Koncerter

Kiriyama Family, 01.06.18, Heartland Festival, Kværndrup

Islandske Kiriyama Family på Heartlands andendag. Foto: Mathias Bak Larsen/Heartland.
Skrevet af Signe Palsøe

Solen bagte, roséen flød, og Kiriyama Familys candyflossbløde softrock smøg sig om de dovne legemer i græsset. En særdeles ufarlig, men både vellydende og velplaceret start på en varm festivalfredag.

Dengang jeg var ung, hvilket vil sige, øh, i 2005, var der en uskreven regel om, at al islandsk musik skulle lyde som alfer med bare tæer, mosdækket skovbund, skumstænk på klipper og klagende vind over havet. Det var med andre ord væsentligt nemmere at være musikanmelder dengang, hvor fordomme på autopilot sagtens kunne levere et stykke kulturkritisk venstrehåndsarbejde, fordi ingen islænding ville finde på at spille noget så atypisk som yacht rock. Man sejler sgu da ikke i yacht på Den Blå Lagune.

Men nu skriver vi 2018, opgøret med traditionelle kønsroller, heteronormativitet og geografiske stereotyper kører på fuld damp. Også islændinge kan gøre, præcis hvad de føler for. Selv hvis det involverer at spille solbeskinnet softrock en fredag middag på en mark på Sydfyn.

Det var heldigt for de endog temmelig mange festivalgæster, der allerede kl. 13 havde indfundet sig under den bagende sol ved Highland-scenen. Kiriyama Family har snablen dybt nede i sjatspanden med svulstige synthflader, småfunky slapbas, lækkert-tacky keyboardsoli, spredte soulfraseringer, og hvad der ellers er til overs efter en solid 80’er-fest. Heldigvis er bandet gode for mere end en pastiche.

Med hele seks mand bag instrumenter og mikrofoner var koncertens lydbillede altid nuanceret og ofte temmelig omskifteligt for genren. Numre som de to melodiøse åbnere “About You” og “Lightyears Away” bød eksempelvis på en meget fin afvejning af fyldig candyfloss-synth, doven funk og smygende dynamik i harmonierne mellem de to sangere Hulda Kristín Kolbrúnardóttir og Karl Magnús Bjarnarson. Andre gange, som under nummeret “Innocense”, overtog Kolbrúnardóttir den primære tjans ved mikrofonen og pustede et klædeligt skud mere slagkraftig 80’er-power ind i lydbilledet.

Mellem numrene gjorde Bjarnarson et hæderligt forsøg på at nå ud til publikum på sit bedste skoledansk, kun med et enkelt »tack så mycket« som et charmerende fejlskud. Publikum grinede med bandet, og i det hele taget var feelgood-faktoren aldrig fraværende under Kiriyama Familys lille time på scenen.

Under sættets mindre stærke numre havde den tilbagelænede atmosfære måske nok den slagside, at bandet nærmere var stemningssættere for en hed middagstime i majsolen, end de var et egentligt fikspunkt for publikums opmærksomhed. Men hvem i alverden brokker sig over, at softrocken er for blød, når solen bager, og roséen strømmer? Kiriyama Family var et helt passende første programpunkt på en smuk festivalfredag.

★★★★☆☆

Om skribenten

Signe Palsøe

Biografi:Med Depeche Mode som barndomshjemmets lydtapet var der ikke langt til min første store kærlighed, der dukkede op, da jeg var 12. Pet Shop Boys blev voldspillet ved enhver given lejlighed og blev en øjenåbner for et større musikalsk univers. Dengang var det især mere sfæriske genrer som indie-/electronica, dreampop, støjrock og shoegazer, der fik spilletid og blev min indgangsvinkel til musikhistorien. I dag hører jeg det meste, selvom jeg nok aldrig kommer til at skrinlægge en yndlingsaversion mod punkens mest letbenede undergenrer og heller ikke lytter til ret meget metal. For øjeblikket er det især ambient, electronica og dubstep, der får spilletid, selvom også hiphop på det seneste er begyndt at fylde mere i pladesamlingen.

Skriv et svar

boeger