Koncerter

Future Islands, 07.06.2018, NorthSide Festival, Aarhus

Future Islands' Samuel T. Herring er og bliver en formidabel frontmand. Foto: Mathias Bak Larsen/NorthSide.
Skrevet af Peter Boier

Future Islands dansede og growlede solen i seng. Det balancerede på kanten af another day at the office, men Samuel T. Herring tager alligevel point hjem som en af de mest intense frontmænd, der findes.

Lad mig starte med at opremse samtlige former for dans, jeg notererede mig, at forsanger Samuel T. Herring rodede sig ud i undervejs i den fem kvarter lange koncert:

Han dansede hopak; kossack-dansen, han gav den som Elvis, og han dansede som mimekunstner. Men han nåede også at danse burlesquedans som de kvindelige dukker i Pinnochio, strippe sensuelt og hamre sig selv i brystet i takt til musikken gennem flere takter. Og så dansede han naturligvis sin allerede legendariske “Seasons”-dans fra bandets optræden i Late Show With David Letterman.

Man kan roligt sige, at Samuel T. Herring er en karakter. Han synger hver en linje og growler hvert et utydeligt ord, som gjaldt det hans liv. Som gjaldt det publikums liv. Sådan er han hver gang, og derfor betræder han også en tynd linje mellem at virke oprigtig og kunstig. For alt er ikke på spil hver gang. Det kan hurtigt virke træt at sætte så meget på spil hver eneste koncert, for hvad gør man så, når der rent faktisk er meget på spil? Det bliver svært at adskille show med reel oprigtighed og nerve.

Men man må også bare tage hatten af for ham. Herring er en af branchens mest intense og levende frontmænd. Han drukner i sved, slår sig og ødelægger sin stemme. Og publikum elsker det. De hujer, klapper, skråler og elsker ham.

Det fire mand store band gik på scenen kl. 20.15 klædt ulasteligt som lærerbandet fra en kommunalskole i en forstadsby. Alle i skjorte og lange bukser – og med den lidt for fulde, upassende matematiklærer i front klædt i så stramme og højtsiddende bukser, at der er fundet en ny måde at definere en mandlig camel toe på.

Bandet lægger benhårdt ud med “Ran”, førstesinglen fra deres seneste album. Lyden er lidt mudret gennem de første fire-fem numre, hvor trommerne overdøver alle detaljer, men det er alligevel imponerende, hvor meget fællessang, der byder sig på numre som “A Dream of You and Me” og “Time on Her Side”. Sange, der aldrig har været hits, men alligevel leverer omkvæd med så uomtvisteligt syng-med-potentiale, at folk foran scenen skråler på livet løs i den faldende sols varme lys. Future Islands sentimentale, følsomme og drømmende popsange har en gnist og et håb i sig, der passede perfekt til solnedgangens ellers klichéfulde tapet.

God programlægning. Bandet når at spille hele 17 numre frem til 21.30, hvor især “Cave” og “Lighthouse” skiller sig ud som værende nogle af gruppens bedste numre, der ellers alle lyder meget ens. Vi får selvfølgelig også hittet “Seasons (Waiting on You)” mod slutningen, der naturligvis leveres, som gjaldt det livet. Ser man på publikum, så gjaldt det også deres liv. Da de første toner lyder, skriger publikum. Hopper. Flere kravler op på skuldrene af hinanden og skråler med på hver en tone.

Det er tydeligt, at Herrings næsten maniske dedikation til sin optræden og til fremførelsen af gruppens musik forplanter sig i publikum. Det er forrygende showmanship og han giver gruppen, der indtil deres Letterman-optræden spillede for tomme sale, en stor platform, der lader dem spille for fulde huse i Arena-teltet på Roskilde Festival og nu på en af NorthSides store scener.

★★★★½☆

Om skribenten

Peter Boier

Biografi:
Jeg har fået musik ind med modersmælken ført af faderens stålsatte hånd. Jeg har 11 albums kaldet 'Peters Yndlingssange', der var personlige compilations fra barndommen med alt fra Blur og Radiohead til Robbie Williams og Creamy. Ja, jeg kan stadig teksten til 'Feel' fra ende til anden.
Det var dengang. Nu er jeg bare en frygtelig forbruger af musiksnobberi, fodbold og voldsomme udsagn. Jeg er glødende Liverpool-fan, og jeg smågræd mindst fem-otte gange, da Bowie pludselig var erklæret død.
Er der én ting, der kan karakterisere, hvad jeg ofte falder for i musik, er det mørke. Fra Joy Division til Depeche Mode, Radiohead og Jamie XX - fællesnævneren er ofte mørke.

Fem favoritalbums:
Radiohead: Kid A
David Bowie: Low
Portishead: Third
Lars H.U.G: Kysser Himlen Farvel
LCD Soundsystem: Sound of Silver

Skriv et svar