Plader

First Flush: Spira

Legesyge First Flush nærmer sig et definitivt æstetisk udtryk på deres fremragende og koncise fjerde album Spira. Det er gruppens hidtil bedste bud på et hovedværk i deres diskografi.

First Flush er et dansk indie-rockband, der tidligere var tilknyttet det hedengangne musikkollektiv “Af Med Hovedet”, der blandt andre omfattede anmelderfavoritterne Synd og Skam. Senere startede de selv det uafhængige pladeselskab Visage, som grundlag for udgivelsen af deres andet album, Min Erindring i 2015, og FUWA i 2017. Tekstuniverset er forfattet af Alexander Weile Klostergaard og Jonathan West Carstensen, der fornyligt kunne præsentere Rosenkammer; en samling af sangtekster fra bandets hidtil udgivne albums. Den blev udgivet på det anerkendte forlag Arena, der bl.a. udgav digte af den danske modernist Peter Seeberg. Nu er de klar med deres fjerde album kaldet Spira; et pragtværk af en plade der i sin helhed nærmer sig det bedste bud på et hovedværk i bandets efterhånden stærke diskografi.

Spira demonstrerer First Flush således endnu engang deres mod til at udforske musikalske afkroge, men på en sådan måde at popmusikkens umiddelbarhed, melankoli og inderlighed stadig indfanges. Et mod der på Min Erindring for eksempel manifesteredes i albummets lukker “Odense”; en dragende hjemstavnsode, der bød på noget så uhipt som et fodbold-råbekor parret med iskolde synthesizers og storladne strygere. På Spira er udtrykket mere homogent, selvom man stadig utvetydigt mærker bandets lyst til at rykke og nedbryde de genremæssige barrierer, der findes i rocken. Gruppens fjerde album er lige så meget et triumferende autotune-skrig, som det er et længselssuk.

Spira indledes med en æterisk Mark Hollis-agtig introsekvens, inden albummets første egentlige sang tager afsæt. På “Bare lad dem ligge” roder den organiske instrumentering rundt i skovbundens muld og mos, alt imens de desperate og syntetiserede vokaler svæver i og mellem trætoppene. Den glimrende førstesingle “Laissez-faire” er et indbydende stykke folk-rock med violiner og twang-guitarer, og de nu rene vokaler giver Springsteen-associationer på den bedst mulige vis. Efterfølgende er den inciterende titelsang “Spira” med sit tilbagevendende refræn »I morgen skal vi atter drikke salt af en bølge, bade i det røde, strabadsere i det grønne« et eksempel på håbefuldheden, der er dybt indgraveret i albummets DNA. En længsel der, på Spiras midtpunkt og bedste nummer “Längtan”, kulminerer i linjen »Längtan der er imellem os, føles mere og mere, og længere og længere« inden klimaks, hvor gensidig fortrolighed opnås: »nu er du blevet én, jeg kender«. En lyrik, der med sin umiddelbare romantik, lyder som lige dele savn og begær, og munder ud i et crescendo af blæsere og guitar. Her afsluttes Spiras først halvdel, hvor stort set ikke ét skridt sættes forkert. På de stadig flotte numre “Bæger” og “Åbner dagen” er albummet alligevel et mulehår fra at blive lidt ensformigt i dets anden halvdel. Der kontrasteres dog effektfuldt med “Juni ved min side” — en perfekt udstikker, der med sit afmålte klaver- og basmotiv indleder endnu et højdepunkt på pladen. På sin vis kan nummeret faktisk fremhæves som et pragteksempel på den utroligt dynamisk lydende instrumentering, som First Flush på albummet så fremragende mestrer. Samspillet mellem rytmesektionen og den øvrige instrumentering er da også en af albummets helt store styrker. Det er et lydbillede, der ofte lyder som om, det er ved at flyde over eller kollapse under sin egen vægt. Alligevel spilles der ikke en tone eller en takt for meget. En slags nøje afmålt maksimalisme.

Spira ånder ud med slutnummeret “Gi mening”. En lavtempo ballade, hvor sørgmodig violin og klaver på melankolsk vis vikler sig om nummerets langsomme og monumentalt lydende akkordskift. Det er et virkningsfuldt nummer at slutte pladen med, der på trods af sin sparsomme tekst på en måde fint indkapsler de intense følelser, der behandles i gruppens univers.

Man skal være varsom med at udpege mesterværker, og særligt så tæt på værkets udgivelsestidspunkt. At pladen lidt – og kun lidt – taber pusten i sin anden halvdel, er dog det eneste egentlige kritikpunkt. Det er for anmelderen længe siden at et dansk album har efterladt sig så massivt et indtryk, som det er tilfældet med Spira. Det er derfor svært at lade være med at udnævne albummet som ikke bare bandets hidtil bedste, men også som en af de bedste danske udgivelser i nyere tid. Med dette pragtværk i bagagen, må First Flush ikke længere ses som blot en spire i den danske undergrund. Her står de nemlig imponerende i fuldt flor.

★★★★★½

Leave a Reply