Koncerter

Fever Ray, 31.05.18, Primavera Sound, Barcelona

Svenske Fever Ray, Karin Dreijers alter ego, live i Barcelona. Foto: Paco Amate/Primavera.
Skrevet af Daniel Niebuhr

Ekstrovert, frigørende og ikke mindst en løftet fuckfinger til patriarkatet. Karin Dreijer skaber ikke kun koncerter, men særpræget, stærk performancekunst. Desværre følger musikkens niveau ikke altid med.

Sidst, jeg så Karin Dreijer på en scene i Barcelona, var for fem år siden, da hun sammen med sin bror Olaf Dreijer turnerede med The Knife i kølvandet på Shaking the Habitual – I ved, den turné, hvor al fokus lå i koncerternes performative elementer, og hvor man som publikum aldrig var 100 procent afklaret med, hvor meget der egentlig var playback.

Det performative var bestemt også det altoverskyggende fokus her fem år senere på Primavera. Men med Karin Dreijers soloprojekt Fever Ray handler det i lige så høj grad også om fokus på menneskene bag. For der var i hvert fald ikke meget, der holdt Dreijer og hendes fem karismatiske medkvinder − udklædt i særprægede dragter; heraf én i komplet, rød bodybuilderstatur − tilbage fra at komme helt ud over scenen. Man var ikke i tvivl om, at de var her, lige her; syngende, dansende og optrædende i eget kød og blod. Det var ekstrovert, frigørende og ikke mindst en løftet fuckfinger til patriarkatet, hvilket øjensynligt gik rent hjem hos det catalanske festivalpublikum, der havde iført sig deres bedste fuck-dig-og-dine-meninger-antræk.

Samspillet mellem Dreijer og resten af besætningen fungerede, præcis som man kunne have forventet det. Det var nøje koreograferet, stramt koordineret og promiskuøst; evigt grænsende til det ekshibitionistiske. Dertil kom det faktum, at der var en oprigtig musikalsk kvalitet i selve instrumentationen, hvor man aldrig betvivlede musikernes kunnen såvel som ægtheden af lydbilledet.

Ser man bort fra parallellerne i de sceniske virkemidler, hæmmes Fever Ray i modsætning til netop The Knife dog af, at sangudvalget i det sparsomme bagkatalog ikke besidder samme gennemslagskraft. Vist er åbningsnummeret på sidste års Plunge, den insisterende electronicaskæring “Wanna Sip”, ligeledes åbningsnummeret “If I Had a Heart” fra den selvbetitlede debut og vel nok Fever Rays bedste komposition, “To the Moon and Back”, overordentligt stærke indslag og uden tvivl blandt koncertens bedste.

Men sammenholdt godt og vel en times performance forekom det ikke altid ligetil at opretholde det musikalske niveau, når det var højest. “Triangle Walks” løfter sig eksempelvis aldrig op over indtrykket som værende halvkedelig og anonym. Heller ikke “Red Trails”, badet i (selvfølgelig) rødt lys, forekom mindeværdig rent musikalsk trods harmonikasupplement og et stort, flagrende kostumetilføjelse til én af danserinderne/korsangerinderne.

Det kommer formentligt til at forholde sig på præcis samme måde, når Fever Ray gæster Roskilde Festival senere på sommeren. Tag det i så fald for, hvad det er: En gennemført, fed performance med fortrinsvist rigtig stærke, musikalske indslag.

★★★★½☆

Skriv et svar