Plader

Kamasi Washington: Heaven and Earth

Den blide gigant Kamasi Washington brøler til kamp mod sort undertrykkelse over 2,5 time med visionær, fremadskuende jazz med stort J.

Jazzen er død. Det er blevet sagt mange gange af både haters og forbitrede fans. Den rytmiske musiks ”gray ol’ lady” startede ellers virilt ud i 20’erne og 30’erne med navne som Louis Armstrong, Duke Ellington og Fats Waller på populærmusikkens top. Selv Hitler havde sit eget swingband. Med med 50’erne og den Kolde Krig blev musikken også mere kølig: Miles Davis blå trompet på Kind of Blue solgte rekordmange albums, men publikum stoppede med at danse på bordene og fandt høfligt siddepladser i stedet. Samtidig ventede et generationsskifte og rock’n’roll i fløjene. I løbet af 60’erne trak jazzen sig ind i sig selv, og koncentrerede sig om teknisk ekvilibrisme eller vendte sig helt mod enhver form for kreativ spændetrøje. Evigt oprørske brød blæserrebeller som Don Cherry, Albert Ayler og Ornette Coleman mod normerne og satte ’jazzen fri’. Det var ikke alle, der var lige vilde med den tendens: Coleman blev nødt til at skifte til plastikhorn, efter at han adskillige gange havde fået tæsk og sin saxofon ødelagt af skuffede fans. Free jazz var grænsebrydende, spirituel og hårdnakket antikommerciel. Som følge deraf vendte den profitmaksimerende musikbranche, der i denne periode for alvor var i vokseværk, sig væk fra jazz og i stedet mod the Beatles og treminutters-hits. I 70’erne og 80’erne forsøgte brobyggere med afsæt i funk og soul at komme genren til undsætning, men desværre var resultatet ofte sterilt og tandløst. Hancock og Pastorius vandt nyt territorium, men sæt en Kenny G plade på, og jazzens dødsrallen er nem at høre i baggrunden. Da den evigt nyskabende Davis døde, var det svært at få øje på nye arvtagere, der ville kunne få kontrabas og whiskers ind på de unges walkmen. Herhjemme lukkede jazzoasen Montmartre og tilbage sad en uddøende gruppe puritanere, der gik på jagt efter førsteoplæg og andet jazzmemorabilia.

Det er dog ikke hele historien. Selv om nogen er forhippet på at gøre jazz til et aflukket friluftmuseum, hvor Coltrane og Monks blodfattige arvtagere er dømt til at genfortolke klassikere fra “The Great American Songbook” i al evighed, så fandt jazzen en ny fosterfamilie: Hiphoppen. I kontrast til jazzen voksede hiphop frem som smal og ukommerciel, for siden at blive den altdominerende strømning i moderne (musik)kultur. A Tribe Called Quest, NWA, Outkast, D’Angelo, the Roots og en lang række andre kunstnere holdt jazzens glød i live. Brandaktuelle navne som Kendrick Lamar, Flying Lotus (som faktisk er Alice Coltranes barnebarn), Thundercat, Jay Dilla, Blood Orange, Chance the Rapper og Frank Ocean kanaliserer på hver deres måde jazz og har samtidig pustet liv i interessen for en ny generation af intersektionelle musikere: Robert Glasper, Christian Scott, Terrance Martin og ikke mindst Kamasi Washington. Jazzen har aldrig været død, men tiden er måske inde til en renæssance.

I kølvandet på Kendrick Lamars To Pimp a Butterfly, hvor Washingtons rolle bag kulisserne vandt ham stille anerkendelse, udkom den 34-årige saxofonist i 2015 med sin debut: Et tre-dobbelt monster af et album optaget fire år forinden med den passende titel, The Epic. Over tre timers råt for usødet jazz med to trommeslagere og 20-mands kor førte Washington både lytterene igennem sarte suiter og blæste dem til en tilstand af svedende eufori. Indlevende og energisk som pladen ellers var, kammede modtagelsen af The Epic næsten over. Musikentusiaster tog Kamasi Washington til sig som var han jazzens nyfundne Dalai Lama: Et hidtil uopdaget orakel levende midt i blandt os.

Men Washington kom netop ikke ud af ingenting. Denne kollektive circle jerk dedikeret en enkelt person underkendte hvad forgængere som Sun Ra, Alice Coltrane og Pharaoh Sanders, såvel som nutidige kunstnere fra neojazzede BadBadNotGood til The Bad Plus’ skæve inputs, har gjort for at gøre jazzen mere tilgængelig. Det ignorerede også, at The Epic til tider faldt tilbage i jazzens svøbe – alenlange soli – og at det med en del covers til tider næsten blev for traditionelt. Men den store opmærksomhed gjorde dog at ‘Jazz’ blev rehabiliteret i en grad, som det ikke er set længe: Washington selv spiller til festivaler side om side med Alt-J og Beyoncé og udkommer på selskabet Young Turks, der også har kunstnere som The XX og FKA Twigs i stald. Harmony of Difference, et sølle 30-minutters langt bestillingsarbejde, udkom så sidste år. Her præsenterede Washington et enkelt tema, der vendte og drejede sig i en række forskellige versioner og skulle akkompagnere et kunstprojekt dedikeret til Los Angeles’ mangfoldighed. Udover at musikken var medrivende, viste udgivelsens omtale også, at Washington allerede havde slået sit navn fast i periferien af mainstream.

