Koncerter

Exploded View, 05.06.18, Loppen, København

Pressefoto: Sacred Bones Records

Exploded View udfoldede tirsdag aften deres ellers solide blanding af krautrock og postrock i en halvtung udtryksform, der ikke gav det fremmødte publikum på Loppen meget modspil.

Publikum var mødt stærkt op på Musik Loppen tirsdag aften, da supergruppen Exploded View ved 22-tiden langsomt trissede op på den lille scene uden rigtigt at fortrække en mine. Exploded View er resultatet af et møde mellem to musikalske verdener, da den engelskfødte solokunstner Anika spillede en række koncerter i Mexico City med lokale producere, der senere skulle vise sig at blive en del af hendes nyeste projekt. På deres tur gennem Mexico City opdagede de en fælles interesse for en ny lyd, som de alle var nysgerrige på, og kort tid efter blev supergruppen Exploded View søsat.

Tirsdag aften gav de en koncert, der langsomt blev sparket i gang af tunge, dronende basgange, langsomt tæskende trommer og en tøvende kvindevokal. Det mest iøjnefaldende ved det fire mand store band var uden tvivl frontfiguren Anikas intense og introverte tilstedeværelse, der igennem hele sættet vekslede mellem små forsigtige bevægelser med mikrofonkablet, der var snurret tæt om hendes håndled, og små tøvende ”Thanks” indimellem. Sættets første halvdel var dog en halvkedelig affære, der bestod af små korte skæringer fra gruppens seneste udspil, Summer Came Early fra sidste år. Det var tydeligt, at Exploded View ikke just var kommet for at please de fremmødte med anekdoter eller takketaler.

Koncerten skred hastigt afsted uden nogen form for publikumskontakt eller længere pauser indimellem numrene. Men langsomt trådte særligt guitaristen et ekstra skridt frem i lydbilledet, og blev mere og mere bemærkelsesværdig med distortion-indsmurte guitarfigurer, der langsomt dannede et mere rocket univers og overdøvede den ellers kendetegnende synthesizer, men dog kun for en stund.

Det absolutte højdepunkt kom i de sidste minutter, hvor gruppen ellers var udvandret fra scenen, inden de hurtigt fandt sig til rette bag deres respektive instrumenter og maskiner for at spille hittet ”One Too Many” fra 2016’s selvbetitlede fuldlængdealbum. Langsomme, buldrende trommer slog an, hvorefter en kold og luftig syntheziser blandede sig og tematiserede nummerets melankolske natteunivers, alt imens det ildrøde scenelys satte frontfigur Anika i fokus, mens hun tøvent hviskede tekststykker som »I’ve seen too many men go down this road again«. En yderst fin og sårbar afslutning på et langt og sløvt sæt, der sjældent formåede at skabe nogen nævneværdig stemning.

Trods et solidt bagkatalog og fængende melodier lykkedes det altså ikke Exploded View at nå det absolutte klimaks. Musikken var velspillet og lyden i de dunkle lokaler helt i top, men gruppen fremstod mest af alt som om, at de glædede sig til det hele var overstået. En forhastet levering af ellers velkomponerede sange fremstod derfor lidt for flygtigt, og selvom om Loppens lokaler uden tvivl dannede perfekte rammer for gruppen melankolske krautrock, blev det desværre aldrig en oplevelse af de helt store.

★★½☆☆☆

Om skribenten

Simon Lund Pedersen

Jeg har altid haft en særlig connection med musik. Jeg kan ikke forestille mig en verden uden. For mig handler musik meget om identitet, hvilket også gør at jeg har svært ved at lægge mig fast på noget konkret. Jeg føler ens musikalske-jeg konstant er i udvikling. Et af de første minder jeg har fra mødet med musikken var engang hvor jeg i 8. klasse fandt en italiensk opera helt tilfældigt på youtube. Det havde jeg det for vildt over i flere uger. Jeg kan tydeligt huske fornemmelsen af at være helt alene med den begejstring. Det var vidunderligt. Musik kan for mig både være ekstremt personligt, men samtidigt kan det også binde folk sammen, hvilket repræsenterer noget vildt smukt synes jeg. Det er det der er det fede ved at være musikskribent. Det er rart at få bekræftet at man ikke er den eneste der har haft den samme oplevelse af at lytte til noget, men hvis man så alligevel er, så har man forhåbentligt fået noget ud af det selv, og så er det bare fedt at få sine musikalske oplevelser skrevet ned, og få dem gjort til noget håndgribeligt. Der sker bare noget magisk når man får afløb for de stemninger et givent musikalsk værk har givet en. Det er det skriveriet kan. Og så er det jo bare alt for fedt hvis folk kan spejle sig i det man skriver.

Fem favoritalbums:

Paul Simon - Graceland

Beach House - Teen Dream

Destroyer - Ken

Roy Orbison - Memphis

Donny Hathaway - Extension Of A Man

Skriv et svar