bliver det til monoton sang, hvor hun især bruger lange fraseringer igen og igen. Den skæve charme udebliver her, for jeg bliver træt af at høre den samme vokal synge på samme måde.

Loosening Orion’s Belt varer kun 42 minutter, men den føles meget længere. Måske det skyldes sløvt tempo eller monoton sang. Jeg siger det igen, i hyldest til ensformigheden: Måske det skyldes sløvt tempo eller monoton sang. Gæstevokalerne på “Daddy Issues” hjælper ikke meget. Det er også svært at komme igennem den creepy “Relationship Goals”.

På trods af ensformigheden, bliver Danielle Dahls album til en spændende oplevelse, der byder på originale idéer og legesyge rumrejser. Det er avantgarde, når det er bedst, og bør høres i hovedtelefoner om natten.

★★★★☆☆

 

Om skribenten

Søren Søndberg

Biografi:
Musikglad mand født i '84 bosiddende på Nørrebro. Er især glad for indie pop, alt. rock, hip hop, electronica og ambient. Har det svært med jazz. Har lyttet til, skrevet om, spillet og indspillet musik siden den tidlige teenagealder. Spiller selv musik i duoen The Immoderate Past.

"Most rock journalism is people who can't write, interviewing people who can't talk, for people who can't read." -Frank Zappa

Fem favoritalbums:
The Fall: This Nation's Saving Grace
Nick Drake: Pink Moon
The Clientele: Strange Geometry
Boards of Canada: Geogaddi
Neu!: Neu! 75

Skriv et svar