Dobbeltpladen Heaven and Earth er så Kamasi Washingtons rigtige to’er, og her har han holdt fast ved de ting, der gjorde Harmony of Difference så fængende. Skåret ned til ’blot’ 2.5 time med både instrumentale energiudladninger og stærke sange, bredsider af kor og strygere såvel som nedkogte sekstet-sessioner, virker det til, at Washington har fundet et ståsted imellem tradition og futurisme. Earth, der er inspireret af saxofonistens »syn på den ydre verden«, er en jordnær, hårdt swingende oplevelse, hvor åbneren “Fists of Fury” – et forkromet cover af hovedtemaet til Bruce Lee-filmen af samme navn – sætter tonen an. Med led perkussion, stygere, rhodes og anført af sangerne Patrice Quinn og Dwight Trible genbruges kungfu-klassikerens hævnmotiv: »I use hands to help my fellow man / I use hands to do just what I can / And when I am faced with unjust injury / Then I change my hands to fists of fury«. Det kunne være lydsiden til en Blaxploitation film fra 1970’erne, men man kan heller ikke lade være med at tænke på sidste års mest hypede superheltefilm: Black Panther og dens afrofuturisme.

Washington er selvfølgelig præget af sin opvækst i Inglewood, en udsat del af L.A., hvor kriminalitet, politiets koloniserende tilstedeværelse og klasse- samt raceskel er en daglig realitet. Det har gjort Washington meget bevidst om sin egen identitet som sort i USA, hvilket ses på hans foretrukne klædningsdragt, en vestafrikansk dashiki, og høres i hans musik. I modsætning til den apolitiske afrofuturisme som var fikspunktet i Black Panther, er Washingtons udgave både en omfavnelse af verdens mangfoldighed og en konfrontatorisk knytnæve imod magtudøverne. Det er en holdning, der ligger tættere på en retfærdigt vred Killmonger end en privilegeret T’Challa. Det bliver næsten surrealistisk, når man ser “Fists of Fury” spille på det gode selskabs flagskib, BBC: Underholdning og revolutionær energi på én og samme tid. Heaven and Earth er et jazzet callback til Kendrick Lamar og “King Kunta”, Borgerrettighedsbevægelse, pan-afrikanisme og Black Lives Matter. Politik og polyrytmik går hos Washington op i en højere enhed.

På anden halvdel, Heaven, der repræsenterer Kamasi Washingtons indre liv, får musikken for alvor vinger. Den svævende “Space Travellers Lullaby” byder på en luftig komposition, der får det bedste frem i strygere, kor og blæsersektion. På “Vi Lua Vi Sol” får koret en pause til fordel for en latin-jazz tour de force med Cameron Graves på mesterligt udført vocoder og en forrygende solo fra Washington og medblæser Ryan Porter. “Street Fighter Mas” er retro synthfunk, der bærer tankerne hen på 80’er Nintendo-spil og åbne, langsomtkørende Cadillacs.

Washington er ikke jazzens frelser, og selv om det på forsiden af Heaven and Earth ser ud som om, han kan gå på vandet, står han i virkeligheden på skuldrene af giganter. Den konceptuelle forskel mellem de to plader er mindre væsentlig, og træder hurtigt i baggrunden over det lange spilleforløb. Heaven har masser af jordnære grooves, og Earth har mange himmelstræbende korforløb. Men den milde gigant Kamasi Washington er en kreativ fontæne, der – selv om han er blevet båret frem af højt profilerede barndomsvenner som Kendrick og Flying Lotus – ikke lefler for nogen. Uden at ryste på hånden dedikerer han sig til jazz med brede besætninger og endnu bredere visioner. En genre der aldrig rigtig var død, men nu atter har smidt masken og står åbent frem: sort, futuristisk, traditionsbevidst, revolutionær, vital og ikke til at komme uden om.

★★★★★☆

Om skribenten

Thøger Christensen

Biografi: Jeg har altid haft en rimelig skizofren musiksmag, der blev grundlagt med hårdere rock og metal, men siden hen har inddraget jazz, indiefolk, elektronisk musik og for nylig også hiphop. Jeg elsker at blive udfordret og overrasket, men er samtidig stor fan af det iørefaldende og fængende. I tråd med dette er nedenstående fem albums ikke så meget mine favoritalbums, som skiver der er blevet spillet tit og ofte eller har hjulpet mig til at forelske mig i nye genrer.
Fem favoritalbums:
Fjernsyn Fjernsyn: Fjernsyn Fjernsyn
Blake Tartare: More Like Us
Death: Symbolic
Aphex Twin: Selected Ambient Works 85-92
Dr Dre: The Chronic

Skriv et svar