Koncerter

Deerhunter, 09.06.18, NorthSide Festival, Aarhus

Amerikanske Deerhunter havde til opgave at kickstarte tredje og sidste dag på NorthSide. Foto: Markus Glavind/NorthSide.
Skrevet af Signe Palsøe

Georgia-bandet er en stabil maskine, der med ringlende guitarer, støjangreb, smukke melodier og omskiftelige rytmer støt arbejder sig fremad. Det dovne eftermiddagspublikum? De var med hele vejen.

»Prøv engang at lukke øjnene og forestil jer det band, I har allermest lyst til at høre. Det band kommer faktisk og spiller lige nu.« Fra scenen forsøgte den entusiastiske konferencier at ruske lidt liv i NorthSides tredjedagspublikum, hvilket ikke er den nemmeste opgave kl. 15 om eftermiddagen, når der endnu ikke flyder fadøl i årerne.

Helt ærligt, selv jeg, der ellers er vældig glad for Deerhunter, forestillede mig måske nok et andet band i et kort sekund. Georgia-bandet har ganske vist bagkataloget fyldt med smukt ringlende guitarjanglepop, boblende synthflader, iørefaldende rock-hooks og masser af andre elementer, der gør sig godt, når publikums ører og opmærksomhed skal fanges. Alligevel kræver det en vis indsats at kradse sig igennem indpakningen i evigt omskiftelige rytmer, støjpassager og mange lag af lyd – en opgave, jeg egentlig ikke betroede min medskare foran scenen, tidspunktet og det generelle niveau for sniksnak på NorthSide taget i betragtning.

Men jeg kunne passende spare mig mine fordomme om mine medmennesker, flette næbbet, og rette opmærksomheden mod scenen, skulle det hurtigt vise sig. Bradford Cox & co. entrerede med sædvanligt fåmælt- og målrettethed og gik lige til sagen med “Cover Me (Slowly)”, naturligvis efterfulgt af “Agoraphobia” – desværre med et opbrud midt imellem de to numres ellers organiske helhed, da en død baspedal havde sneget sig ind i sceneopsætningen.

Herfra tøffede sættet dog så støt fremad, som Moses Archuletas stabile trommedrive kunne holde til. Cox og Lockett Pundt udfyldte tilsammen pladsen under scenedugen med herligt varierende guitarornamenter, der rakte fra skingre, nærmest falskt klingende, men umåde iørefaldende melodilinjer, til støjfladeangreb, der gik direkte i pacemakeren.

Og publikum? Ganske vist kan jeg kun tale for den ellers temmelig store menneskemængde i de to pits, men flokken her syntes helt bestemt at være til koncert med det band, de havde allermest lyst til at høre. Et optimistisk forsøg på at klappe med på “Desire Lines” var måske ikke så let at gennemføre, Archuletas evigt omskiftelige rytmespor taget i betragtning, men indsatsen var både vedholdende og energisk. Kiggede man sig omkring under sættets sjæler, den tyst valsende “Helicopter”, var ingen læber i bevægelse ud over dem, der da lige bakkede Cox op på hans »now they are through with me.«

Deerhunter er en kontrolleret og stabilt arbejdende maskine, der hverken overrasker eller stikker næsen langt ud over scenekanten. Men gruppen sørgede målrettet for at give os på græsset maks. valuta for pengene i løbet af vores ene time i deres selskab lørdag eftermiddag. Det var man ikke i tvivl om, da Cox med en genert henvendelse vinkede tak for koncerten og ellers vendte tilbage til sit mikrofonstativ for at levere en laaang udgave af “He Would Have Laughed” – desuagtet, at sættet allerede var gået over tid, og C.V. Jørgensen antageligt trippede i kulissen ovre på Blå Scene. Det er OK, Bradford, han kan nok hænge på et par minutter endnu.

★★★★½☆

Leave a Reply