Koncerter

Father John Misty, 09.06.18, NorthSide Festival, Aarhus

En lidt rutinepræget Josh Tillmann på NorthSide. Foto: Thorsten Iversen/NorthSide.
Skrevet af Peter Boier

Father John Mistys romantiske pop-rock passede perfekt til kulissen og til at vugge solen i søvn, men koncerten blev aldrig nærværende og var for ensformig med hovedpersonen fanget af sin guitar.

Vi skulle helt frem til efter sjette nummer, den nye ”Disappointing Diamonds Are the Rarest of Them All”, før Joshua Tillman for første gang snakkede til publikum. »Tak for at invitere mig til denne vidunderlige festival,« mumlede han og spillede et nummer til.

Flankeret af et seks mand stort band, syv strygere fra Aarhus-ensemblet Who Killed Bambi og to blæsere havde han før dette været omkring sine tre første album med blandt andet den elegante ”Chateau Lobby #4” og den storladne ”Strange Encounter”, hvor blæserne især kom til rette. Det hele emmer af vellyd. Bandet spiller forrygende, og hovedpersonen synger som altid godt. Desværre forsvinder strygerne lidt i det ellers store lydbillede fra hvad, der må være festivalens tættest befolkede scene.

Den behårede amerikaner, der med stor succes har forladt trommerne hos Fleet Foxes til fordel for en tilværelse som den bløde indierocks frelser, var som altid elegant iklædt en nedknappet skjorte under et jakkesæt. Derudover var han gennem store dele af koncerten fastlåst til en akustisk guitar, hvilket viste sig at være en stor hæmsko for den ellers sublime frontfigur.

Få sangere i genren kan som Father John Misty forføre med elegance, charme, sarkasme og vid. Undertegnede så ham i Avalon-teltet på Roskilde Festival i 2015, en koncert der var fuldkommen manisk fantastisk. Her for elegantieren rundt på scenen som besat, gled hen ad den på knæene og døbte sig selv »Budget Bono« (til stor latter). Alt dette stod i skarp kontrast denne lørdag på NorthSide, hvor der ellers var mødt mange mennesker op, der skrålede med på hvert et ord og hver en indforstået, sarkastisk vending – der er rigeligt at plukke af.

Gemt bag solbriller og guitar var det hele meget professionelt, enslydende, rutineret – og distanceret. To gange talte han til publikum. »Det er godt at være tilbage her. Af en eller anden grund er jeg et kæmpe trækplaster på festivaler her,« undrede han sig. Bedømt ud fra denne koncert alene, kan man godt forstå ham. Der var ellers højdepunkter undervejs. Den nye ”Please Don’t Die” ramte med sit enorme omkvæd en desperation og en nerve, der ramte hårdt. Her kom det store orkester pludselig til sin ret. Det samme gjorde ”Holy Shit”, der altid er et højdepunkt med sin ”A Day in the Life”-inspirerede instrumentale eksplosion, der modulerer en tone før sidste omkvæd. På ”Pure Comedy” var Tillman også i hopla uden sin guitar og med god plads i akkompagnementet at boltre sig på. Det klæder ham ufatteligt at være uden guitar og kunne danse omkring på scenen og komme nærmere publikum.

Efter publikumsfavoritten ”I Love You, Honeybear” er man efterladt med et indtryk af, at han har så meget mere at give af. Bandet er forrygende – og de er endda tilsat både strygere og blæsere. Father John Misty er en uhyre solid sanger og har en naturlig charme og coolness, der forfører. Men det er blevet rutine; et arbejde. Han sluttede endda et kvarter før, han ifølge NorthSides tidsplan skulle og efterlod et ellers utrolig taknemmeligt publikum forgæves sukkende efter ekstranumre.

★★★☆☆☆

Om skribenten

Peter Boier

Biografi:
Jeg har fået musik ind med modersmælken ført af faderens stålsatte hånd. Jeg har 11 albums kaldet 'Peters Yndlingssange', der var personlige compilations fra barndommen med alt fra Blur og Radiohead til Robbie Williams og Creamy. Ja, jeg kan stadig teksten til 'Feel' fra ende til anden.
Det var dengang. Nu er jeg bare en frygtelig forbruger af musiksnobberi, fodbold og voldsomme udsagn. Jeg er glødende Liverpool-fan, og jeg smågræd mindst fem-otte gange, da Bowie pludselig var erklæret død.
Er der én ting, der kan karakterisere, hvad jeg ofte falder for i musik, er det mørke. Fra Joy Division til Depeche Mode, Radiohead og Jamie XX - fællesnævneren er ofte mørke.

Fem favoritalbums:
Radiohead: Kid A
David Bowie: Low
Portishead: Third
Lars H.U.G: Kysser Himlen Farvel
LCD Soundsystem: Sound of Silver

Skriv et svar