Plader

Jenny Hval: The Long Sleep

Som et svulstigt, new-age jazz, feel-good monster starter The Long Sleep lidt skræmmende ud. Hurtigt skifter EP’en dog til den poppede Jenny Hval, som man kender fra tidligere, men den ækle 80’er-stemning ligger desværre og lurer under overfladen.

Jenny Hval er en norsk musiker på 38 med en diskografi på seks albums bag sig. Heraf to styk under navnet Rockettothesky og de resterende fire under eget navn. Da vi her på Undertoner anmeldte hendes forrige album Apocalypse, girl, var det til en flot karakter, for Jenny Hval har bevist, at hun kan forene poppens udtryk med en særlig fokus på skrøbelig og kompleks sanselighed.

Sanselighed er der i overmål på denne nye EP bestående af fire numre, hvoraf titelnummeret ”The Long Sleep” er en let sag på næsten 11 minutter. Desværre er sanseligheden grundlæggende søbet ind i en æstetik, der er stærkt præget af den mere kommercielle, tidlige new age ambient og jazz. Det stræber efter en inderlighed, men skaber istedet en mur af kunstighed i sit lydbilled.

”Spells” åbner ballet og rummer endnu en gang et bevis på, at Jenny Hval har en glimrende sangstemme, der både fungerer på de højstemte tonelejer og på afdæmpet vis. Hun kan til tider lyde som Nina Persson fra nabolandet Sverige, som har slået sine folder i de internationale darlings, The Cardigans. Nummeret er en opvisning i skrøbelig pop, der nok lyder behagelig, men ret hurtigt bliver ligegyldig.

Noget bedre bliver det på ”The Dreamer Is Everyone In Her Dream” der med sin loungede pianostemning krydres med en drømmeverden af elektronisk orgel. Her lyder det mest af alt som om, Jenny Hval har haft besøg af multiinstrumentalisten Mike Oldfield i hans velmagtsdage. Den måde hvorpå hendes stemme afsluttende messer ordene »This is the long sleep« føles både intens og ungdommelig.

Desværre bliver det den eneste gang, at jeg som lytter oplever nærvær og konsistens i musikken. Titelnummeret ”The Long Sleep” er en kedsommelig ambientaffære, der strækker sig over næsten 11 minutter. Det lyder som generisk baggrundsmusik skabt til en science fiction film uden dog at have nogen særlig stoflighed. Det kan gøres bedre.

Sidste chance på afslutningsnummeret ”I Want To Tell You Something” spildes på et gabende kedeligt spoken word nummer, der lyder som en reklame for en organisation, der prøver at redde regnskoven. Det er for letkøbt, og det er ekstra synd, når man ved hvor meget bid og originalitet, Jenny Hval tidligere har vist.

En EP hvor der er tale om to reelle numre, en langtrukken og søvndyssende ambientopvisning samt et spoken word indslag på halvandet minut tilsat panfløjter: Det er omtrent det Jenny Hval disker op med denne gang. Det er desværre en skuffende omgang, der ikke kan reddes af hendes ellers behagelig stemme. Hvor er den Jenny Hval, der med sin egen sanselige pop leverede vedkommende og konsistent sangskrivning?

★★☆☆☆☆

Leave a Reply