Koncerter

Hinds, 31.05.18, Primavera Sound, Barcelona

Tre fjerdedele af spanske Hinds live på Primavera. Foto: Eric Pamies/Primavera.
Skrevet af Daniel Niebuhr

Hinds klarede sig med få, men underholdende midler over den forhindring, der tit rammer spanske bands på Primaveras store scener. Hinds’ sorgløse, 60’er-inspirerede poprock var en fin start på en lang dag i det catalanske.

Sidste års miserable og fejlbookede koncert med Belako på Primavera Sounds største scene hæmmede unægteligt min allerede begrænsede tiltro til de spanske kunstneres evne til at løfte hjemlandets større bidrag til festivalen op på et nogenlunde sammenligneligt niveau med de udenlandske. Det går som regel okay på de mindre scener, men jeg havde indtil i går stadig til gode at opleve en koncert på over middel på én af de tre største scener. Endelig skete det så i høj, catalansk solskin i selskab med rockkvartetten Hinds. Det var endda lige så langt væk og tilmed endnu tidligere, end tilfældet var med Belako i fjor, men med Hinds havde man omvendt med et mere selvsikkert, indbydende og ikke mindst musikalsk defineret band at gøre.

For der er intet påtaget eller forceret over de madrilenske kvinders delvist tilbagelænede poprock, der trækker klare tråde til 60’er-surf og tidlig garagerock, hvilket fremføres med legesyg og ungdommelig naivitet, og det er ikke svært at se, hvorfor Hinds også har skabt sig en karriere uden for hjemlandet. Derfor var det også et broget publikum målt på nationalitet, der havde samlet sig foran festivalens hovedscene for officielt at skyde Primavera Sound 2018 i gang.

Netop hjemvendt fra turné på den anden side af Atlanten åbnede Hinds med måske deres bedste – eller i hvert fald mest iørefaldende – skæring, “The Club”, hvor Carlotta Cosials og Ana Perottes enkle guitarriff og den ditto akkordprogression udmærkede sig i deres samspil med ophavskvindernes vokaler. Specielt Cosials besidder den dér nærmest vrælende røst, der bliver særdeles enerverende efter nogen tid, hvilket heldigvis blev undgået takket være den noget korte koncertlængde og hendes noget dygtigere medvokalist.

For Hinds er under overfladen ikke det mest (eller sågar næstmest) interessante band rent kompositorisk. Det omgår de til gengæld ved at skrive primært korte sange, som med garanti havde fremstået kedelige, havde de varet et halvt til et helt minut længere. Men i deres letfordøjelige indpakning fremstår numre som “Soberland”, den afsluttende “New for You” og coverudgaven af Soft Machine-grundlæggeren Kevin Ayers’ “Caribbean Moon” sjældent andet end charmerende.

Det var ingen stor kunst, men det havde det heller intet behov for at være. For i den nostalgiske boble, hvor Hinds’ bekymringsfrie poprock tager udgangspunkt, er der ingen grund til større armbevægelser end højst nødvendigt. Dér spiller man med de midler, man har til rådighed, og i Hinds’ tilfælde er slutproduktet som regel ret underholdende. Det var tilfældet også torsdag aften i Barcelona.

★★★★☆☆

 

Skriv et svar